Alternativets ordfører: Danmarks aktivistiske udenrigspolitik er en katastrofe

Jo mere vi bomber Islamisk Stat, des mere bliver IS forsynet med hellige krigere, lyder det fra Alternativets udenrigsordfører.

Danmark burde ikke deltage i kampen mod Islamisk Stat i Irak, mener Alternativets udenrigsordfører, Ulla Sandbæk. Her er en bygning i den irakiske by Tikrit ramt under et luftangreb. (Foto: Thaier al-Sudani © Scanpix)

De danske politikere i Folketinget skyder sig selv i foden, når de sender danske kampfly til Irak for at bombe Islamisk Stat (IS).

Sådan lyder den opsigtsvækkende udmelding fra Alternativets udenrigsordfører, Ulla Sandbæk.

Hun mener, at Danmark begik en stor fejl i efteråret 2014 ved at gå med i den internationale koalition mod Islamisk Stat i Irak, hvor danske F16-fly deltager i missioner mod den islamistiske terrororganisation.

- Det er ikke en god ide at gå ind med våben. Man gør lokalbefolkningen fantastisk vrede, og især med ISIS (anden betegnelse for IS, red.) ser vi, hvordan der kommer hellige krigere i kæmpemæssige strømme, siger Ulla Sandbæk og kalder den danske udenrigspolitik 'meget katastrofal'.

- Jo mere vi bomber, des mere bliver ISIS forsynet med hellige krigere fra resten af området, og des mere bliver lokalbefolkningen vrede, fordi vi heller ikke kan undgå at bombe dem, siger hun.

Da et bredt flertal i Folketinget stemte for missionen mod Islamisk Stat, var det kun Enhedslisten og Alternativets ene folketingsmedlem, politisk leder Uffe Elbæk, der ikke stemte for.

Irak-krigen har skabt Islamisk Stat

Ulla Sandbæk har tidligere siddet 15 år i Europa-Parlamentet for henholdsvis Folkebevægelsen mod EF og Junibevægelsen. Nu er hun en af spidskandidaterne for Alternativet.

Alternativet har endnu ikke lagt sig fast på en officiel udenrigspolitik. Det skal først igennem et politisk laboratorium. Ulla Sandbæk understreger, at hun foreløbig udtaler sig på egne og ikke partiets vegne.

Flere meningsmålinger giver dog Alternativet vind i sejlene og sender dem lige over spærregrænsen og ind i Folketinget. Den anledning bruger DR Nyheder til at forsøge at kaste lidt mere lys over partiets og spidskandidaternes politik.

På udenrigsområdet bør Danmark ifølge Ulla Sandbæk skrue op for udviklingsbistanden til de fattigste lande i verden i stedet for at deltage i kamphandlinger i Irak.

- På den måde styrker man demokratiet i de lande og gør dem i stand til at klare sig selv. Krige opstår ved, at folk bliver så fattige og dermed ikke har noget at tabe, og de bliver meget lettere ofre for propaganda, hvor ISIS kan gå ind og sige, at det er Vesten, som er gået ind og har ødelagt området, siger Ulla Sandbæk.

- Det kan vi jo ikke nægte - at det er vores krig i Irak, som overhovedet har skabt ISIS og har skabt baggrunden for, at de kom til at eksistere. Det kan de nu udnytte maksimalt. Jo mere vi bomber, jo mere kan de udnytte det, siger hun.

Alternativets udenrigsordfører, Ulla Sandbæk. (© Alternativet)

Ligeglade med at dø

Men vi ser journalister blive halshugget, folk bliver brændt levende, og homoseksuelle kastes ud fra tårne. Hvor lang er din tålmodighed med Islamisk Stat?

- For mig er det vigtigt, at vi sætter ind med noget, som rent faktisk virker. At bombe dem vil ikke hindre dem overhovedet i at gøre sådan nogle ting. Det er måske oven i købet helt bevidst, at de udsætter os for de rædsler netop for at få os til at bombe dem, så de bliver martyrer og dermed får den opbakning, som de får nu. Jeg tror, de er meget taktisk bevidste om alt, de gør.

Hvornår vil det i dine øjne være i orden at gå ind med våben mod IS?

- Det vil det være den dag, jeg troede på, at det kunne betyde, at de ikke længere gjorde de ting. Men det tror jeg ikke nogensinde vil ske, siger Ulla Sandbæk.

- De er jo ligeglade med, om de dør. Men den dag, hvor vi kan udradere dem ved at sætte tusindvis af landtropper ind, så der ikke er en eneste hellig kriger tilbage - ikke bare i Irak og Syrien, men i hele verden - så kan det betale sig at bombe dem. Men det er bare meget urealistisk.

Hvis Alternativet kommer i Folketinget, og en rød regering i fremtiden søger opbakning til en lignende operation som den mod Islamisk Stat, vil I så bakke op om det?

- Vi har jo ikke nogen politik på det område endnu, så du kan ikke sige "I". Jeg ville ikke bakke op om det. Men det er noget, som vi naturligvis kommer til at snakke om, hvad der skal være vores politik på det område.

Facebook
Twitter