MRSA

302 millioner kroner skal bekæmpe husdyr-MRSA

En ny aftale sætter over de næste fire år 302 millioner kroner af til blandt andet at bekæmpe husdyr-MRSA.

Ekspertgruppe har tidligere konkluderet, at det ville koste 14 milliarder kroner, hvis man skal udrydde MRSA-bakterien helt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Regeringen og samtlige partier i Folketinget har indgået en politisk aftale om et nyt veterinærforlig.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

I den nye aftale bliver der over de næste fire år afsat 302 millioner kroner, der blandt andet skal bruges til at bekæmpe udbredelsen af bakterien husdyr-MRSA.

Pengene går også til at styrke det veterinære beredskab.

Tidligere i år konstaterede en ekspertgruppe nedsat af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at stort set alle konventionelle svinebesætninger i Danmark er smittet med husdyr-MRSA.

Ekspertgruppen konkluderede samtidig, at det ville koste 14 milliarder kroner, hvis man skal udrydde bakterien helt.

Selv om der kan være MRSA-bakterier i kød, vurderede samme gruppe, at der er begrænset risiko for, at mennesker kan blive smittet den vej.

Ifølge Statens Serum Institut blev 3550 danskere i 2016 smittet med MRSA - dog ikke husdyr-MRSA, der er en særlig variant af bakterien.

En rask person har kun lille risiko for at blive alvorligt syg af MRSA, men bakterien kan medføre betændelser, eksempelvis bylder og børnesår.

/ritzau/

Facebook
Twitter