Måske er du så gammel, at du kan huske en tid, hvor sociale medier var et sted, man delte sine betragtninger om weekendens festivitas eller billeder af sin hund med den nærmeste omgangskreds.
Mange likes er løbet under broen siden, og sociale medier som Tiktok, Facebook og Instagram skaber nu styrtende rige influencers.
De er også et er et afgørende redskab, der kan skubbe til valgresultater og dermed folketingets sammensætning.
Dataanalytiker og ekspert i digital politisk annoncering Valdemar Osted driver hjemmesiden 'Dansk politik på sociale medier', der overvåger samtlige interaktioner på de danske politikeres facebooksider, og han ser tre store vindere for sig.
Mastodonten Mette
Mette Frederiksen (S) afsluttede året med igen at kunne sætte sig i Statsministeriet. Statsministeren kan dog også glæde sig over, at hun får førstepladsen på listen over 2022's store vindere på de sociale medier af Valdemar Osted.
- Hvis vi kigger på de 250 opslag med flest interaktioner, så står Mette Frederiksen for 96 af dem.
- Samtidig har Mette Frederiksen fået 9 procent af samtlige interaktioner på politiske facebooksider i 2022. Det er altså helt fra Socialdemokratiet i Brønderslev til Jakob Ellemann-Jensens side - det er 3,3 millioner i alt, forklarer Valdemar Osted, der arbejder hos Common Consultancy.
Den store succes skal findes i Mette Frederiksens måde at konvertere den opmærksomhed, hun har haft som statsminister, til følgere, mener Valdemar Osted.
- Hun har brugt statsministerperioden og corona til at få rigtig mange følgere, og så rammer du bare virkelig mange mennesker, når du deler noget.
Vanopslagh var ikke kun stor på TikTok
Andenpladsen går i følge Valdemar Osted til Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.
- Deres succes er bredere end TikTok, selvom danske medier har peget så meget på det. Kigger vi på Facebook, så klarer han det jo lige så godt der. Han er helt tydeligt en af dem, der har vundet i 2022.
Vanopslagh er særligt stukket af i antallet af nye følgere, der typisk indikerer at en politiker eller et parti er i fremgang, siger Valdemar Osted.
- De laver simpelthen nogle rigtig gode videoer, der kommer rigtig bredt ud organisk, siger han.
At et opslag spreder sig "organisk" betyder, at det bliver spredt af brugerne selv, og ikke fordi man gennem annoncering har betalt Facebook for at sprede ens opslag.
Liberal Alliance er dog også det parti, der har brugt flest penge på annoncering som parti. Medregner man forbrug for de enkelte kandidater er Konservative dog det parti, der har lagt flest penge i Metas, firmaet bag Facebook, lommer.
Der blev brugt 26 millioner på betalt annoncering i 2022 - det er ny rekord.
Støjberg var ikke kommet tilbage uden Facebook
Tredjepladsen går til en kvinde, der i 2022 gik fra 60 dage med fodlænke til at storme ind i Folketinget med otte procent af stemmerne.
Og det skyldes ikke mindst, at Inger Støjberg er en af de helt store spillere, når det kommer til politik på de sociale medier.
- Hun har bare været sindssyg dygtig til at bruge den platform, hun fik efter sin dom. Og så har hun bygget videre på den og har kunnet kommunikere med en ret unik gruppe af vælgere, siger Valdemar Osted.
Inger Støjberg tegner sig da også for 35 af de 250 mest interagerede opslag. Og så er hun kun slået af Mette Frederiksen, når det kommer til, hvor mange danskere der interagerer med hendes opslag.
Kan du se et scenarie for dig, hvor Inger Støjberg var kommet i Folketinget igen, hvis hun ikke havde haft sociale medier?
- Nej, det tror jeg ikke. Det er helt tydeligt, at hendes tilstedeværelse i dansk politik skyldes, at hun har kunnet omgå danske medier og komme ud til hendes vælgere på hendes præmisser.
Blå blok bedst
Når man skimmer tallene, så tegner der sig et klart mønster af, at blå blok har haft et langt bedre 2022 end rød blok, selvom rød blok har lidt af et trumfkort i Mette Frederiksen.
- Blå blok har historisk set været bedst på SoMe, men rød blok har en kæmpe spiller i Mette Frederiksen, der kan udligne det lidt, siger Valdemar Osted.
- Men også i 2022 var blå blok bedst.
Alligevel blev valgresultatet, som det blev. Tillægger man sociale medier for stor værdi?
- Der er en lang række faktorer, der afgør, hvad vælgerne stemmer, og sociale medier er en af dem. Vi kommer ikke udenom, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance ikke havde fået så godt et valg uden sociale medier, siger Valdemar Osted.