Alternativet har samlet støtte nok til et folketingsvalg

Alternativet har fået indhentet de påkrævede 20.260 vælgererklæringer, som et parti skal have for at være opstillingsberettiget til Folketinget.

Uffe Elbæk, formand for Alternativet (Foto: Scanpix © Thomas Lekfeldt)

Alternativet er snublende tæt på at komme på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg.

Efter godt halvandet års jagt på de forjættede vælgererklæringer lykkedes det i dag for partiet Alternativet at få samlet 20.260 underskrevne vælgererklæringer.

Netop det antal er kravet for, at et parti bliver erklæret opstillingsberettiget. Alternativets formand Uffe Elbæk betegner det som en stor sejr for "frivillighedskulturen":

- Det er stort for os alle sammen. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der har været så mange frivillige involveret. Det er foregået uden nogen form for økonomisk støtte.


Afventer endelig godkendelse

Alternativet lader dog af valgtekniske årsager ikke champagnepropperne springe endnu, da der kan være en andel af vælgererklæringerne, som bliver kendt ugyldige.

Derfor vil partiet fortsætte med at indhente yderligere tusinde vælgererklæringer:

- Der kan være nogen, der har skrevet under på to vælgererklæringer, og nogle der af andre årsager kendes ugyldige. Derfor fortsætter vi med at samle ind, siger Uffe Elbæk.

Samtidig peger partiformanden på, at underskrifterne skal afleveres hos Økonomi- og Indenrigsministeriet og godkendes her, hvilket tager et par uger.

Det skal der til for at stille op

Et nyt parti skal senest 15 dage før et folketingsvalg anmeldes for økonomi- og indenrigsministeren.

For at blive accepteret som opstillingsberettiget, skal partiet levere et antal vælgererklæringer, der svarer til 1/175 del af de gyldige stemmer ved seneste valg.

Det svarer i dag til 20.260 vælgererklæringer.

Borgere der ønsker at støtte et parti, skal først udfylde og underskrive en vælgererklæring.

Herefter skal den afleveres afleveres og godkendes af folkeregisteret i kommunen, hvor man har bopæl.

Når borgeren har fået den godkendte vælgererklæring tilbage, skal den sendes til det pågældende parti.

Læs mere om reglerne for at anmelde et nyt parti her.

Nystartet parti når det nok ikke

Mens forventningerne stiger hos Alternativet, er et andet nystartet parti Nationalpartiet under langt større tidspres.

Ifølge formand Kashif Ahmad har partiet fået godkendt 7000 vælgererklæringer af kommunerne, og partiet har dermed kun nået en tredjedel af målet. Imidlertid vil Kashif Ahmad ikke se det som en katastrofe, hvis partiet ikke når at blive opstillingsberettiget inden næste valg:

- Vi har hele tiden vidst, vi var under tidspres. Hvis ikke vi når at blive opstillingsberettiget, går vi efter kommunalvalget.

Samtidig mener Kashif Ahmad, at processen for at blive opstillingsberettiget er unødigt bureaukratisk:

- Den største udfordring er, at det tager kommunerne lang tid at godkende erklæringerne. Samtidig skriver borgere til os, at deres erklæringer forsvinder, siger formanden.  

Han er sikker på, at partiets chancer for at blive opstillingsberettiget var blevet væsentligt øget, hvis underskriftsindsamlingen var blevet digitaliseret.

Nationalpartiets formand henviser til, at Folketinget tilbage i oktober 2013 vedtog en digital løsning for indsamling af vælgererklæringer, men at denne endnu ikke er blevet implementeret. 

- Det bliver meget svært for os at nå, hvis ikke Indenrigsministeriet får lanceret en digital løsning, siger Kashif Ahmad.

Forberedelserne er i gang.

Imens Nationalpartiet derfor må nøjes med at afvente kommunernes godkendelse af vælgererklæringer, arbejder Alternativet på at forberede sig optimalt til folketingsvalget:

- Vi har fået valgt vores spidskandidater, og nu er vi i gang med at vælge vores listekandidater. Vores interne deadline for at være helt klar er den 14. april, siger Uffe Elbæk. 

Alternativet bliver ikke det eneste parti uden for Folketinget som skal forberede sig på valgkamp i år. Kristendemokraterne blev allerede opstillingsberettiget tilbage i juni 2013, og derfor ser det ud til, at årets valgkamp vil få deltagelse af ti partier.