Alternativet vil i regering og være Danmarks landbrugsparti

I weekenden fejrede Alternativet sin ti års fødselsdag til landsmøde i Odense.

Franciska Rosenkilde vil i regering - helst efter næste valg, siger hun på Alternativets landsmøde, hvor partiet også fejrer sin ti års fødselsdag. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Der var vegansk fødselsdagslagkage til de alternativister, der i weekenden var taget til landsmøde i partiet, der i år fylder ti år.

Her blev der både set tilbage på et årti, hvor partiet har været igennem møgsager, vælgerflugt og at blive amputeret som folketingsgruppe, men også set fremad mod de næste ti år.

Og planen er klar: Alternativet retter fokus mod at komme i regering. Gerne allerede til næste valg.

- Det kunne man jo håbe på, for det ville jo betyde, at vi i Danmark faktisk førte grøn og progressiv politik. Hele planen om at komme i regering er jo ikke, at Alternativet går mod midten, men at dansk politik bliver mere grøn og progressiv, siger politisk leder Franciska Rosenkilde.

Skal du være statsministerkandidat?

- Det handler hverken om navne eller ministerposter, men om politik. Fra nu af bør ethvert regeringsgrundlag have den grønne omstilling som sin rygrad, og det mangler vi især i den nuværende regering.

Så du kan hverken be- eller afkræfte, at du stiller op som statsministerkandidat?

- Jeg kan ikke sige, hvad fremtiden bringer. Lige nu kan jeg bare sige, at det er bydende nødvendigt, at vi begynder at føre en langt mere grøn og progressiv politik i Danmark, når vi kigger på verden omkring os.

Se interviewet med Franciska Rosenkilde her:

Vil være "Danmarks nye landbrugsparti"

Fra scenen lød det fra Franciska Rosenkilde, at Alternativet fremover skal være landbrugets parti.

Kan du give et konkret eksempel på, hvorfor Alternativet er et landbrugsparti?

- Fordi vi tager landbruget meget alvorligt. Danmark er et landbrugsland, og det skal vi blive ved med at være i fremtiden. Men hvis vi fortsætter det system, der er nu, så er det rent faktisk at afvikle landbruget. Vi ønsker at udvikle det, og der skal vi gå en meget mere bæredygtig vej.

Alternativet mener, at landmænd skal efteruddannes, og at landbrug, der går konkurs, skal opkøbes og omlægges til blandt andet økologi.

- Landbruget har i dag reduceret deres beskæftigelse med nærmest 50 procent inden for de sidste 40 år. Der er en stor gældsbyrde og høj gennemsnitsalder. Der er kæmpe miljømæssige problemer og problemer med natur, biodiversitet og store klimagasudledninger. Det er meget vigtigt, at vi bliver ambitiøse i forhold til at omstille landbruget sammen med erhvervet, siger Franciska Rosenkilde.

Kræver det ikke, at man har erhvervets opbakning for at kunne kalde sig et landbrugsparti?

- De partier og interesseorganisationer, der indtil videre skulle have landbrugets interesser med sig, har svigtet helt enormt, fordi vi nu har et landbrug, der står og er alt for sent omstillet. Landbruget har i dag ikke reduceret deres klimagasser særligt de sidste 15 år.

- Det er et kæmpe politisk svigt, der kan ende med, at flere landbrug er nødt til at dreje nøglen om, fordi de ikke har fået hjælp til at omstille sig. Alternativet vil gerne gå sammen med erhvervet og hjælpe landbruget med at omstille sig, så de får nogle bedre strukturer til at være småskalalandbrug og plantebaserede landbrug, siger hun.

Ifølge Franciska Rosenkilde er Alternativet "Danmarks nye landbrugsparti".

Nyt økonomisk system og en sviner til regeringen

Alternativet vil gøre op med den måde, der tænkes økonomi på i Danmark, og i stedet indføre et økonomisk system med tre bundlinjer; den økonomiske, den sociale og den grønne.

- Giv Finansministeriet en ny regnemaskine. En regnemaskine, der ikke kun taler kroner og ører, lyder det fra Franciska Rosenkilde.

Regeringen er alt for fokuseret på vækst, mener hun.

- Vi har længe drømt om et endeligt opgør med konkurrencestaten, reformer og New Public Management. Om at få de politiske ambitioner ud af Excel-arkene og ind i det levede liv. I stedet fik vi SVM-regeringen, siger hun og sammenligner Danmark med en virksomhed. "Danmark A/S" kalder hun den.

Torsten Gejl, der indtil folketingsvalget i november var partiets eneste mandat på Christiansborg, og medstifter og tidligere politiske leder Uffe Elbæk, der er vendt tilbage til partiet. Og partiet står stærkere end nogensinde, lød analysen fra Elbæk. - Der kunne man ikke stå, hvis ikke alt det andet var sket, siger han og henviser til de kriser, partiet har været igennem. (Foto: © Tim Kildeborg Jensen, Ritzau Scanpix)

Også regeringens ministre får en hård medfart af den politiske leder.

- Mette Frederiksen som CEO og Lars Løkke som rejsende sælger. Og med Dan Jørgensen og Lars Aagaard som de to marketingskonsulenter, der skal sørge for, at det hele ser lidt grønnere ud på overfladen, siger Franciska Rosenkilde.

Alternativet drømmer i stedet om mere tid til fællesskaber, fritid og fordybelse. Derfor er en del af løsningen en arbejdsuge på 30 timer eller fire dage, mener partiet. Et forslag, som partiet har turneret med siden 2015, men som tænketanken Kraka dengang vurderede vil koste samfundet 270 milliarder.

Til gengæld mener partiet, at der vil være mange penge at spare i sundhedsvæsenet på for eksempel mindre stress.

- For hvad er egentlig det vigtigste, når mennesker ser tilbage på et levet liv? Det nye køkken? De mange ekstra timer på arbejdet? Eller er det i virkeligheden det helt enkle?, spørger Franciska Rosenkilde.

Læs politisk leder Franciska Rosenkildes svar på brugernes spørgsmål om, hvordan Alternativet skal bruge de næste ti år i dansk politik her.