Aftale om hjælpepakke på plads: Erhvervs- og kulturlivet får hjælp for otte milliarder kroner

Aftalen rummer samlet set en hjælpende hånd på 8,2 milliarder kroner til nødstedte aktører.

Der er opbakning på tværs af det politiske spektrum til aftalen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Der er sent tirsdag aften landet en bred politisk aftale om udvidet og forlænget hjælp til erhvervs- og kulturlivet for over otte milliarder kroner.

Hjælpepakkerne forlænges nemlig frem til 31. januar 2021, og der skabes nye likviditetsmuligheder for over 28 milliarder kroner.

Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

- Jeg er rigtig glad for, at vi her til aften kunne indgå en meget bred politisk aftale med mange af Folketingets partier. Det er en aftale for samlet set 8,2 milliarder kroner til dansk erhvervs- og kulturliv, siger han og fortsætter:

- De ordninger, vi er blevet enige om her til aften, det er ordninger, der gælder frem til 31. januar - så længe der stadig er restriktioner. På den måde skaber vi mere langsigtethed. Og på den måde ved danske virksomheder, hvad de kan regne med.

Med i aftalen er Venstre, De Radikale, SF, Konservative og Enhedslisten.

De Radikales Katrine Robsøe delte den gode stemning på Twitter.

Udvidet hjælpepakke

Hjælpepakkerne udvides, så også underleverandører som taxaselskaber, biografer, folkeoplysningsområdet og messevirksomheder kan se frem til mere hjælp.

Aftalen betyder også, at flere hjælpepakker til kultur-, idræts- og foreningsliv bliver forlænget.

Også kompensationsordningen for faste omkostninger som husleje, forsikringer og vedligeholdelse bliver udvidet. Den omsætningsnedgang, der før skulle være på 35 procent, før man fik adgang til kompensation, sættes nu ned til 30 procent.

Samtidig bliver den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder sat op til 90 procent. Det betyder, at staten vil dække op til 90 procent af de faste omkostninger.

Der har været forhandlinger siden lørdag, men tirsdag aften er det altså endelig lykkedes partierne at blive enige.

Uden Dansk Folkeparti

Mandag aften forlod Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forhandlingerne, fordi de mener, at det ikke er nok at udvide og forlænge hjælpepakkerne. Sent tirsdag valgte også Nye Borgerlige at trække sig fra forhandlingerne.

DF kræver blandt andet, at alle fem ugers indefrosne feriepenge skal udbetales.

Partiets næstformand, Morten Messerschmidt, kalder den nye aftale "tam".

- Danskerne og det trængte erhvervsliv må føle sig snydt. Aftaleparterne løb fra deres løfter. Danskerne må ikke få udbetalt de resterende feriepenge, og den udsatte restaurationsbranche må være skuffet, skriver han i en e-mail til Ritzau.

Fredag i sidste uge annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at tiltag for at inddæmme coronasmitte bliver forlænget frem til 2. januar.

Desuden er forsamlingsforbuddet sænket fra 50 til 10 personer i foreløbigt fire uger. Også detailhandlen har fået forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22.00.

Alle nuværende kompensations- og garantiordninger forlænges til og med 31. januar 2021.

RETTELSE: Det fremgik tidligere, at forsamlingsforbuddet var sænket fra 50 til 10 personer de næste ti uger. Dette er ikke korrekt. Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder foreløbigt i fire uger.

Hovedpunkter for virksomheder

  • Kompensationsordningen for faste omkostninger bliver udvidet, så adgangskravet til omsætningsnedgangen bliver nedsat fra 35 til 30 procent. Samtidig bliver den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder sat op til 90 procent.

  • Der åbnes for kompensation til virksomheder, der er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst ti deltagere. For eksempel leverandører af lyd, lys og taxaer.

  • Virksomheder, der oplever en tilstrækkelig stor omsætningsnedgang i forbindelse med det skærpede forsamlingsforbud samt forbuddet mod at sælge alkohol efter klokken 22.00, får adgang til eksisterende kompensationsordninger for selvstændige med videre og faste omkostninger.

  • Virksomheder, der har eller får forbud mod at gennemføre deres aktiviteter som følge af det skærpede forsamlingsforbud, får adgang til kompensationsordninger.

  • Faste leverandører til pelsdyravlere får adgang til kompensationsordningen for selvstændige og for faste omkostninger.

Hovedpunkter for ledige og studerende

  • Personer, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 og indtil 1. november 2021, vil få forlænget deres ret til dagpenge med to måneder. Samtidig forlænges retten til sygedagpenge med tre måneder, og 225-timersreglen suspenderes for kontanthjælpsmodtagere fra 1. november 2020 til 31. januar 2021.

  • De udvidede SU-lånemuligheder for elever og studerende bliver forlænget til 31. januar 2021. Der er blandt tale om det såkaldte 'slutlån' for studerende sidst i deres uddannelse.

Hovedpunkter for kulturområdet

  • En ny pulje på 60 millioner kroner oprettes til aftenskoler, daghøjskolerne og Folkeuniversitetet, der mister deltagerbetalinger.

  • Der afsættes yderligere i alt 450 millioner kroner til kultur- og foreningslivet og breddeidrætten. Derudover afsættes der 50 millioner kroner til anbefalinger fra et nyt genstartsteam, der skal komme med forslag til, hvordan man kan udvikle og udfolde sig under coronakrisen.

  • Hertil kommer 25 millioner kroner til arbejdslegater målrettet kunstnere, der er økonomisk udfordret under den aktuelle covid-19-situation.

Kilde: Erhvervsministeriet og /ritzau/

Facebook
Twitter