Alternativet udskyder valg af kontroversiel folketingskandidat

Den tidligere talsmand for Grimhøjmoskéen, Mohammad Sabah Ahmad, kan ikke opstilles som kandidat på nuværende tidspunkt.

Mohammad Sabah Ahmad var i tre dage talsmand for Grimhøjmoskéen. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Stor ståhej for ingenting – i hvert fald i denne omgang.

Alternativet udskyder valget af den omstridte folketingskandidat Mohammad Sabah Ahmad, der tidligere har været talsmand for Grimhøjmoskéen i Aarhus i tre dage.

Det sker, fordi partiets lokalafdeling i Østjylland opstillede Mohammad Sabah Ahmad som folketingskandidat i strid med partiets landsvedtægter, som dikterer, at man skal have været medlem af Alternativet i mindst tre måneder, før man kan opstilles som kandidat.

- Vi er kede af, at kandidaterne – og særligt Mohammad – skulle igennem det her. Det siger vi undskyld for – også til alle jer medlemmer, der mødte op og stemte på kandidaterne siger Birgit Hagenaier, forperson for Alternativet i Østjyllands Storkreds, i en pressemeddelelse, som er lagt ud på Facebook.

Alternativets lokalafdeling i Østjylland valgte i søndags fem folketingskandidater, men to af dem – hvor den ene altså var Mohammad Sabah Ahmad – har ikke været medlem af partiet i mindst tre måneder, og derfor annullerer man hele søndagens valg.

Opstillingen af Mohammad Sabah Ahmad medførte i går hård kritik fra flere partier, og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var ligeledes ude med riven efter Alternativet, som hun kaldte "dybt naive".

Et nyt opstillingsmøde vil tidligst blive afholdt, når alle de kandidater, der stillede op i søndags, har været medlem af Alternativet i tre måneder. Lokalafdelingen opfordrer alle til at stille op igen.

- Vi beklager den uheldige situation over for alle kandidaterne og medlemmer. Jeg ville ønske, vi havde haft bedre styr på vedtægterne, men vi handlede i god tro. Nu glæder vi os til at holde et nyt opstillingsmøde, hvor vi kan vælge eller genvælge nogle seje kandidater, der vil kæmpe for en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark, siger Birgit Hagenaier.

Partiets politiske ordfører på Christiansborg, Rasmus Nordqvist, beklager ligeledes fejlen, men forsvarer opstillingen af Mohammad Sabah Ahmad som folketingskandidat.

- Automatreaktion på Mohammeds kandidatur har været forudsigelig og er i min optik en klar udstilling af, at mange åbenbart ikke er klar til at lade handling følge ord, når de siger, at antiradikalisering er vigtig at imødegå, siger Rasmus Nordqvist.

- At inkludere frem for at ekskludere er en afgørende forudsætning for, at vi netop får bygget den bro, som vi taler så meget om i disse dage. I Alternativet vil vi i hvert fald gerne inkludere det muslimske mindretal i de demokratiske processer, og jeg glæder mig derfor til at fortsætte diskussionen, hvis Mohammad Sabah Ahmed bliver valgt, når Østjyllands Storkreds igen holder valg, siger han.

Facebook
Twitter