Alternativet vil i EU med fyret græsk finansminister

Alternativet lancerer fælles liste til EU-Parlamentet med tidligere græsk finansminister Yanis Varoufakis.

Yanis Varoufakis opstiller til EU-Parlamentet på den tværnationale liste European Sping (Europæisk forår) sammen med Alternativet. (Foto: JACQUES DEMARTHON/LEIF R JANSSON © DR ARKIV)

Alternativet opstiller næste år til EU-Parlamentet på den tværnationale europæiske liste, European Spring (Europæisk forår).

Her deltager Grækenlands tidligere finansminister, Yanis Varoufakis. Han blev tvunget til at træde tilbage, da han ikke ville gennemføre EU's spareplaner, som skulle redde Grækenland fra en statsbankerot.

Det oplyser Alternativets EU-ordfører, Rasmus Nordqvist. Han præsenterer lørdag listen ved Folkemødet i Allinge på Bornholm sammen med Yanis Varoufakis.

- Vi skal komme med et svar på Europas udfordringer med et mere solidarisk Europa, siger Rasmus Nordqvist.

Listen vil garantere, at alle EU-borgere får en mindsteløn, skabe et initiativ mod fattigdom samt sikre job, som samordnes af lokale myndigheder. Det skal forhindre, at folk flytter fra det fattige Sydeuropa til det rige Nordeuropa.

Vil have fælles asylsystem

Listen vil årligt investere 500 milliarder euro (3750 milliarder kroner) i grøn energi samt omstille industri, transport og landbrug. Processen skal styres af en europæisk styrelse med ansvar for en overgang til grøn økonomi.

Grænserne skal åbnes for alle flygtninge og migranter. EU skal opsige aftalen med Tyrkiet, som skal stoppe bådture til Grækenland, flygtningecentre skal lukkes, og asylansøgere må bosætte sig, hvor de har familie.

- Europa har en fælles udfordring med flygtninge og migranter. Vi må have et fælles asylsystem, siger Rasmus Nordqvist.

Det er upopulært i flere EU-lande?

- Vi skal ikke tie stille, fordi det er en svær dagsorden. Vi tror ikke, at man løser problemet ved at lukke EU's grænser, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/

Facebook
Twitter