Airbnb går med til at indberette danskernes lejeindtægter

Udlejningstjenesten Airbnb har indgået en aftale med myndighederne om at indberette de indtægter, danskerne tjener på privat boligudlejning.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har indgået en aftale med Airbnb. Fremover skal udlejningstjenesten indberette danskernes lejeindtægter til myndighederne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Efter år med udlejning uden indberetningspligt indleder udlejningstjenesten Airbnb nu et samarbejde med de danske skattemyndigheder.

Airbnb og skatteminister Karsten Lauritzen (V) har nemlig indgået en aftale om automatisk indberetning af lejeindtægter for danske Airbnb-udlejere.

- I dag er det op til den enkelte udlejer at indberette indtægter, og det er der nogen, der får gjort – men en del får det ikke gjort. Hvis deleøkonomien ikke skal blive slået ihjel, så skal vi lave nye skatteregler og nye måder at regulere på, så vi sikrer, at folk betaler skat, siger Karsten Lauritzen.

Danmark bliver ifølge skatteministeren det første land i verden, hvor tjenesten går med til at indberette data.

- På den måde får vi deleøkonomien til at vokse, men får også sikret, at der bliver betalt den rigtige skat. Jeg er ikke altid en glad skatteminister, men det er jeg i dag, fordi det er en historisk dag, tilføjer ministeren.

Airbnb: Aftale er helt unik

For Airbnb er Danmark det rigtige sted at indgå en aftale om skattebetaling, lyder det fra den amerikanske virksomhed:

- Jeg er glad for, at vi i dag har en aftale, der vil tillade en fair og klar regulering, siger Patrick James Robinson, Director of Public Policy hos Airbnb.

Han har forhandlet aftalen i hus med skatteministeren, som han mener har været meget konstruktiv.

- Af alle de drøftelser, vi har haft med regeringer i Europa og rundt omkring i verden de seneste par år, er denne aftale helt unik, fordi den både ser på fair regulering og skatter på indtægter.

- Vi har stadig en del arbejde foran os omkring de tekniske detaljer, men jeg er glad for, at vi bliver den første virksomhed, der går med i sådan en aftale om data-deling, siger Patrick James Robinson.

Flertal lander aftale om deleøkonomi

Tirsdag blev et flertal enige om at sætte loft over antallet af udlejningsdage og hæve det skattefrie fradrag, såfremt tjenester som Airbnb automatisk indberetter indtægten til Skat.

Det skattefrie fradrag fastsættes til 28.000 kroner om året for korttids-udlejninger på under en måned af huse, lejligheder og værelser, mens fradraget bliver på 40.000 årligt, hvis der er tale om et sommerhus.

Samtidig bliver der sat loft over antallet af dage, du har lov til at leje din bolig ud. Det magiske tal hedder 70 dage om året. Den enkelte kommune kan dog beslutte at forhøje antallet af udlejningsdage til maksimalt 100 dage om året.

Satserne gælder kun, hvis tjenesten eller et udlejningsbureauerne indberetter indtægterne til skattemyndighederne. Undlader tjenesten at indberette, skrumper det årlige fradrag til 11.000 kroner og antallet af udlejningsdage til 30 dage om året.

Aftalen, som er indgået mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og de Radikale, sigter efter at gøre op med skattesnyd og hotel-lignende udlejninger.

Minister håber på flere aftaler

Aftalen om deleøkonomi gælder også, hvis man udlejer boliger i udlandet.

Hvordan kan du være sikker på, at der bliver betalt skat? Man kan vel bare leje ud sort, når man når til grænsen på 28.000 kroner?

- Der ligger 10 millioner kroner i aftalen – og det kan man ansætte ret mange hos skattevæsenet for til at kontrollere på det her område. Samtidig er der mulighed for, at kommunerne kan samkøre registre, så de kan kontrollere, om folk rent faktisk bor i boligen, siger Karsten Lauritzen.

Han håber, at aftalen med Airbnb vil blive en model for andre lande og andre områder inden for deleøkonomien. Direkte adspurgt om den næste aftale kan blive med kørselstjenesten Uber, svarer skatteministeren:

- Uber har jo gjort sig lidt upopulær med deres indgangsvinkel, og jeg har ikke meget sympati for dem, når kun tre chauffører ud af 1200 har indberettet, og en stor andel af dem har modtaget sociale ydelser. Så Uber er bagud på point.

- Men jeg ser dem gerne i Danmark og vil gerne i dialog med dem, men der skal de lige vise, at vi har tillid til hinanden, før vi kan finde en løsning på deres udfordringer, siger Karsten Lauritzen.