ANALYSE Alternativet lever op til sit navn og giver noget unikt

Alternativets partiprogram afslører et meget radikalt og venstreorienteret parti, så man kan spørge sig selv, hvor meget gang på jorden partiet vil have, siger DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

Danmarks nye parti, Alternativet, offentliggør i dag et 62 sider langt udkast til sit partiprogram, der endelig skal vedtages på partiets årsmøde den 11. juni.

Partiprogrammet slår ned på en lang række punkter inden for især miljø og økonomi. Blandt andet mener Alternativet, at det skal være slut med kapitalfonde, hedgefonde og spekulationer fra banernes side.

- Alternativets nye partiprogram går hele vejen forstået på den måde, at den er meget konkret, og det er også både meget radikalt og liberalt, siger DR's politiske analytiker Bjarne Steensbeck.

- Det er med forslag, som er af en sådan karakter, at skulle Uffe Elbæk selv stille op som statsministerkandidat, skal vi helt ud omkring Enhedslisten for at finde nogen, der i givet fald vil pege på ham, siger han.

Har Alternativet gang på jorden?

Alternativet blev lanceret i november sidste år, og siden da har der været relativt stille omkring partiet.

Men nu hvor sløret for partiprogrammet er blevet løftet en smule, skal stifter og politisk talsperson Uffe Elbæk indstille sigtekornet og gå på jagt efter stemmer.

- Det lever virkelig op til navnet "Alternativet", for man får virkelig noget, og deres forslag er meget konkrete. Det er et alternativ, og det lever fuldstændig op til sit navn, for det er noget, som man ikke får andre steder, siger Bjarne Steensbeck.

- Men visse steder er det meget radikalt, så man kan spørge sig selv om, hvor meget gang på jorden, det vil have, siger han og spår dermed en svær fremtid for Uffe Elbæks parti.

Se Bjarne Steensbeck vurdering af Alternativets partiprogram, samt hvordan fremtiden ser ud for det nye parti, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter