5 centrale spørgsmål om Kristian Jensen-fyring: Cordsen forsøger at give svarene

Kristian Jensen siger, at han er overrasket over at være blevet frataget sine ordførerskaber. DR's politiske korrespondent vurderer, hvad der er op og ned i sagen.

(ARKIV) Venstres gruppeledelse har degraderet tidligere næstformand Kristian Jensen og strippet ham for alle poster. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen har taget bladet fra munden over for TV MidtVest og fortalt, at han er overrasket over degraderingen, men at han er Venstre-mand i hjertet.

DR Nyheder politiske korrespondent Christine Cordsen svarer her på fem centrale spørgsmål i sagen:

Kristian Jensen siger, at han er overrasket over reaktionen, har han grund til at være det?

Kristian Jensen efter et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Det undrer, at Kristian Jensen efter så mange år i toppen af politik ikke kan regne ud, at når han går ud og laver sådan en solomelding på et tidspunkt, hvor Venstre har fået ny ledelse, der er i gang med at sætte sig til rette i stolen, at så er Venstres formand nødt til at reagere.

Hvad siger det om Kristian Jensen taktiske forståelse?

- Jeg tror, at man kan sige, at sådan en sag som den her er en af forklaringerne på, at en del i Venstre ikke synes, at Kristian Jensen skulle være den nye formand, da Venstre havde det her store magtopgør i sommer. Han har gjort det her før – altså været ude med meldinger, som Venstre-ledelsen har følt sig nødsaget til at reagere på.

- Det har han tilsyneladende ikke lært noget af. Og det var noget af det, som en del i Venstre var bekymrede over. Det her tyder på, at hans politiske dømmekraft ikke er helt sikker.

Har han ikke tænkt over konsekvenserne?

Tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen har fået frataget sine ordførerskaber (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Det ved vi ikke. Vi ved ikke, om det er mangel på politisk dømmekraft, eller om han har haft et helt bevidst politisk formål med det.

Hvad nu for Kristian Jensen?

Efter folketingsvalget står det uklart, om Venstres næstformand Kristian Jensen står til at overtage formandsposten fra Lars Løkke Rasmussen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Det med fortsat at løse de opgaver, som Venstres ledelse beder ham om, det bliver et job, der kommer til at være til at overskue. For jeg tror ikke, at han bliver sat til at lave særligt meget i folketingsgruppen. Det er konsekvensen af, at man har strippet ham for alt, hvad han havde af udvalgsposter og ordførerskaber.

Hvilken fremtid har han i partiet?

Rørt Kristian Jensen trækker sig som næstformand i Venstre efter Venstres hovedbestyrelses møde på Hotel Comwell i Brejning nær Vejle. Interviewet får ros på de sociale medier. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

- Når han har behov for at sige, at han fortsætter som Venstre-mand, så er det fordi, at der her interview også har givet nogle spekulationer om, hvorvidt han er på vej til at forlade Venstre og gå ind i et andet parti. Det har virkeligt undret, hvorfor han gør det her - hvad det var, der var hans formål. Derfor har han haft behov for at slå fast, at han bliver i Venstre.