ANALYSE: Den endelige beslutning om børn og mødre venter i maj

Hvad sker der, hvis taskforcen afviser at hjemtage børn uden mødre? Svaret skal findes af regeringen og støttepartierne, siger DR's politiske analytiker.

Hvor peger aftalen om de danske børn i Syrien hen? Og hvordan kan både Naser Khader og Sofie Carsten Nielsen være tilfredse? Og alle de andre? (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Det er ikke underligt, hvis der breder sig en vis forvirring over de mange forskellige politiske reaktioner på aftalen mellem regeringen og seks partier om en taskforce, der skal se på muligheden for at hente børn fra lejrene i Syrien.

For hvor peger aftalen hen? Og hvordan kan både Naser Khader og Sofie Carsten Nielsen være tilfredse? Og alle de andre?

Svaret er: Det kan de, fordi etableringen af taskforcen ikke i sig selv ændrer noget som helst.

Det interessante er, hvad taskforcen finder ud af – og allermest hvilke politiske beslutninger, der bliver taget efterfølgende. Om både børn og deres mødre.

Aftalen er lanceret på Udenrigsministeriets brevpapir, men forfattet i Justitsministeriet. Det har taget adskillige dage og aftener – fordi alle formuleringer i den slags aftaler er vigtige og kan få betydning.

For regeringen har det været vigtigt, at det fremgår, at målet er at kortlægge mulighederne for en evakuering af ”danske børn uden deres forældre”. Og det gør det.

Kampen kommer efter taskforcens konklusion

Derimod har SF og De Radikale blikket fast rettet mod næste fase – efter taskforcen. Fra den 16. maj og fremefter. Om dén fase står der i aftalen, at der skal gennemføres ”politiske konsultationer om den samlede håndtering af de danske børn”.

Dén sidste sætning er et eksempel på den konstruktive uklarhed, der nogle gange bruges for at få politiske aftaler til at falde på plads. For hvad er den samlede håndtering af et barn i en lejr?

Når de politiske konsultationer tager fat i maj, er holdningerne de samme rundt om bordet. Interessen samler sig om Rød Blok, regering og støtter.

Mødre som omdrejningspunkt

Regeringen siger nej til, at mødrene følger med. Støttepartierne har lidt forskellige holdninger til mødrene, overordnet, men er enige om at børnene simpelthen bare skal til Danmark, og at det derfor også kan komme på tale at lade mødre komme hertil. I hvert tilfælde nogle af mødrene.

Mødre med dansk statsborgerskab og en fredsommelig sikkerhedsvurdering står efter alt at dømme forrest i køen – de har i forvejen krav på at komme til Danmark, hvis lejrene skulle bryde sammen – dét er regeringen også bevidst om.

Derimod er der enighed om, at mødre eller fædre, der er decideredefremmedkrigere”, som der står i aftalen, under ingen omstændigheder skal til Danmark.

Spørgsmålet er derfor: Hvis vi spoler tiden frem, og forudsætter at taskforcen har slået fast, at det er umuligt at hente nogen/alle børn til Danmark uden deres mødre – hvad sker der så?

Svaret er: Det afhænger af en politisk styrkeprøve mellem regeringen og dens støttepartier til den tid.

Opvarmningen er allerede i gang – Sofie Carsten Nielsen siger, at der ”er ingen vej tilbage” og Pia Olsen Dyhr Olsen er overbevist om at børn og måske enkelte mødre kommer til Danmark, som det eksempelvis er sket i Finland. Regeringen på sin side fastholder, at det kun handler om børnene. Som det står i dagens aftale.

Fortsættelse venter i maj.