Regeringen har indgået en aftale om næste års finanslov med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Aftalen betyder blandt andet, at boligjob-ordningen bliver udvidet.
Loftet for fradrag for service- og håndværksydelser hæves til 25.000 kroner. I dag er fradraget for håndværksydelser på 12.500 kroner, mens det er 6.200 kroner for serviceydelser.
Der kommer også gang i arbejdet med oprensning efter store forureninger. Over de næste fire år bliver der afsat 630 millioner kroner. De første forureninger, der skal oprenses, er Himmark Strand, Kærgård Klit-plantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund.
Der bliver også afsat 750 millioner kroner til at hjælpe oplevelsesøkonomien. Det sker blandt andet ved, at sociale organisationer kan dele gavekort ud til biografer, restauranter og andet.
Grøn vej ud af coronakrise
Finansministeren Nicolai Wammen siger, at finansloven står i coronaens tegn. For mange tiltag handler om at afhjælpe de problemer, som coronaen har skabt. Ifølge Wammen har der været fokus på, at coronahjælpen kommer en grøn måde.
- Vi ønsker at holde hånden under en fortsat sikker kurs under coronaen, og vi vil bruge den til at have fokus på grøn omstilling. Vi styrker boligjobordningen med et grønt perspektiv. Det vil kunne sætte gang i dansk økonomi, siger Nicolai Wammen.
For Enhedslisten har det været afgørende, at de økonomiske tiltag, der skal hjælpe erhvervslivet, har en social profil.
- Pengene til oplevelsesøkonomien skal målrettes dem, der ikke har så meget. For børnefattigdom er ikke forsvundet. Vi giver de børn en mulighed for at komme i biografen eller på restaurant, siger partiets politiske ordfører Pernille Skipper.
For SF har det været en mærkesag at få gang i oprensning af de store forureninger.
- Rundt omkring i Danmark er der mange store giftgrunde. De stammer fra en tid tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor det var helt almindelig for store virksomheder og staten, at man dumpede sit affald og håbede, man kunne glemme det. De står som sorte skampletter på Danmarks-kortet, som ingen rigtig har turde tage fat på. Mange har snakket om det, ingen har gjort noget. Nu går vi i gang med at rydde op, siger SF-formand, Pia Olsen Dyhr.
Partierne indgik lørdag en delaftale om velfærd. Den kan du læse mere om her.
Andre dele er også allerede offentliggjort. Fredag kom der en aftale om natur og biodiversitet. Den kan du læse mere om her.