Alternativet kæmper fortsat med eget ligestillings-ideal og for mange mænd

Partiet, der ønsker reel ligestilling, har stadig flere mænd end kvinder som folketingskandidater.

Alternativet holder i denne weekend årsmøde, hvor medlemmerne skal tage stilling til endnu et forslag om at sikre en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder. (Foto: Nicolas Nielsen)

De har talt om det længe i Alternativet. De har sågar stillet flere forslag, der skulle sikre en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på tillidsposterne i det knap fem år gamle, grønne parti, der i dag og i morgen holder sit landsmøde i Odense Havn.

Omdrejningspunktet for samtalen er selvfølgelig ligestilling – også internt i Alternativet. Men partiet er stadig ikke selv nået i mål med at sikre en ligelig fordeling, viser en optælling, som DR Nyheder har lavet.

Blandt partiets foreløbigt 62 kandidater til folketingsvalget, der står for døren inden for et års tid, er 37 mænd, mens 25 er kvinder. En fordeling der i procent rundt regner hedder 60-40 i mændenes favør.

Rasmus Nordqvist, der er et partiets mandlige folketingsmedlemmer, erkender, at heller ikke Alternativet er nået i mål. Derfor har han sammen med partiets politiske leder, Uffe Elbæk, og en række andre medlemmer foreslået, at der på toppen af kandidatlisterne til Folketinget skal være både en mand og en kvinde.

Partiflertal skrottede Elbæks kønskvoter

Et forslag, der er mindre radikalt end et tilsvarende ved sidste års landsmøde, hvor et flertal af de delegerede vendte tommelfingeren nedad til et forslag om kønskvoter på kandidatlisterne.

- Nu stiller vi så et mere opblødt forslag i år, fordi vi bliver nødt til at holde fokus på det her, siger Rasmus Nordqvist og fortsætter:

- Når vi ser ud over det politiske landsskab, så er der ikke ligestilling. Det er jo ikke bare i Alternativet. Hvis bare det var hos os, så kunne vi sige ’Ja, okay’. Men det er i partierne generelt og når vi ser på folkevalgte ude i kommunerne.

Ser vi på Alternativets folkevalgte ude i kommunerne, så er det også et af de få steder, hvor partiet har nået sit eget ideal om reel ligestilling og en ligelig fordeling. Af partiets 20 valgte rundt omkring i de 98 kommuner, er 10 mænd og 10 kvinder.

Beslutningsorgan har massiv overvægt at mænd

Omvendt ser det ud i partiets beslutningsenhed, der hedder Politisk Forum. Her er 23 af 36 medlemmer mænd, mens alle 3 valgte regionsrådsmedlemmer for partiet har mandlig baggrund.

Rasmus Nordqvist, hvornår føler du, I er i mål med den reelle ligestilling?

- Det gør jeg egentlig, når vi ser en reel ligestilling. Om det hedder 55-45 (procent, red.) er ikke så vigtigt. Det vigtige er, at vi kommer ud over de her strukturelle udfordringer, som vi oplever i dag. Det er derfor, vi prøver at sige, at hvis man nu skal tage stilling til de to første navne og siger, at det er henholdsvis en mand og en kvinde, jamen så er det, vi kan skubbe til forestillinger og alt det usagte.

Alternativets forslag om at sikre både en mand og en kvinde i toppen af kandidatlisterne skal behandles af de fremmødte delegerede på partiets landsmøde, der finder sted i Odense frem til søndag eftermiddag.

Facebook
Twitter