Alternativets kontroversielle sager: Sexchikane, festkultur og et pyntet cv

OVERBLIK Alternativet har i partiets korte levetid været ramt af flere kontroversielle sager.

Siden stiftelsen i 2013 har Alternativet været involveret i en række kontroversielle sager. (Foto: Tariq Mikkel Khan © Scanpix)

Gennemsigtighed, generøsitet, ydmyghed, empati, humor og mod er de seks grundværdier, som Alternativet tager afsæt i. Dem var Niko Grünfeld med til at formulere dem som en del af den lille kreds, der startede bevægelsen, partiet og den kulturelle stemme Alternativet.

Navnet siger det hele. Alternativet skulle være et modsvar på en politisk kultur, som ifølge stifterne bevæger sig i den gale retning. Man ville gøre tingene anderledes, man ville gøre tingene rigtigt og stå på mål for en højere moral.

Men sent i aftes valgte Niko Grünfeld at trække sig fra posten som kultur- og fritidsborgmester i København. Beslutningen er truffet på et bagtæppe af mediesager om både CV-pynt, familiære ansættelser og kontorindretning for 130.000 kroner.

Niko Grünfeld er ikke den første, der har skaffet Alternativet kontroversielle sager på halsen. Mens partiets femårs fødselsdag nærmer sig, vokser antallet af skandalesager. Her er dit overblik.

Grænseoverskridende genansættelse

Det er kun et lille år siden, at en stribe sager om seksuelle krænkelser skabte et større mediestormvejr omkring Alternativet. Det fik dengang partiet til at åbne en intern undersøgelse af arbejdsforholdene, hvilket resulterede i en stor rokade i ledelsen.

I virkeligheden fandt de begivenheder, der gav anledning til postyret, sted året forinden, hvor en medarbejder hos partiet på Christiansborg blev fyret efter anklager om seksuelle overgreb på et yngre medlem af partiet.

Det unge medlem havde haft en grænseoverskridende oplevelse med den pågældende ældre medarbejder efter en fest og klagede til ledelsen.

- Da jeg blev gjort opmærksom på det, anbefalede jeg det pågældende medlem at anmelde det til politiet. Og så sørgede jeg for, at medarbejderen blev afskediget, sagde daværende gruppeformand Josephine Fock til Jyllands-Posten. Hun kaldte senere hele forløbet for “fuldstændig uacceptabelt.”

For uanset om der var hold i anklagen eller ej, besluttede Alternativets daværende ledelse, at den pågældende medarbejder ikke fremadrettet kunne arbejde for partiet - heller ikke frivilligt.

Men alligevel lykkedes det efterfølgende partiets daværende sekretariatschef, Mikkel Nørskov Kjær, at ansætte medarbejderen i et af partiets udenlandske projekter.

Mikkel Nørskov Kjær fortsatte på sin centrale post i partiet til trods for, at han gik imod ledelsens beslutning, og inden han til sidst endte med at trække sig, nåede han at være personlig rådgiver for Uffe Elbæk.

Festkultur med dick-pics

Alternativet har ad flere omgange været anklaget for uprofessionel og grænseoverskridende opførsel blandt medarbejderne. Hertil hører beskyldninger om en overdrevet festkultur, og tidligere har en gruppe medarbejdere klaget over partiets interne arbejdsforhold.

Ingen af sagerne flugter med de værdier, Alternativet slår sig op på. Og netop en fravigelse af Alternativets værdisæt har tidligere udløst en skriftlig advarsel til en ledende medarbejder i partiet fra en række folketingsmedlemmer.

Vedkommende havde en uprofessionel og seksualiserende optræden over for underordnede, lød det.

Samtidig kom det frem, at fem medarbejdere over sommeren 2017 havde klaget til partiledelsen over det, de kaldte en “kaotisk” arbejdskultur med en omgangstone, der var alt for “direkte og jovial” og en “festkultur”, som satte for stort et præg på dagligdagen.

Festkulturen blev konkret, da et eksempel fra en intern mail fra foråret 2017 fandt vej til Jyllands-Posten. Her opfordrede den daværende pressechef, Magnus Haslebo, partiets ansatte til at sende billeder af deres “pik i slap tilstand” ind som bidrag til en såkaldt “dick-pic-collage”. Den skulle være en gave til til Alternativets stambar, Centralhjørnet, i København, der fyldte 100 år.

Mailen blev afsluttet med et “PS: Uffe er selvfølgelig med på idéen, så det kan blive et rent tilløbsstykke dernede.”

Men sådan noget skal Alternativet ikke være en del af, lød det efterfølgende fra partiets daværende gruppeformand, René Gade.

- Det er ikke professionelt for en arbejdsplads. Det kompromitterer vores professionalitet. Det var også min holdning, da jeg selv fik mailen, sagde han til Jyllands-Posten.

Elbæk tog ansvaret med en undskyldning

Det er i det samme lys, man skal notere sig partiets valgfest i København efter kommunalvalget - arrangeret af partiets københavnske afdeling.

Festen skulle foregå på en bar, der normalt har både en sexgynge og et mørkerum. Ting, der blev fremhævet i invitationen til festen. Selvom ingen af delene endte med at være del af valgfesten opfordrede René Gade sine kolleger til at boykotte festen.

På Twitter skrev han:

“Dette har INTET med vores ledelse på Christiansborg at gøre. Vi kan kun sikre og sætte rammerne for en professionel kultur der, hvor vi/jeg har mandatet. Den nævnte location er valgt af en lokalforening − og er i mine øjne helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger”

Hele miseren fik Uffe Elbæk til at gå ud at undskylde over for Alternativets medlemmer i en lang opdatering på Facebook, hvor han påtog sig ansvaret.

I starten af december fastslog Alternativets i en intern undersøgelse dog, at “der ikke er en krænkelseskultur i Alternativets politiske sekretariat”. At der har været en en festkultur, som “for nogle har været et problem”, stod der også i konklusionen, men for at imødegå det, vil partiet indføre en whistleblower-ordning og en personalehåndbog med rammer for samvær.

Borgmesterpost førte til anklager om ansvarsfralæggelse

Resultatet ved sidste års kommunalvalg blev en succes for Alternativet i København.

Partiet løb med 10 procent af stemmerne og kunne dermed pryde sig med titlen som hovedstadens tredjestørste parti. Opbakningen sikrede samtidig Alternativet en borgmesterpost til spidskandidaten, Niko Grünfeld.

Men da spillet om fordelingen af borgmesterposter efterfølgende faldt på plads, røg partiet ud i massiv modvind.

De seks nyvalgte medlemmer af Borgerrepræsentationen i København besluttede sig nemlig for at snuppe posten som kultur- og fritidsborgmester vel vidende om, at muligheden for at sætte sig på beskæftigelses- og integrationsborgmesterposten var til stede.

Alternativet havde ellers været kritisk overfor daværende beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslevs beskæftigelsesindsats.

Fravalget af posten som beskæftigelsesminister blev mødt af skarp kritik fra nærmest alle vinkler.

Politiske modstandere anså beslutningen som en regulær ansvarsfralæggelse og brugte anledningen til at udstille partiet som uambitiøst og useriøst.

Dengang lød forsvaret fra den nyudnævnte borgmester, at kultur og fritid var centrale og vigtige områder både for Alternativet, men også for københavnerne.

- Jeg synes faktisk, det er en tung politisk post, og jeg synes, at det (kritikken af Alternativets valg, red.) er at tale Kultur- og Fritidsforvaltningen ned. Jeg vil gerne tale den op.

- Det er enormt betydningsfuldt for sammenhængskraften i København, og det giver også en enormt god platform til at lave politik på mange forskellige områder i samarbejde med de forskellige forvaltninger, udtalte Niko Grünfeld.

Anklager om topstyring

Siden stiftelsen af partiet i 2013 har Alternativet insisteret på at gribe tingene anderledes an end resten af partierne på Christiansborg. Partiet har blandt andet forsøgt at udmærke sig ved en ”åbenhedskultur” og har gentagne gange understreget, at man vil magten på en anden måde en de gamle partier - en mere demokratisk måde, hvor tingene kommer nedefra.

Alligevel er partiet havnet i beskyldninger om blandt andet topstyring.

I august sidste år valgte daværende kandidat til Borgerrepræsentationen Stine Bardeleben Helles at trække sit kandidatur med øjeblikkelig virkning.

Beslutningen blev blandt andet truffet som et resultat af det, hun dengang betegnede som ”fremmedstyring”.

I en mail, som Altinget offentliggjorde sidste år, skrev Stine Bardeleben Helles blandt andet følgende til partitoppen:

- Alle strategisk vigtige beslutninger er blevet truffet i uigennemsigtige processer, hvor det lokale demokrati tydeligt har været under indflydelse fra andre dele af organisationen.

Kort efter partiets sommergruppemøde sidste år valgte Alternativet at omrokere på en række centrale poster. I den anledning fik partiet ny politisk ordfører og ny gruppeformand.

Efterfølgende koblede flere medier udskiftningen med anklagerne om topstyring.

Facebook
Twitter