Alle partier bedt om at udskyde egne forslag: 'Ellers får Folketinget simpelthen forstoppelse'

Partierne får nu et par uger til at luge ud i egne forslag.

Alle Folketingets partier skal nu luge ud i egne forslag op til sommerferien, fortæller Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Skal produktionen af buræg udfases?

Skal egenbetalingen for tolkebistand i

sundhedsvæsenet
sløjfes?

Skal der indføres en 18-års mindstealder for omskæring af raske børn?

Det er bare tre af de i alt 91 beslutningsforslag, partierne i Folketinget egentlig skulle have debatteret og taget stilling til før sommerferien. Men som med så meget andet spænder coronakrisen også ben for folkestyrets arbejde.

- Vi har bedt regeringen finde ud af, hvilke

lovforslag
den ønsker færdigbehandlet i denne folketingssamling – og hvilke der kan
udskydes
. Det samme gælder for partiernes beslutningsforslag, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

På et møde i Udvalget for Forretningsordenen er Folketingets partier i dag blevet enige om hver især at gennemgå deres egne forslag, forespørgsler og samråd og se, hvilke der kan

udskydes
.

Henrik Dam Kristensen regner med at have overblikket umiddelbart efter påskeferien.

- Der begynder vi stille og roligt at tage hul på, hvordan vi

håndterer
det almindelige folketingsarbejde, der ikke har med corona-hastelovgivning at gøre, siger han.

Der er dog ikke sat noget loft over, hvor mange forslag de enkelte partier må få behandlet.

- Partierne har ret til at få behandlet deres ting. Så derfor må de selv vurdere, om de kan

udskydes
. Men jeg har på fornemmelsen, at partierne vil være meget omhyggelige, siger Henrik Dam Kristensen.

Venstre: Vi kan ikke få alt gennemført

Partierne har lovet hinanden at være ærlige og udskyde en del egne forslag til efter sommerferien, fortæller Karen Ellemann (V). (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Karen Ellemann (V), der er 1. næstformand i Folketingets øverste ledelse, præsidiet, er helt enig i, at partierne bliver nødt til at

udskyde
egne forslag:

- Det er svært, for man kan jo sidde med et forslag, som man selv mener er enormt vigtigt at få debatteret. Men der må vi være fornuftige over for hinanden. Vi kan ikke få alt gennemført, for så vil der gå forstoppelse i Folketinget, siger hun og tilføjer:

- Nu har vi været meget beredvillige og

håndteret
mange vigtige hasteforslag, og på samme måde forventer vi selvfølgelig også, at regeringen nu kigger tingene grundigt igennem, så der bliver plads til det, der er nødvendigt.

Så I mener altså, at der skal være en balance mellem forslag fra rød og blå blok?

- Vi skal ikke begynde at indføre kvoter for, hvor mange forslag de enkelte partier kan have. Men der er faktisk enighed om, at vi hver især kigger ærligt på bunken af forslag og vurderer, om der er noget, der kan

udskydes
, siger Karen Ellemann.

Hun kan ikke i dag svare på, hvilke af Venstres forslag, partiet er parat til at

udskyde
.

DF: Det bliver nødvendigt at inddrage sommerferien

DF tror, at det bliver nødvendigt at inddrage sommerferien, hvis Folketinget skal nå at behandle corona-hastelovgivning og andre forslag, siger gruppeformand Peter Skaarup. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Med hele 23 beslutningsforslag, der ikke har været i folketingssalen endnu, er Dansk Folkeparti den absolutte topscorer.

- Jeg er meget glad for, at vi har en flittig folketingsgruppe, der stiller mange forslag. Men det kan meget vel være, at vi vil luge ud i dem og gemme nogle til næste folketingssamling – for at give tid til det, der virkelig er brug for nu, siger

gruppeformand
Peter Skaarup.

- Det er vigtigt, at Folketinget først og fremmest vedtager lovgivning, der har sigte på at lindre danskernes smerte under coronakrisen.

DF-gruppeformanen tror dog stadig, det vil blive "nødvendigt at forlænge folketingssamlingen markant":

- Normalt ville vi slutte omkring

grundlovsdag
den 5. juni. Men vi tror, at man hen i juni og måske også juli, august og september bliver nødt til at arbejde i Folketinget. Det er vi selvfølgelig klar til, siger han og tilføjer:

- Vi synes, det er en gammeldags ordning, at Folketinget nødvendigvis skal gå på ferie i så lang tid. Jeg ved godt, der foregår meget i Folketinget, selvom man officielt ikke har samling i sommerferien. Men vi kunne sagtens holde møder hen i juli og hen over sommeren.

Herunder kan du følge coronakrisens udvikling og Folketingets tiltag dag for dag, siden Danmarks patient 0 blev konstateret smittet den 27. februar :

Facebook
Twitter