Analyse: Der er sparet 20 milliarder på uddannelse siden 2015

Ny analyse kortlægger besparelser for over 20 milliarder på uddannelsesområdet siden 2015, skriver Berlingske.

Der er sparet over 20 milliarder kroner på uddannelsesområdet lige fra erhvervsuddannelser til universiteter. (Arkivfoto af Københavns Universitet) (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø; Niels Ahlmann Olesen; Nils Meilvang; Julien Warnand. © Ritzau Scanpix)

Kigger man ud over hele uddannelseslandskabet, vil man finde besparelser for over 20 milliarder kroner siden 2015.

Det konkluderer en ny analyse fra Uddannelsesalliancen, skriver Berlingske.

I samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har Uddannelsesalliancen kortlagt de indførte og besluttede besparelser på landets ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser.

Analysen bygger blandt andet på tal fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet og omfatter alt fra gymnasier og erhvervsuddannelser til professionsuddannelser, erhvervsakademier og universiteter.

Først og fremmest indgår det omdiskuterede omprioriteringsbidrag fra 2015, der dækker over årlige besparelser på to procent. Men også mere specifikke besparelser omkring blandt anet indkøb og taktsjusteringer er inkluderet.

Studerende er forargede over regeringen

Akkumuleret skal der spares 21 milliarder kroner på undervisning og uddannelse fra 2016 og frem til og med 2022, skriver avisen.

Sana Mahin Doost, talsperson i Uddannelsesalliancen og tidligere forkvinde i Danske Studerendes Fællesråd, er "forarget" over tallene.

- Uddannelse er noget, der skal skabe vores alles fremtid. Jeg kan ikke undgå at blive enormt forarget over, at vi har en regering, der prioriterer uddannelse så lidt, siger hun til Berlingske.

Nedskæringerne svækker uddannelseskvaliteten for både elever og studerende, siger ny formand for Danske Studerendes Fællesråd Johan Hedegaard Jørgensen i en pressemeddelelse:

- De her nedskæringer er ødelæggende for vores uddannelser (...) Det har både konsekvenser for kvaliteten af de dimittender, der kommer ud på den anden side, og elevers og studerendes trivsel undervejs i uddannelserne, udtaler Johan Hedegaard Jørgensen.

Erkender store besparelser

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) erkender, at analysen blotlægger et "meget højt tal".

Han understreger samtidig, at man er nødt til at se tallene i forhold til, hvor mange penge, der er brugt på uddannelse i samme periode.

- Der taler om et meget stort beløb på et par hundrede milliarder kroner, og tager du SU med, taler vi 350 milliarder kroner, siger han til Berlingske.

/ritzau/