37-årig frikendt for at dele billeder af dødsulykke: S og DF vil straffe ulykkes-fotografer

Ordførerne er klar til at lave lovgivning på området, hvis det er nødvendigt.

Retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod vil allerede i dag tage kontakt til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og bede ham om at undersøge sagen nærmere.. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

En 37-årig mand blev i går frikendt i Retten i Sønderborg for at have delt billeder af en dødsulykke på den Sønderjyske Motorvej i marts sidste år, hvor to personer omkom.

Derfor er retsordføreren for Socialdemokratiet, Trine Bramsen, nu klar til at se på, hvorvidt de nuværende regler er gode nok.

- Jeg er oprigtig talt både rasende og overrasket over, at vi har set gentagne tilfælde, hvor folk stopper op og tager billeder af ulykker. Det er altså helt uhørt og totalt mangel på opdragelse, og derfor bliver vi nødt til at sætte en stopper for det her med lovgivning, siger hun.

Samme opfattelse har hendes retsordførerkollega i Dansk Folkeparti, Peter Kofod.

- Det betyder, at reglerne ikke er gode nok, når man kan blive frikendt for det her. Her er tale om fuldstændig uanstændig og uacceptabel opførsel over for mennesker, som kommer ud for en meget alvorlig ulykke.

Minister skal på banen

Retten i Sønderborg frikendte manden, fordi det ikke var muligt at identificere de kvæstede på billederne.

Men den argumentation giver Trine Bramsen ikke meget for.

- Jeg er sådan set ligeglad med, hvad man kan se på de billeder. Stopper man op og tager billeder af ulykker, synes jeg, det skal være strafbart, for det er både mangel på respekt for ofrene, og man risikerer at bringe andre i fare, når man stopper op og begynder at tage billeder, siger hun.

Derfor vil Trine Bramsen nu følge udkommet af lignende sager tæt. Og viser det sig, at folk der tager billeder af ulykker generelt går fri af straf, så skal lovgivningen laves om.

På Twitter opfordrede Syd- og Sønderjyllands Politi til, at bilisterne straks stoppede med at tage billeder fra ulykken. (Foto: Marie De Fine Skibsted © (c) DR)

Peter Kofod forklarer, at Dansk Folkeparti allerede har bragt problematikken op i to forespørgselsdebatter i Folketinget. Her lød forklaringen, at lovgivningen var fin, men at politiet skulle være bedre til at håndhæve det.

- Nu håndhæver politiet det, og så kan vi se, at det ikke fører til dom, når det lander i retten, og det duer simpelthen ikke. Vi må se på reglerne, og justitsministeren må trække i arbejdstøjet her, siger han.

Peter Kofod vil allerede i dag tage fat i justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og bede ham se nærmere på problematikken.

Facebook
Twitter