ANALYSE DF's historie er fyldt med fremgang og indflydelse – men den nye formand skal begynde helt forfra

Uanset hvem der vinder DFs formandsvalg søndag, så lyder vejrudsigten på hårdt arbejde og strid blæst, skriver DRs politiske analytiker Jens Ringberg

Kristian Thulesen Dahl taler til Dansk Folkeparti's årsmøde i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 18. september 2021. To måneder senere bebudede han, at han stopper som formand for partiet. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Lad os lige skruen tiden tilbage til et par interessante steder i Dansk Folkepartis historie, med hver sin partiformand i centrum.

Vi møder først Pia Kjærsgaard, partiets stifter og leder i det indflydelsesrige årti fra 2000 til 2010. Det er natten efter valget i november 2001, der gjorde Venstre til landets største parti. Og fik DF til at vokse fra 13 til 22 mandater – lige dem Venstres Anders Fogh Rasmussen havde brug for, så han kunne danne en borgerlig regering.

Kjærsgaard er i præsidiemedlem Poul Nødgaards lejlighed på Christiansborg, da telefonen ringer. Det er Fogh Rasmussen. Da samtalen er forbi, er Fogh klar til at blive statsminister. Og Dansk Folkeparti stod foran mange år med enorm politisk indflydelse i rollen som støtteparti.

Dansk Folkeparti spiste kirsebær med de store. Med Pia Kjærsgaard i spidsen kendte DF'erne kun til fremgang.

Hurtigt videre til Kristian Thulesen Dahl, der overtog formandsposten i DF i 2012. I 2015 var det ham, der førte drøftelser med en Venstre-statsminister oven på et folketingsvalg. Denne gang med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. DF var blevet endnu større – 21,1 procent af stemmerne og 37 mandater gav valget i 2015.

Alligevel meddelte Kristian Thulesen Dahl Lars Løkke Rasmussen at DF afstod fra det, mange syntes var oplagt. Nemlig at kræve ministerposter.

Knyttede bånd med Mette Frederiksen

I stedet gik dansk politik sin skæve gang med Lars Løkke Rasmussen i spidsen for skiftende regeringer. Og med DF i stadig tættere dialog med kvinden, der skulle blive Løkkes afløser som statsminister. Socialdemokraten Mette Frederiksen. Og på DFs årsmøde i september 2018 var Kristian Thulesen Dahl stadig optimistisk – der var store muligheder for at DF stadig ville spille en central rolle i dansk politik.

- Mette Frederiksen, du kender mit telefonnummer, lød det fra talerstolen i Herning Kongrescenter.

Dét var sådan set seneste gang danskerne for alvor har oplevet en DF-formand være ovenpå og udstråle politisk selvsikkerhed i den høje ende af skalaen.

Søndag mødes DF'erne i Herning igen. De skal vælge Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahls afløser – den blot tredje partiformand siden partiet blev stiftet i 1995. Af blandt andet Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl.

Den ny formand – Morten Messerschmidt, Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen – bliver ikke bare den første, som ikke har været med siden partiets begyndelse. Den første som vælges ved kampvalg.

Dansk Folkeparti ligger lavt

Den ny formand overtager også et parti, der ligger lavt. Og en formandspost, der måske aldrig kommer i nærheden af den fremgang, styrke og indflydelse, som Kjærsgaard har oplevet. Eller de stemmetal, Thulesen Dahl har oplevet.

Siden rekordvalget i 2015 er opbakningen til Dansk Folkeparti faldet drastisk. Se udviklingen herunder. Artiklen fortsætter efter grafen.

Den, der vinder formandsposten, får ikke bare overrakt en stor buket blomster på scenen i Herning Kongrescenter. Han eller hun overtager også en håndfuld problemer, der vil kunne tage pusten fra de fleste.

Lad os se på nogle af dem:

  • Formandsvalget kommer efter en meget lang periode med uro og intern splittelse i Dansk Folkeparti – skabt af et ubehageligt miks af dyb vælgerkrise, personlige modsætninger og en sag om EU-svindel.

Valget i 2019 blev en bragende fiasko, partiet styrtdykkede til 8,7 procent af stemmerne, og Mette Frederiksen fik på ingen måde brug for Kristian Thulesen Dahls telefonnummer, da hun skulle være statsminister. Tilbage sad Thulesen, uden at være tæt på magten – men ramt af en hel del borgerlige vælgeres vrede.

Meld & Feld

Dertil kommer den langtrukne og trælse sag om svindel med EU-penge, Meld og Feld-sagen. Som tog sin begyndelse i 2016 og endnu ikke er afsluttet. Sagen ville være skadeligt for ethvert parti – og da særligt for et parti som Dansk Folkeparti, der i lang tid har stået forrest for den danske EU-skepsis og beskyldt EU-kasserne for at være åbne for svindel og misbrug.

Alt sammen har det fået store vælgergrupper til at tage benene på nakken, hver gang de er blevet kaldt til stemmeurnerne. Senest ved det kommunalvalg i november 2016, der blev Thulesen Dahls sidste i spidsen for Dansk Folkeparti. Hans autoritet var væk. Det samme var tilliden fra en række stærke DF'ere, med Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt i spidsen.

  • Formandsvalget kommer til at trække spor i Dansk Folkeparti.

Valgkampen mellem Martin Henriksen, Morten Messerschmidt, Merete Dea Larsen og de frafaldne Erik Høgh-Sørensen blev præget af hårde udfald og personlige angreb. Folketingsgruppen endte delt. Skjulte og åbne trusler om at forlade DF kom til at hænge i luften.

Retssag truer

Det er med andre ord svært at forestille sig to ting: For det første at freden sænker sig i Dansk Folkeparti efter valget af ny formand. For det andet at alle nuværende DF'ere er tilbage i Dansk Folkeparti, når en ny person sætter sig i formandsstolen. Hvor mange og hvor højtstående DF'ere, der forsvinder, kan ingen vide i dag.

  • Meld/Feld-sagen er stadig ikke afgjort – og dermed en trussel

Morten Messerschmidt vandt en vigtig delsejr, da Østre Landsret gav ham medhold i at dommeren fra Lyngby Ret var inhabil da Messerschmidt i byretten blev idømt seks måneders betinget fængsel. Men sagen kommer for byretten igen, måske også for landsretten – og Messerschmidt risikerer at blive fundet skyldig på ny, og at blive idømt samme, mildere, eller hårdere, straf.

Dét vil ikke blot ramme Morten Messerschmidt hårdt – især hvis han til den tid er partiformand. Det vil også være skadeligt for hans parti.

  • DF har generelt langt sværere ved at tiltrække vælgere end i Pia Kjærsgaards og Kristian Thulesen Dahls storhedstider.

Årsagerne er mangfoldige og handler dels om partiets egne problemer med sager og uro. Men det spiller også ind at udlændingepolitikken er blevet mindre afgørende – og at Nye Borgerlige har meldt sig som en hård konkurrent til det noget ældre Dansk Folkeparti.

Med andre ord – meget at tage fat på.

Søndag sidst på eftermiddagen ved vi, hvem der bliver Dansk Folkepartis tredje partiformand. Men vi ved allerede at den nye formand kommer på en særdeles hård rejse. I modvind og op ad bakke.