Advarsel fra venstrefløjen: Politikere skal ikke lave politiarbejde

Borgerlige politikere lægger op til at lade kommuner videoovervåge på egen hånd, men det bør kun være op til politiet, lyder det.

- Danmark er vel det samfund i verden, hvor der er mest overvågning. Alle steder er der jo videoovervågning, siger Karsten Hønge. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Landets 98 kommuner kan – måske – se frem til selv at bestemme, om en bestemt gågade, rundkørsel eller plads skal overvåges med videokameraer.

I dag er det udelukkende politiet, der har den kompetence, men justitsminister Søren Pape Poulsen (K) varsler et ”serviceeftersyn” af de nuværende regler, og i det største regeringsparti, Venstre, forventer man at lempe reglerne.

Men det risikerer at ende som en glidebane, hvor lokalpolitikere uden den rette faglige baggrund reelt sidder og laver politiarbejde, hvis de får mulighed for at beslutte, hvor der skal videoovervåges i kommunen. Sådan lyder advarslen fra Enhedslisten.

- Vi politikere skal lade politiet passe deres arbejde, og hvis der skal sættes kameraer op, så må henvendelsen komme fra politiet. For det er jo politiet, der for eksempel ved, om det er indsatsen værd i forhold til opklaringsarbejdet, siger Enhedslistens retsordfører, Rune Lund.

- Det skal ikke være sådan, at kommunalpolitikere nu skal til at lave politiarbejde og potentielt tage beslutninger, som forhindrer politiet i at bruge ressourcerne mest effektivt. For så risikerer vi at få mere – og ikke mindre – kriminalitet, siger han.

Enhedslisten opfordrer derfor til, at man fortsætter med den praksis, der er i dag, hvor kun politiet kan afgøre, om der skal sættes et kamera op for at overvåge et bestemt område.

SF: Kan give falsk tryghed

SF mener grundlæggende, at det er en god ide at lade de lokale byråd tage så mange beslutninger som muligt, men politisk ordfører Karsten Hønge opfordrer samtidig til, at man er meget kritisk og restriktiv i forhold til at åbne op for yderligere videoovervågning i kommunerne.

- Danmark er vel det samfund i verden, hvor der er mest overvågning. Alle steder er der jo videoovervågning, siger Karsten Hønge.

Han advarer mod, at man ude i kommunerne ender med at gøre det, som i Karsten Hønges øjne kan opleves som en overspringshandling: At det, der virker som den nemme og lette løsning med at sætte flere kameraer op i bybilledet, kan vise sig at være den forkerte løsning.

- Det kan give en falsk tryghed. Ideen om, at jo flere kameraer, vi sætter op, og jo mere vi overvåger, des tryggere bliver det. Den sammenhæng er der jo ikke nødvendigvis, siger Karsten Hønge.

Justitsminister Søren Pape Poulsen er under alle omstændigheder på vej med 14 initiativer, der blandt andet skal styrke politiets digitale indsats.

Et af punkterne indeholder netop en mulig lempelse af reglerne for, hvad der skal til for, at kommunerne selv kan sætte videoovervågning op.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, mener ligeledes, at reglerne skal lempes.