Alternativet er rystede over ghettoudspil: Sådan leger man ikke med os i dansk politik

Flertal har aftalt at bruge midler fra satspuljen til ghettoplan uden først at spørge Alternativet.

Alternativets politiske ordfører,Carolina Magdalene Maier er vred, forundret og rystet over, at et flertal vil bruge sats-puljemidler uden at høre partiet først. (Foto: JEANNE kORNUM © STR)

Der er vrede og forundring i Alternativet, efter et politisk flertal i går aftalte finansieringen af den kommende såkaldte ghettoplan.

For flertallet af partier har aftalt, at de vil bruge penge fra satspuljen til at finansiere obligatoriske dagtilbud til alle børn i udsatte boligområder fra den dag, de fylder ét år.

Udfordringen med den model er bare, at Alternativet er en del af partierne i Satspuljekredsen, der skal være med til at bestemme, hvad pengene skal gå til.

Partiet var ikke en del af gårsdagens aftale om finansiering, og beslutningen om at anvende pengene hørte partiet om i pressen og fra kollegaer, der sent i går aftes ringede og orienterede politisk ordfører Carolina Magdalene Maier (Å), fortæller hun.

- Jeg er mildest talt forundret og rasende over det. Jeg har ikke set før, man har lavet en aftale, hvor man finansierer med nogle penge, som de partier, der er med i aftalen, skal støtte, uden at de bliver spurgt. Så jeg synes, det er en meget kritisabel fremgangsmåde, siger hun.

DF og S sagde nej til alternativ finansiering

I første omgang var sats-puljemidlerne ikke en del af forhandlingerne om, hvordan regeringens ghettoudspil skulle finansieres. Men da både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sagde nej til at bruge mere end 10 milliarder fra de almene lejeres pengekasse, Landsbyggefonden, kom midlerne, der er målrettet de svageste grupper i samfundet, i spil.

Alternativet er i dag inviteret til et møde hos børne- og socialminister Mai Mercado (K). Ifølge partiet selv uden andet emne, end at det handler om regeringens ghettoplan.

Her skal regeringens minister ikke forvente, at Alternativet møder op med åbne arme.

- Vi er blevet inviteret til møde hos socialministeren i dag, men det er det første, vi hører til den her aftale, så jeg tror nu nok, man har gjort regning uden vært. Nu må vi så høre, hvad hun har at sige. Men det er klart, at vi kommer meget kritiske til det møde.

Og budskabet til ministeren er krystalklart, siger Carolina Magdalene Maier.

- Vi vil fortælle hende, at det her ikke er måden, man leger med os på i dansk politik på. Det kan godt være, vi er små, men når vi er en del af en aftalekreds, så betyder vi altså også noget. Så vi kommer til at fortælle hende, at vi synes, det er rigtig dårlig stil rent politisk. Så må vi se, hvad hun har at sige.

Afviser ikke aftalen på forhånd

Alternativet vil dog ikke på forhånd ultimativt afvise aftalen om at presse børn fra ghettolisten i daginstitution.

- Det kan jeg ikke stå her og sige, men jeg vil sige, der er lang vej derhen.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke synes, man skal tvinge forældre til at få deres børn i dagtilbud. Vi kan finde nogle andre incitamenter til at få børnene i dagtilbud, uden at vi behøver bruge tvang.

Aftalen forudsætter, at der skal bruges 77 millioner fra statspuljen til initiativet næste år, mens der går 102 millioner kroner fra puljen fra 2020 og årene frem.

Kristian Jensen: Ingen mulighed for veto

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra børne- og socialminister Mai Mercado. Finansminister Kristian Jensen (V) skriver i en skriftligt kommentar, at aftalepartierne med aftalen er:

- Enige om at søge satspuljekredsens opbakning i forbindelse med udmøntning af satspuljen for 2019 til finansiering af at indføre obligatorisk dagtilbud fra 1-årsalderen for børn med bopæl i et udsat boligområde.

Han anfører i sit svar samtidig, at det er normalt, at der i fordelingen indgår dele, som ike er "hjerteblod for alle".

- Satspuljen er præget af en konsensustilgang, hvor alle må give sig lidt, og et enkelt parti kan således ikke nedlægge veto mod et tiltag, som alle de øvrige partier ønsker at prioritere, skriver Kristian Jensen (V).

Opdateret klokken 13.29 med kommentar fra finansminister Kristian Jensen og de præcise beløb, der skal bruges fra satspuljemidlerne.

Facebook
Twitter