Alternativet har mistet medlemmer: Fik nok af topstyring og ego-ræs

Alternativet har mistet hvert syvende medlem de seneste to år.

Partileder Uffe Elbæk mødes i dag med 400 partifæller til Alternativets landsmøde i Odense. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I dag mødes omkring 400 alternativister til partiets sidste landsmøde før det meget snarlige folketingsvalg. Her kickstarter Alternativet valgkampen med tre udspil, der matcher partiets tre bundlinjer; den grønne, den sociale og den økonomiske.

Men partileder Uffe Elbæk kommer til at fremlægge sine udspil i skyggen af kritik om topstyring og lukkethed. Senest har to hovedbestyrelsesmedlemmer meldt sig ud af partiet i protest.

- Man snakker meget om åbenhed, men jeg har ikke oplevet åbenhed. Man snakker også meget om medlemsinddragelse, men det sker kun på skrømt, siger Theis Krarup Hansen.

Han meldte sig ind i partiet op til folketingsvalget i 2015 og blev i november sidste år medlem af hovedbestyrelsen og kasserer. Men 29. marts i år meldte han sig ud i protest mod ledelsen.

- Man har ikke inddraget medlemmerne – kun på skrømt. Og det kan folk godt gennemskue. De folk, der har været aktive, har et ønske om at blive hørt og inddraget. Når de opdager, at de får lov at lægge alt deres arbejde i en valgkamp og så bliver parkeret i fire år, indtil de skal bruges igen, så dukker de ikke op længere, siger han.

Kritikken er også rettet direkte mod Uffe Elbæk som leder. Han har udnyttet sin magt, lød bekyldningen fra Vilhelm Stamp Nordal Møller, da han for en måned siden trak sig fra sin post som næstforperson:

- Når vi diskuterede reel politik og beslutninger, så var det tydeligt, at han ikke lyttede og selv ville bestemme. Inden jeg kom i hovedbestyrelsen, så jeg Uffe Elbæk som en Messias, men den holdning ændrede sig.

Vilhelm Stramp Nordal Møller meldte sig straks efter ind i Socialdemokratiet.

1.700 færre medlemmer på to år

Op til landsmødet for to år siden kunne Alternativet stolt meddele, at det unge parti havde rundet 11.000 medlemmer og dermed var Folketingets fjerdestørste parti målt på medlemstal.

Men siden er medlemmerne sivet, så partiet nu har færre end 9.300 - og dermed har mistet omkring hvert syvende medlem.

En af dem er Simon Fyhn Kristensen, der meldte sig ind i partiet i 2015 og blev formand og byrådskandidat for Alternativet i Odder. Men sidste år meldte han sig ud af partiet, fordi han følte sig misinformeret og ignoreret af ledelsen.

- Hvis man nu for eksempel ikke havde tænkt på dick-pic-kollager og ikke havde haft en festkultur, der gik op i hat og briller, så kunne man nok have nået længere, siger Simon Fyhn Kristensen.

Han mener, at det er lykkedes Alternativet at lægge kimen til en forandring i samfundet.

- Men som det er lige nu, har vi ikke flyttet os en tøddel, lyder hans analyse af den politiske situation i samfundet.

Festkulturen var også en af årsagerne til, at tidligere byrådskandidat i Odense Mathias Magnussen Thorsson i sommeren 2017 meldte sig ud af partiet.

- Der var ikke styr på partiet. Det var på nogle punkter et meget naivt parti og meget grønt i den forstand, at det var et meget nyt parti, der var let modtagelig over for mange af de sager, der poppede op, siger han.

Det er ikke kun medlemstallet, der dykker. Alternativet står også til et dyk i meningsmålingerne. Den seneste Epinion-måling for DR viser en halvering fra valgresultatet på 4,8 til 2,4 procent - ganske tæt på spærregrænsens to procent.

Der er dog kun tale om en enkelt måling, og i de vægtede gennemsnit af målinger fra forskellige institutter ligger partiet over tre procent.

'Man måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved noget'

Kunstner Jacob Fuglsang Mikkelsen blev med stor begejstring alternativist i 2015 - inspireret af visionerne om medlemsinddragelse og en flad magtstruktur.

- Men så snart der kom magt ind i spillet, blev det politik som alt andet politik med grelle magtproblemer og store egoer.

- Det var en slags forelskelse. En enorm forelskelse, hvor man bare blev skuffet af det, man troede, man var forelsket i. Det viste sig ikke at være, som jeg havde troet, siger Jacob Fuglsang Mikkelsen, der meldte sig ud i 2016.

Havde du ikke også selv et ansvar for at gøre partiet til det, du håbede, det ville være?

- Jo, og jeg synes også, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg var kritisk hele vejen igennem, selvom man egentlig ikke måtte være kritisk. Man måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved noget som helst. Man blev holdt udenfor, hvis man påpegede ting, man syntes var forkert.

Bliver et parti ikke også på et tidspunkt nødt til at lægge sig fast på en linje, så vælgerne ved, hvor man har dem?

- Jo, men jeg synes bare ikke, at den linje var noget, vi var kommet frem til i fællesskab. Det var noget, der allerede var bestemt. Der var én linje, og det var ledelsens, og så skulle vi andre bare følge med eller gå. Så jeg gik, siger Jacob Fuglsang Mikkelsen.

Det billede bekræfter Theis Krarup Hansen. Da han i forbindelse med partiets fem-års-jubilæum sidste år som nyudklækket hovedbestyrelsesmedlem udtalte til DR, at Alternativet nogle gange kan komme til at virke lidt hellige, oplevede han at få en skideballe.

- Man var meget, meget utilfreds i den politiske ledelse og i hovedbestyrelsen med, at jeg havde åbnet munden. Jeg fik helt klart det indtryk, at jeg skulle have holdt min mund, siger han og tilføjer:

- I det hele taget oplevede jeg meget, at man ikke var interesseret i at høre om problemer. Man stak fingrene i ørerne og sagde bare ”la la la, vi kan ikke høre noget” og skød budbringeren i stedet for at lytte til ham.

Uffe Elbæk: 'Det er noget sludder'

Der er ikke topstyring i Alternativet, og det er ”noget sludder”, at medlemmerne ikke bliver inddraget i beslutninger, lød modsvaret fra partileder Uffe Elbæk, da han i forgårs blev konfronteret med kritikken i radioprogrammet Slotsholmen på P1.

Uffe Elbæk (ALT) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Jeg synes absolut, at anklagerne er helt urimelige, og der er ikke bund i det, sagde Uffe Elbæk.

Han ærgrer sig over, at "interne personsager har skygget urimeligt meget for det store politiske projekt":

- Jeg synes, der har været en uheldig tendens til at fremsætte uunderbyggede anklager, siger Elbæk og "gisner" om, hvilket motiv hans tidligere partifæller kan have for at fremsætte en kritik, der i hans optik slet ikke er hold i:

- Jeg oplever nogle gange, at de her udmeldinger måske bunder i en skuffelse over ikke at have fået egne forventninger indfriet.

Hvad angår kritikken af ham selv som politisk leder, lyder Uffe Elbæks svar:

- Jeg synes, jeg er en klog leder, der tager min opgave dybt, dybt alvorligt og forfægter projektets ambitioner, værdier og mål hver eneste dag.

Alternativet afholder landsmøde på i DOK5000 på havnen i Odense hele dagen.

Rettelse: Tidligere fremgik det fejlagtigt, at Simon Fyhn Kristensen meldte sig ind i Alternativet i 2013. Det er rettet til 2015. Det er også præciseret, at hans udtalelse om, at "vi ikke har flyttet os en tøddel" er møntet generelt på samfundet - og ikke specifikt på Alternativet som parti.

Facebook
Twitter