Alternativets kulturborgmester i København trækker sig

Niko Grünfeld, der er Alternativets kulturborgmester i København, går nu fra posten efter voldsom kritik.

Alternativets kulturborgmester, Niko Grünfeld, har valgt at stoppe som borgmester, fortæller han her til aften på sin facebookside. (Foto: Jens Dresling)

Alternativets kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, trækker sig som borgmester. Det skriver han i en opdatering på Facebook.

Det sker efter, at Grünfeld har været under skarp kritik de seneste uger for urigtige oplysninger om sit CV og forhold om indretning og ansættelser.

- Min kæreste og mor til mine tre børn er i det sidste stykke tid blevet udsat for ting, som jeg ikke kan acceptere.

- De skal ikke trues, de skal ikke antastes på vores hjemadresse. Desuden skal min person naturligvis ikke overskygge Alternativets grønne projekt, skriver han.

Alternativets gruppe i borgerrepræsentationen vil, ifølge Ritzaus oplysninger, muligvis allerede torsdag udpege en afløser til borgmesterposten.

Niko Grünfeld, der er medstifter af Alternativet, ville onsdag ikke lade sig interviewe om sin beslutning.

Han var i 2017 partiets spidskandidat til kommunalvalget i København, hvor Alternativet sikrede sig 10,5 procent af stemmerne.

/Ritzau/

Facebook
Twitter