Aftale om nyt udligningssystem er på plads: Indkalder til pressemøde

Regeringen, Venstre, Radikale, SF og Alternativet er blevet enige om en aftale.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har stået i spidsen for forhandlingerne om en ny udligningsreform. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Regeringen, Venstre, Radikale, SF og Alternativet er blevet enige om en reform af den kommunale udligning, der overfører penge mellem kommunerne.

Det oplyser Finansministeriet. Der er inviteret til pressemøde om aftalen tirsdag klokken 11.30. Det kan du følge live på dr.dk.

- Regeringen holder tirsdag pressemøde sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet for at præsentere en reform af udligningssystemet, skriver Finansministeriet i en kortfattet pressemeddelelse.

DF og Enhedslisten trak sig

Mandag forlod Dansk Folkeparti og Enhedslisten forhandlingerne. Dansk Folkeparti fordi man var uenig med de øvrige partier om, hvor meget kommuner må bruge på velfærd.

- Det største element, der har skilt os, er, at man ikke vil kigge på servicelofterne, sagde partiets finansordfører, René Christensen, mandag aften.

Enhedslisten trak sig på grund af uenighed om, hvilke kommuner der kunne stemples som rige.

Forhandlinger trak ud

Forhandlingerne har stået på i flere måneder, efter at regeringen kom med et udspil i januar.

Inden coronakrisen for alvor ramte Danmark i marts, var forhandlingerne præget af stridigheder. Primært mellem regeringen og de borgerlige partier.

Regeringen ville tage for mange penge fra de velstillede kommuner. Og mest til gavn for S-kommuner, lød dele af kritikken på.

Både blå og røde partier mente desuden, at regeringen i løbet af forhandlingerne undlod at oplyse om flere afgørende beregninger. Men nu er der altså landet en aftale med et flertal i Folketinget.