ANALYSE Ellemanns skæbnesvangre valg - fire argumenter for og imod regeringsdeltagelse for Venstre

Alle venter på Venstre, som snart skal afgøre, om partiet vil træffe en historisk beslutning og gå i regering med ærkefjenderne i Socialdemokratiet.

Jakob Ellemann-Jensen står med den altafgørende beslutning. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

I løbet af de næste uger skal Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, træffe en beslutning, der kan få altafgørende betydning for Venstres og Ellemanns egen politiske skæbne.

Når weekendens landsmøde er overstået, går regeringsforhandlingerne så småt ind i den afgørende fase. Fra mere uforpligtende politiske drøftelser og tillidsøvelser til egentlige forhandlinger om, hvem der skal med i regering og den politiske pris.

Derfor vil der også blive lyttet med lup, når Ellemann lørdag går på talerstolen i Herning for at tale til sit bagland. Alle vil forsøge at afkode signaler om, hvorvidt bruger talen til at forberede sit parti på regeringssamarbejde med den klassiske hovedfjende. Eller det modsatte.

Lige nu venter alle på Venstre. Alt tegner til, at fungerende statsminister Mette Frederiksen er klar, hvis Venstre vil i realitetsforhandlinger.

Det er en af den slags beslutninger, hvor en partiformand står meget alene. Han kan rådføre sig med andre, ja, men i sidste ende er det hans beslutning og hans ansvar.

Det er også en af den slags beslutninger, hvor det er umuligt at vide, hvordan det vil gå, hvis Ellemann vælger det ene eller det andet. Valget kan være skæbnesvangert.

Fire argumenter for Venstre i regering

Seks borgerlige partiledere under et fælles pressemøde i valgkampen. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Det kan forekomme noget udsigtsløst at indtage posten som leder af blå blok. Blokken er reelt i opløsning og består nu af seks mindre partier, der tilsammen kan tælle til 71 mandater. 73 hvis man tæller løsgænger Mette Thiesen og det færøske folketingsmedlem Anna Falkenberg med.

De seks partier kunne ikke en gang blive enige om at pege på Jakob Ellemann-Jensen som forhandlingsleder i dronningerunden for to uger siden. Hvilket ellers alene ville have været et omkostningsfrit politisk signal om fælles fodslag, da der var et klart flertal bag Mette Frederiksen som forhandlingsleder. Men Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne valgte at pege på Støjberg selv i stedet for at signalere sammenhold.

Alt tegner til brutal kamp om de borgerlige vælgere frem mod næste valg, og dermed forekommer det at være et ørkesløst projekt at forsøge at genetablere blå blok som et kampdygtigt regerings-alternativ indenfor de næste fire år. Blandt borgerlige er diskussionen nærmere, om blå blok reelt er fortid, så vi står overfor et helt nyt og ukendt politisk landskab.

I det perspektiv kan det virke mere attraktivt at satse og gå i regering med ærkefjenden Socialdemokratiet. Det kan profilere Venstre som det ansvarlige og stærke blå parti, der skiller sig ud, og Venstre kan så håbe på, at vælgerne belønner det.

Socialdemokratiet og Mette Frederiksen støttede Søren Gade som formand for Folketinget. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Med den nyvalgte folketingsformand Søren Gades ord er ”prisen på grisen” helt afgørende for Venstre.

Venstre skal have markante politiske indrømmelser for at gå i regering med Socialdemokratiet. Meget gerne indrømmelser, der gør rigtig ondt på Mette Frederiksen, og giver ballade med både S-bagland og venstrefløjen.

Her har Venstre især kig på den økonomiske politik og nærmere betegnet skattelettelser og reformer. Socialdemokratiet og Venstre er enige om, at der er brug for reformer for at sikre et større økonomisk råderum i fremtiden, men de er ikke nødvendigvis enige om, hvordan reformer skal strikkes sammen.

Men meget taler for, at Socialdemokratiet faktisk er klar til at give store politiske indrømmelser for at få den brede regering og dermed også et sikrere fundament under en ny regering.

Ganske vist har Mette Frederiksen de 90 røde mandater i baghånden, men det er ikke specielt attraktivt for hende at basere en ny regering på et så snævert og sårbart flertal.

Jakob Ellemann-Jensen har prøvet at være minister. Det skete, da Lars Løkke Rasmussen i 2018 gjorde ham til miljø- og fødevareminister. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Politikere, der har prøvet det, er ikke i tvivl. Der er absolut mest indflydelse i at være i regering. Også selv om der bliver lavet masser af brede politiske aftaler, hvor alle partier naturligvis er med til at bestemme indholdet. Der er trods alt mere indflydelse i at lave det udspil, der bliver forhandlet ud fra, end i at få ændret lidt i et udspil.

Med udsigt til en ørkesløs og måske meget langvarig periode i opposition med samråd, paragraf 20 spørgsmål og minister klapjagt kan det forekomme mere attraktivt at gå i regering og få ministerposter. Især for de ikke helt unge Venstrefolk, som har prøvet regeringsmagt før, og som måske ikke har tiden og tålmodigheden til at satse på bedre tider i blå blok.

Lars Løkke Rasmusse og Moderaterne blev det tredjestørste parti ved valget. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Venstre kan have en særlig interesse i en SV-regering og altså i at holde Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen ude af ministerkontorerne.

Moderaterne har haft som sin vigtigste mission, at der blev dannet en bred regering hen over midten. Det må en SV-regering siges at være. SMV var drømme-regeringen, sagde Løkke i valgkampen.

Hvis Socialdemokratiet og Venstre opfylder missionen, men smider M’et ud, kan Venstre håbe på, at Moderaterne visner bort, og at vælgerne vender tilbage til det ”rigtige” Venstre. Lige nu er Venstre spaltet i tre. I den forsimplede udgave har Inger Støjberg taget højrefløjen, Lars Løkke Rasmussen har taget venstrefløjen, mens Ellemann står tilbage med midten og nogle meget svære strategiske beslutninger.

S og V er nok nogenlunde enige om helst at ville holde De Radikale ude, så der ikke opstår usikkerhed om udlændingepolitikken.

Til gengæld vil det være svært for både Moderaterne og De Radikale at true en SV-regering på livet. De har selv ønsket en bred regering, og de to partier vil formentlig være enige i det meste af det, S og V kan blive enige om.

Og med færre partier i regering er der også flere ministerposter til hvert parti. Det kan være vigtigt for Jakob Ellemann-Jensen at kunne uddele attraktive poster, hvis V i regering med S skal sælges til partiets skeptikere.

Fire argumenter imod Venstre i regering

Kan Venstre i regering vende den konservative nedtur? (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Efter valget står Jakob Ellemann-Jensen uantastet som blå bloks leder og statsministerkandidat. Men hvis han sætter sig ind på bagsædet i en ministerbil med Mette Frederiksen som chef, er det slut med den position.

Hvis Venstre er i regeringssamarbejde med Socialdemokratiet helt frem til næste valg, er det også svært for Ellemann troværdigt at gå til valg på at ville være statsminister i stedet for statsministeren. Så må han mindst sætte statsministerdrømmen på pause, og måske helt opgive den.

Venstre i regering med Socialdemokratiet kan give den politisk forslåede K-formand Søren Pape Poulsen chancen for at indtage rollen som leder af blå blok og for måske at bruge den til at vriste sig ud af den konservative og sin egen personlige nedtur, så han ved næste valg vil stå som den naturlige statsministerkandidat for de borgerlige partier.

- Som formand for Venstre er det først og fremmest mit ansvar, sagde Ellemann, da han holdt tale efter valgnederlaget. (Foto: © Philip Davali)

Venstre fik en ordentlig vælgerlussing ved valget. Med 23 mandater er partiet mindre end halvt så stort som Socialdemokratiet. I en SV-regering vil der være en risiko for, at Venstre bliver den klemte lillebror og bliver presset så meget, at vælgerne siver til et af de mange andre borgerlige partier, der lige nu er i den blå butik, og som kan appellere med den rene borgerlige profil.

Det kan give fornyet medvind til De Konservative, som vil kæmpe hårdt for at kapre Venstre-vælgere efter de skuffede forventninger ved valget.

Der vil også være en risiko for, at de to Venstre udbryderpartier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, kan vokse sig endnu større på Venstres bekostning, så Venstre står endnu mere afpillet tilbage.

Venstre kan også indgå i en bredere regering. SVM eller måske SVMR. Begge vil være flertalsregeringer og dermed mere manøvredygtige.

Men i en flertalsregering rykker konflikterne ind i regeringen i stedet for at være mere åbne i forhandlingsforløb med andre partier. Det betyder, at alle regeringspartier må stå på mål for kompromiserne, og at ingen kan stå med en mere ren profil. Det kan slide hårdt på de enkelte partier i en regering.

Mette Frederiksen indledte regeringsforhandlingerne på Marienborg. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Op til og under valgkampen er Jakob Ellemann-Jensen gået meget hårdt personligt til angreb på Mette Frederiksen. Han har igen og igen kaldt hende magtfuldkommen, og han har i hele valgkampen blankt afvist enhver tanke om at gøre Mette Frederiksen til statsminister igen.

Ellemann har blandt andet sagt, at han ingen tillid har til Mette Frederiksen, at hun har løjet for ham i minksagen – uden direkte at bruge ordet løgn – og at han ikke stoler på hende. Så sent som dagen efter valget betegnede Ellemann hende som ”rædselsfuld”.

Det vil være noget af en opgave at forklare vælgerne, at Venstre så alligevel går i regering med Mette Frederiksen og dermed reelt gør hende til statsminister.

Skal den forklaring lykkes, vil det mindst kræve nogle stærke og tydelige symboler på, at Mette Frederiksen har ændret ledelsesstil. I det lys kan man se den socialdemokratiske støtte til Søren Gade (V) som Folketingets formand.

Kan Venstre få en fordel ved at overlade regeringsansvaret til Løkke? (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

En bred regering behøver ikke nødvendigvis at omfatte Venstre. Andre muligheder kan være S-M, S-M-R eller S-M-SF-R, hvor Moderaterne kan gøre det ud for det brede, fordi mange på grund af hans fortid i Venstre vil opfatte Lars Løkke Rasmussen som mere blå end rød.

I sådan et scenarie kan Venstre håbe på, at Moderaterne bliver kvalt og slidt op i regeringssamarbejde med tre røde partier og med en helt ny og politisk uerfaren folketingsgruppe. Venstre kan så arbejde målrettet på at få skuffede blå Løkke-vælgere hjem igen.