40 millioner kroner til flere Michelin-stjerner i Danmark

Regeringen vil afsætte pengene over fire år for at fremme dansk gastronomi.

Danmark er helt i toppen, når det omhandler gastronomi, mener Jakob Ellemann-Jensen. Og her skal vi kæmpe for at blive, hvorfor regeringen vil afsætte 40 millioner kroner over fire år. Her et billede fra Danmarks eneste trestjernede michelinrestaurant, Geranium i Parken. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

På torsdag fremlægger regeringen sit finanslovsudspil for næste års budgetter, og flere ministerier har allerede løftet sløret for, hvordan nogle af pengene skal prioriteres.

Og selvom Michelin-restauranter som Kadeau, AOC og Geranium formentlig ikke kommer direkte på finansloven, så vil regeringen gerne sikre, at dansk gastronomi bevarer sin internationale position.

Regeringen vil nemlig afsætte 40 millioner kroner over de kommende fire år i finanslovsforslaget med det formål "at fremme Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi."

Det fortæller miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- Vi har set over de seneste år, at dansk gastronomi har sat Danmark på verdenskortet. Der bliver man ikke af sig selv. Det kræver, at vi gør omverdenen yderligere opmærksomme på vores gastronomi, men også at vi tiltrækker nye talenter.

Dansk gastronomi er dyrt, og noget ikke alle har råd til. Hvordan kommer de her penge for eksempel en kontanthjælpsmodtager til gode?

- Dansk gastronomi er det lokomotiv, som gerne skal trække hele den danske fødevaresektor. Det her betyder noget for både arbejdspladser, men også for hele vores tilgang til mad, fordi vi alle har brug for at blive bedre til lave mad på hver vores niveau, siger ministeren.

Konkret skal pengene styrke dansk gastronomi ved til at finde løsninger for bæredygtig fødevareproduktion og madspild.

- Vi vil iværksætte nogle initiativer for at se på, hvordan vi kan bruge vores eliteposition inden for gastronomi til at styrke vores tilgang til sundhed, madspild og bæredygtighed, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Var et løfte i regeringsgrundlaget

I regeringsgrundlaget fra 2016 fremgår det, at regeringen ville styrke udviklingen af den danske gastronomi. Gastronomien skal styrke afsætningen af danske fødevarer på "eksportmarkeder, udvikling af bedre måltidsvaner, modvirke madspild og understøtte udviklingen af Danmark som en interessant turistdestination", lyder det.

Gastronomi har også været på finansloven både i 2017 og 2018. Her har det dog været i en langt mindre målestok, hvor tiltag som kokkemesterskabet Bocuse d'Or, kokkelandsholdet og det nordjyske projekt Gastro North er blevet tilgodeset.

Det har dog været med beløb under en million kroner til hver.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fortæller, at de 40 millioner øremærkede kroner er en del af den strategi, som regeringen satte i gang i 2016, og at de skal bruges til at sætte ekstra damp under kedlerne.

- Det her er seneste skud på stammen i en strategi, der skal fastholde vores position på det gastronomiske verdenskort. Vi er nødt til at se, om fødekæden ind til den absolutte elite er god nok, og om der er noget, som vi kan gøre bedre, siger han.

Og det glæder hotel og restauranternes brancheorganisation, Horesta, at regeringen nu for alvor sætter handling bag ordene fra regeringsgrundlaget:

- Det er vi rigtig glade for. Regeringen har sat gastronomi på dagsordenen, og den har været i regeringsgrundlaget fra begyndelsen, og nu er det glædeligt, at vi endelig ser, at handling følger ord, siger politisk chef Kirsten Munch Andersen og fortsætter:

- Det handler om, at vi både skal have styrket gastronomien som erhverv, og at vi skal bruge gastronomien til at få flere turister til landet, fremme vores fødevaresalg i udlandet og ikke mindst mindske vores madspild.

Gastroakademi

Et af initiativerne er etableringen af et gastronomiakademi, som skal være et sted, hvor allerede etablerede kræfter kan søge ny viden. Akademiet skal være med til sikre, at dansk gastronomi fornyer og udvikler sig.

Til glæde for såvel danskerne som turisterne, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) i en skriftlig kommentar:

- Vi ved blandt andet, at mere end 40 procent af de udenlandske turister fremhæver gode danske spisesteder som én af årsagerne til at vælge lige præcis Danmark som rejsemål. Så en styrkelse af dansk gastronomi er noget, der i dén grad også vil være med til at styrke Danmark som turistdestination i forhold til de knap 10 procent af turisterne, der har finere gastronomi som deres primære motivation for at vælge feriemål, siger han.

Sidste år kæmpede finansminister Kristian Jensen (V) med at få såvel regeringspartnere som støttepartier til at bide til bolle og vedtage finansloven for 2018.

Der vil derfor være stor fokus på Finansministeriet torsdag, når regeringen fremlægger finanslovforslaget for 2019.