Alle danskere vil få tilbudt et tredje vaccinestik mod corona - et såkaldt boosterstik. Sådan lyder meldingen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Vi har en plan for udrulningen af det tredje vaccinestik, og den er, at danskerne bliver inviteret seks måneder og 14 dage efter, at de har fået andet stik.
- Det betyder, at vi i næste uge sender mange invitationer ud – primært til folk over 65 og medarbejdere i sundheds- og ældresektoren og folk, der ellers har et svækket immunforsvar.
På plejehjem og blandt særligt sårbare borgere, er man allerede i fuld gang med at give endnu et skud vaccine. Her begyndte man at give tredje stik i starten af september.
Meldingen er, at man i de kommende måneder vil vaccinere omkring halvanden millioner borgere med en tredje dose.
Hvad sker der, hvis danskerne ikke tager tredje stik?
- Det er afhængig af, hvilke grupper vi taler om. Hvis man i forvejen er ældre eller har nedsat immunforsvar, ved vi, at der er en vis svækkelse af effekten efter seks måneder.
Han tilføjer, at smitten desuden er let stigende og formentlig vil stige yderligere, når vi går ind i vinteren.
Regioner skal finde nye vaccinesteder
Tidligere har der været tvivl om, hvorvidt et tredje stik var nødvendigt, men grunden til, at det sker netop nu, er ifølge ministeren, at myndighederne har vurderet, det er det klogeste, efter den dokumentation, der er blevet fremlagt fra de europæiske sundhedsmyndigheder.
Da man skulle have første og andet stik, foregik det for mange ved idrætsteder eller kulturhuse, men sådan bliver det ikke med det tredje stik.
- Stederne bruges af gode grunde til sport, kultur og andet, og det er kun godt. Men det betyder, at vores regioner har en opgave med at finde steder, hvor det kan ske.
Hvorfor seks måneder og 14 dage?
- Det er sundhedsmyndighederne, der har vurderet det. Vi kan allerede se, hvor stor effekt det har på plejehjemspersonale. Derfor er vurderingen, at det er omkring seks måneder efter, at man er færdigvaccineret, at man for nogle grupper vil kunne se en lignende effekt.
Kan du (Magnus Heunicke, red) udelukke en situation, hvor vi rent faktisk skal vaccinere hele befolkningen en gang hvert halve år?
- Det er ikke det, vi planlægger efter. Men vi er forberedt på, at alt kan ske.
Danmark er ikke det første land, der tilbyder et boosterstik til befolkningen. I Israel begyndte man allerede i starten af august at vaccinere de ældre borgere igen og har senere udvidet ordningen.
Her kan man nu først kalde sig færdigvaccineret, når man har fået alle tre stik.