Amerikansk ambassadør vil opklare Marius' aflivning

Efter hundredvis af henvendelser vil den amerikanske ambassadør i Danmark opklare, hvad der ligger bag aflivningen af Marius.

Rufus Gifford, der er amerikansk ambassadør i Danmark, vil nu undersøge nærmere, hvorfor giraffen Marius blev aflivet i Zoo. (© Den amerikanske ambassade)

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, vil besøge Zoologisk Have i København for at forstå baggrunden for aflivningen af den 18-måneder gamle giraf Marius.

Sådan lyder det i dag fra Rufus Gifford på Facebook.

Han har nemlig modtaget flere hundrede henvendelser fra bekymrede borgere i udlandet, efter at billederne af aflivningen af den raske giraf Marius er gået verden rundt.

- Jeg var uvidende om det, før det skete. Som en dyreelsker og partneren til en mand, der har viet sit liv til dyr (Stephen er dyrlæge og har brugt hele sit liv på at arbejde med dyr), finder jeg situationen foruroligende og videoen hård at se, skriver Rufus Gifford.

Personligt bekymret af aflivningen

Medier fra hele Europa har de seneste dage skrevet om Marius - det gælder både britiske BBC og avisen The Independent, svenske Expressen og det franske nyhedsbureau AFP.

Men Rufus Gifford har også fulgt sagen her i Danmark og har hørt argumentation fra Zoologisk Have om aflivningen.

- Selom jeg personligt bliver bekymret over aflivningen, så kan jeg forstå, at Zoologisk Have forsøger at undervise offentligheden om arten, kompleksiteten af livet for dyr i zoologiske haver og livet for giraffer i naturen, skriver han.

Og det er altså det, der nu får ham til at tage sagen i egen hånd for at opklare, hvorfor giraffen Marius blev aflivet.

- Stephen og jeg vil snart besøge Zoo for at forsøge at forstå, hvorfor de gør, som de gør. Jeg vil holde et åbent sind, indtil jeg hører alle de forskellige perspektiver.

Facebook
Twitter