Alternativets top beskyldes for syg kultur i lækket mail

Tidligere kulturborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld, kritiserer ledelsen.

Niko Grünfeld og Uffe Elbæk til Alternativets valgfest under kommunal og regionsrådsvalget i november 2017. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Alternativets folketingsgruppe er nødt til at tage et opgør med den syge kultur, som de selv grundlagde i 2017.

Sådan lyder det i en lækket mail fra medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune Niko Grünfeld som Jyllands-Posten har fået fingre i.

Reaktionen fra den tidligere kulturborgmester kommer efter den seneste uro i partiet, hvor to medlemmer af hovedbestyrelsen forlod partiet.

I mailen, som blev sendt til partiets hovedbestyrelse og partiets tillidsfolk den 1. april, efterlyser Niko Grünfeld samtidig en "markant og offensiv plan for at slippe af med den manglende respekt for flertallet, disrespekt for partiets medlemsvalgte ledelsesrum, trusler om læk, trusler om at forlade partiet, rygtedannelse, spredning af mistillid samt læk til medierne".

- Alternativet har brug for ledelse også fra toppen, skriver han i mailen.

Uro i Alternativet

De to medlemmer af hovedbestyrelsen, som i fredags meldte sig ud af partiet var tidligere næstforperson Vilhelm Stamp Nordahl Møller, der efterfølgende meldte sig ind i Socialdemokratiet, og partiets tidligere kassérer Theis Krarup Hansen.

Begge kritiserede kulturen i partiets top. Blandt andet skulle Uffe Elbæk havde udnyttet sin magt til at få bragt sine egne folk i spil.

Derudover har Theis Krarup Hansen rejst tvivl om partiets regnskab, som han mener, der er rod i. I endnu en lækket mail skriver ledelsen i Alternativet, at den har grund til at tro, at den tidligere kasserer vil politianmelde partiet for rod i regnskabet.

Dagen før Vilhelm Stamp Nordahl Møller meldte sig ud af partiet, fik han desuden udleveret to vigtige strategiske dokumenter.

Det ene handler om Alternativets strategi for en eventuel dronningerunde efter valget, mens det andet er et udkast til partiets politiske smertegrænse ved eventuelt kommende regeringsforhandlinger. Indholdet af det sidste skulle være blevet overleveret mundtligt.

Alternativet frygter, at indholdet af de dokumenter er endt i Socialdemokratiet, men Vilhelm Stamp Nordahl Møller selv har understreget, at han aldrig kunne finde på at videregive de følsomme dokumenter til sit nye parti.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar om Alternativets nuværende situation fra politisk ordfører Rasmus Nordqvist.

Facebook
Twitter