Abildgaards 'uønskede' baby skaber internationale overskrifter

BBC og The Guardian skriver om eksklusionen af Mette Abildgaards datter.

En episode i folketingssalen på Christiansborg har skabt international opmærksomhed og fået flere udenlandske medier til at skrive om hændelsen.

Interessen er opstået, fordi De Konservatives gruppeformand - og nybagt mor - Mette Abildgaard, i går blev bedt om at forlade folketingssalen midt i en afstemning.

Instruksen kom fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og årsagen var, at gruppeformanden havde medbragt sin fem måneder gamle datter.

Men babyer hører ifølge Pia Kjærsgaard ikke til i folketingssalen, og derfor var beskeden fra formanden, som blev overleveret via en folketingsekretær, klar:

"Du er uønsket med dit barn i folketingssalen".

- Det overraskede mig noget, at formanden reagerede på den måde, siger Mette Abildgaard og tilføjer:

- Jeg har tidligere set danske kvindelige politikere have spædbørn med i salen. Jeg ved, at Ellen Trane Nørby har gjort det, jeg ved at Laura Lindahl fra Liberal Alliance har gjort det, og mig bekendt er der ikke nogen af dem, der er blevet smidt ud af folketingssalen, siger Mette Abildgaard.

Ifølge den konservative gruppeformand var det ikke planlagt, at hun skulle deltage i afstemningen i folketingssalen. Derfor havde hun som noget ”helt ekstraordinært” datteren med, siger hun.

Mette Abildgaard med datteren Esther Marie. (© dr)

International opmærksomhed

Herhjemme har episoden skabt debat, og nu har internationale medier grebet historien. Under overskriften ”Dansk folketingsmedlems baby ikke velkommen” har det britiske public service-medie BBC blandt andet beskrevet gårsdagens forløb.

Den britiske avis The Guardian har også samlet historien op og beskriver, hvordan folketingets ”højreorienterede” formand beordrede Mette Abildgaard til at forlade Folketingssalen.

- Jeg tror, at det skaber stor international opmærksomhed, fordi det går i den stik modsatte retning af, hvad resten af verden gør. Vi har set den newzealandske premierminister have sit barn med til FN-møde, vi har set EU-parlamentarikere have børn med, og i USA har man vedtaget lovgivning, der giver politikere lov til det her, siger Mette Abildgaard.

Som reaktion på debatten skrev Pia Kjærsgaard i går følgende på sin Twitter profil:

- Jeg bad folketingssekretæren stilfærdigt sige til Abildgaard, at det ikke er godt med babyer i salen. Var ikke selv i kontakt, da jeg sad i formandsstolen. Og troede, at det var det...små sager bliver store i denne tid.

Ifølge Mette Abildgaard har hun ikke nogen grund til at tro, at Pia Kjærsgaard havde noget personligt motiv med episoden, men understreger, at hun er uenig med Folketingets formands beslutning.

- Hende og jeg er bare uenige i, hvorvidt man kan sidde med et barn på skødet, der ikke siger noget som helst, og samtidig klare den rimelig simple opgave, det er at trykke på et par knapper i de fem eller ti minutter, afstemningen tager, siger Mette Abildgaard.

Opbakning blandt kollegaer

Blandt kollegaerne på Christiansborg har Mette Abildgaard fået opbakning fra flere politikere i kølvandet på episoden. Blandt andre tidligere formand for Folketinget Mogens Lykketoft (S), der mener, at man i særlige situationer bør kunne se igennem fingre med reglementet.

- Jeg synes nok, at man er nødt til at have en liberal situationsfornemmelse. Der skal ikke være fyldt med babyer i folketingssalen, men der kan, som Mette Abildgaard rigtigt har påpeget, være en familiesituation og en afstemning, der falder sammen, og det synes jeg, at man skal prøve at tage højde for, siger Mogens Lykketoft.

Samme holdning deler Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

- Jeg synes, at der i sådan en helt særlig situation skal der være plads til, at man tager et lille spædbarn med ind i folketingssalen.

- Der bør i det 21. århundrede være plads til, at hvis der er en ekstraordinær situation, hvor et spædbarn er ked af det, eller hvor man ikke har mulighed for at få det passet, så dispenserer man i den situation, siger Britt Bager.

Omvendt har Pia Kjærsgaards partifælle og erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Marlene Harpsøe, taget folketingsformanden i forsvar.

- Jeg synes, at det var helt fair, at Pia Kjærsgaard reagerede og påtalte, at børn ikke skal være i folketingssalen, siger Marlene Harpsøe og tilføjer:

- Folketingssalen er et sted, hvor der skal være ro og fred til at kunne tage en politisk debat, og der hører det sig bare ikke til med de her småbørn, siger hun.

Tidligere formand for Folketinget Thor Petersen (V) har også været ude og forsvare Pia Kjærsgaards beslutning.

Pia Kjærsgaard ønsker ikke at udtale sig DR Nyheder.

Facebook
Twitter