Alternativet: Ingen begrænsninger på overnatning i det fri

Ligesom i vores nabolande vil Alternativet indføre allemandsret i Danmark.

Alternativet vil imødekomme de danskere, der i højere grad ønsker at overnatte i det fri. Derfor vil partiet indføre allemandsret. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Pløkker, teltstænger og liggeunderlag skal fremover kunne anvendes langt flere steder end loven i dag tillader.

På lige fod med både Norge, Sverige og Finland vil Alternativet udvide danskernes mulighed for at færdes frit i naturen og overnatte under åben himmel.

Derfor foreslår partiet, at der ligesom i vores nordiske nabolande bliver indført allemandsret i Danmark.

- Vi skal have mange flere danskere ud og opleve det mirakel, som naturen er. I dag må man gerne overnatte i statsskove, men nu vil vi udvide brugsretten til de private skove, siger Alternativets leder, Uffe Elbæk.

Strenge regler i privatejde skove

18 procent af Danmarks samlede skovareal tilhører staten. Langt størstedelen af Danmarks skovarealer, omkring 75 procent, tilhører privatpersoner, selskaber eller fonde.

Og her er retningslinjerne, for hvordan offentligheden må anvende områderne, markant strengere sammenlignet med statsskovene.

Eksempelvis må man - i modsætningen til statsejede skove - kun opholde sig i privatejede skove fra klokken seks om morgenen til solnedgang, ligesom man udelukkende må færdes på stier og veje.

Det betyder, at mange naturglade danskere ikke har mulighed for at nyde en frokost i skovbunden eller slå telt op og overnatte i en privatejet skov.

- Når man kan gøre det i Norge, Sverige og Finland, så kan vi også gøre det i Danmark, siger Uffe Elbæk og understreger, at forslaget vil gøre naturen betydeligt mere tilgængeligt for danskerne.

- Med vores forslag femdobler vi muligheden for at komme ud og overnatte i naturen, siger Uffe Elbæk.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alternativet vil øge danskernes adgang til naturen ved at indføre allemandsret. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dansk Skovforening: Dårlig ide

For at sikre at skovejerne ikke risikerer at blive generet af Alternativets forslag understreger partiet, at teltovernatningen skal ske mindst 150 meter fra privat bebyggelse. Derudover må der maksimalt stå to telte på samme område.

Alligevel dumper brancheorganisationen Dansk Skovforening tanken om allemandsret og kalder forslaget for en ”rigtig dårlig ide”.

- Hvis vi alle sammen udøvede vores spontane lyster i forhold til, hvornår og hvor vi gerne ville opholde os i skovene, ville vi ødelægge det for andre naturbrugere og selve naturen, siger direktør i Dansk Skovforening, Jan Søndergaard.

- Taler vi om teltning, er det jo ikke ligegyldigt, om man slår sit telt op i et område, hvor der gror særlig vigtig natur eller flora, og det kan man ikke som spontan skovgæst nødvendigvis vide. Derfor er det fornuftigt, at man spørger ejeren af skoven først, siger Jan Søndergaard.

Hos Dansk Skovforening mener man i øvrigt ikke, at det giver mening at sammenligne allemandsretten i vores nordiske nabolande med Danmark.

- I modsætning til Norge og Sverige har Danmark i forhold til befolkningens størrelse et meget lille skov- og naturareal, til gengæld har vi rigtig mange, der bruger skovene, siger Jan Søndergaard og mener derfor, at retten til at færdes i danske skovområder tilsvarende bør være forskellig.

I dag skal personer, der vil overnatte eller færdes i privatejede skove uden for døgnets lyse timer, søge om tilladelse hos skovejerne.

Flere vil overnatte i naturen

Alternativets forslag kommer i kølvandet på en rekordhøj interesse for overnatninger i naturen.

Sidste år bookede flere end 177.000 danskere en overnatning i det fri på en af Naturstyrelsens lejrpladser. Det er en stigning på 68 procent siden 2013.

Og netop den voksende interesse bør politikerne på Christiansborg imødekomme, siger Enhedslistens naturordfører, Øjvind Vilsholm, der bakker op om Alternativets forslag.

- Det ville være rigtig godt, hvis offentligheden sikres adgang til hele den danske natur og de private skove, siger Øjvind Vilsholm og peger på, at man godt kan hente inspiration fra Sverige, selvom naturen ser anderledes ud.

- Vi kan med sindsro bruge erfaringerne fra Sverige især Skåne, som minder om Danmark både i forhold til befolkningstæthed og naturmæssigt. Der har man jo indført allemandsret uden nogen problemer, siger Øjvind Vilsholm.

Hverken regeringspartiet Venstre eller Folketingets største parti, Socialdemokratiet, bakker op om Alternativets forslag. Til gengæld hilser begge partier debatten om bedre adgang til naturen velkommen.

Alternativets forslag om dansk allemandsret bliver fremlagt på den anden side af folketingsvalget, som senest skal være afholdt d. 17. juni.

Facebook
Twitter