Tallet sidst i vores cpr-nummer indikerer det køn, vi tildeles ved fødsel, men sådan behøver det ikke være, mener Alternativet.
Derfor foreslår partiet i et beslutningsforslag, som i dag skal behandles i Folketinget, at gøre person- eller cpr-numrene kønsneutrale. Det skriver Information.
Beslutningsforslaget kommer, efter at Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) senest har kritiseret, at de nye identitetskort til personer, som ikke har kørekort, netop har påført personnummeret.
- Der er jo mennesker, som ikke ønsker at definere sig som hverken det ene eller det andet. Så det handler om at tilgodese de mennesker, så det i hvert fald ikke er cpr-nummeret, som står i vejen for det, siger Alternativets ligestillingsordfører, Carolina Maier.
Et flertal bestående af VLAK-regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviser at gøre personnumre kønsneutrale. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener, at forslaget vil 'medføre betydelige omkostninger' for både den offentlige sektor og det private erhvervsliv.
/DR Nyheder/
Rettet den 18. maj 2017 klokken 17:44: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at transkønnede ikke føler sig som hverken mand eller kvinde. Det er forkert, og derfor er oplysningen slettet.