ANALYSE En corona-krise ryddede brættet på Borgen

For et år siden skiftede magten i Danmark. Coronakrisen skulle blive den nye regerings største opgave. Først når den er helt overstået, vil Christiansborg være til at kende igen.

Statsminister Mette Frederiksen har haft et særdeles hektisk første år på posten som statsminister for sin S-regering. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fortællingen om om dansk politik i år 1 efter valget

grundlovsdag
2019 er fortællingen om dansk politik før, under og efter en historisk sundhedskrise, der også blev en økonomisk krise.

Den politiske kamp om magt og indflydelse i Danmark skal genstartes, når coronakrisen på et tidspunkt glider i baggrunden. Indtil da dominerer begivenhederne i foråret 2020 billedet af de 12 måneder efter valget. Næsten alt andet blev skubbet til side. Og de gav statsministerens parti en fremgang, hendes modstandere får svært ved at slide ned.

Det skete i to tempi. Først et

opsigtsvækkende
tilløb. Så - få dage senere - et brag.

Fredag den 6. marts var dansk politik så småt på vej på weekend – fraregnet SF'erne, der skulle til landsmøde i Kolding. Hér var ingen dramatik i vente, og hér kom der ingen dramatik.

Men i løbet af formiddagen indkaldte statsminister Mette Frederiksen til det første af mange

pressemøder
om den Covid-19-smitte, de fleste efterhånden havde hørt om.

Statsminister Mette Frederiksen med følge på det første af mange pressemøder fredag den 6. marts 2020. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

På dette første

pressemøde
slog Mette Frederiksen de toner an, hun ville komme til at bruge på de næste mange
pressemøder
. Det handlede om rettidig omhu, om at beskytte de syge,
sundhedsvæsnet
og holde hånden under økonomien. Om ansvar.

Hun havde i øvrigt lige orienteret de øvrige partiledere og var glad for deres tilslutning til hendes

tiltag
.

De første anbefalinger

Blandt budskaberne var en anbefaling – ingen burde holde arrangementer med over 1.000 deltagere. Og så skulle vi alle sammen lære at omgås på en anden måde – farvel til kindkys, kram og håndtryk.

Der var på det tidspunkt registreret 21 smittede i Danmark.

Fem dage senere, 11. marts, kom braget. Nu lukkede Mette Frederiksen store dele af landet ned. 514 nu var smittede.

Hun kunne igen fortælle, at et samlet folketing stod bag de mange

tiltag
, hun præsenterede. To millioner danskere kiggede med på tv. En statsminister med et samlet folketing i ryggen var i gang med at styre landet igennem en historisk sundhedskrise.

Sådan så det ud, da Mette Frederiksen lukkede den danske grænse.

Nærmest omgående begyndte Socialdemokratiets

meningsmålinger
at skyde til vejrs. De befinder sig stadig i de høje luftlag. Og stort set alle politiske
tiltag
under corona-paraplyen siden da er blevet støttet af et enigt folketing.

Skærpet tone på Christiansborg

Men nu, på et-årsdagen for

folketingsvalget
, er tonen i den politiske debat
skærpet
. Ikke mindst om håndteringen af Covid-19.

Statsministeren bliver kritiseret for at være egenrådig i forløbet. Om det passer, er et spørgsmål om temperament. Men Mette Frederiksen har styret processen håndfast – og ikke givet de øvrige partier ret store muligheder for at sætte deres præg på hverken proces eller beslutninger.

Derfor har man hørt politiske modstandere minde statsministeren om, at hun leder en

mindretalsregering
og har brug for andre partiers støtte. Både når det gælder det store arbejde med at rette økonomien op igen – og hvad angår alt det, der var øverst på dagsordenen før 6. marts. Klimaet, for eksempel. Og regeringens mærkesag om en tidlig pension til nedslidte.

Det politiske billede på Slotsholmen begynder altså at ligne sig selv stadig mere – som før Mette Frederiksen blev statsminister med ansvar for en pandemi og en efterfølgende stor økonomisk krise. Og altså alene var statsminister i en socialdemokratisk

mindretalsregering
.

DF og Venstre i knæ

Dét var dog også en ganske stærk position. Af mindst to grunde.

For det første fordi valget for et år siden

reducerede
Dansk Folkeparti fra at være et stort parti til en skygge af sig selv. For det andet fordi tidens andet statsministerparti, Venstre, efter valget blev kastet ud i et dramatisk generationsskifte i månederne efter valget i juni 2019.

Som partiformand og statsminister havde Lars Løkke Rasmussen skaffet Venstre 23,4 procent af stemmerne – men samlet set gik blå blok så meget tilbage, at Løkke snart var forhenværende statsminister.

Dét plejer typisk at få folk til at forlade deres formandsposter – men ikke Løkke. I hvert tilfælde ikke frivilligt. Og ikke lige på dét tidspunkt – hvor næstformand Kristian Jensen ellers stod for tur.

I stedet endte Venstre i sommeren 2019 i en lang intern

borgerkrig
, der til sidst kostede både Løkke Rasmussen og Kristian Jensen deres poster.

Det hele kulminerede på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde i Brejning. Kristian Jensen kom ud ad fordøren og konfronterede

medierne
med tårer i øjnene. En rasende Lars Løkke Rasmussen tog en bagdør og var længe tavs om sin beslutning.

Kristian Jensen trak sig som næstformand for Venstre på et hovedbestyrelsesmøde. Lars Løkke Rasmussen trak sig som formand. Kun Kristian Jensen stillede sig op foran pressen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Da han endelig udtalte sig, fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han hele tiden havde haft én kandidat i tankerne som afløser på formandsposten. Nemlig Jakob Ellemann-Jensen, der havde rakt hånden op og sagt ja til at blive Venstres formand.

Dermed er han også

statsministerkandidat
. Men han er 12 måneder efter 2019-valget ikke nogen trussel mod Mette Frederiksen. Dertil står det borgerlige Danmark for svagt i
meningsmålingerne
. Dertil står det borgerlige Danmark for splittet. Og dertil er Jakob Ellemann-Jensen for ny på sin post.

Om han kan ændre alt dette frem mod et

folketingsvalg
om 2-3 år, kan ingen vide i dag. Skeptikerne er ikke svære at finde.

S-regeringen vil blive målt på aftaler

For statsministeren er situationen en anden. Det interessante er ikke, om Frederiksens S-hold regerer Danmark helt frem til næste valg, men hvad de kommer igennem med. Med hvor stort besvær. Og hvor meget kritik der kommer undervejs – også fra de partier, der har skrevet under på Forståelsespapiret fra juni 2019, 'En retfærdig retning for Danmark'.

Et godt eksempel er klimaområdet. Kort før jul blev næsten hele Folketinget enig om en klimalov – det var verdens første, og der blev talt om en historisk aften i Klima- og Energiministeriet.

Nu skal den udmøntes i konkrete

handlingsplaner
, og de forhandlinger er ikke præget af
julestemning
. Særligt de radikale er krigeriske, og de radikales leder, Morten Østergaard, har truet regeringen på livet – uden at regeringen dog for alvor virker bange for den trussel.

(Arkivfoto) Statsminister Mette Frederiksen og Morten Østergaard under åbningsdebatten i Folketinget 3. oktober 2019. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Også på andre områder end klimaet træder gnidningerne mellem de radikale tydeligt frem et år efter

folketingsvalget
i 2019. De kan blive endnu større inden et kommende
folketingsvalg
.

De radikale markerer hellere deres selvstændighed en gang for meget end en gang for lidt. Og irriterer det i Statsministeriet, så tager de let på det.

Østergaard gjorde Frederiksen til statsminister, men regeringen oplever generelt de radikale som besværlige. Der er plusser i karakterbogen til ministre, der kan sætte de radikale på sidelinjen og lave politiske aftaler til anden side i Folketinget.

Det lykkedes for boligminister Kåre Dybvad, da han skulle lave den såkaldte Blackstone-lov, som skal forhindre spekulation i lejeboliger.

Bundsolid magtposition

Malet med med den brede pensel: Regeringen sidder bundsolidt på sin regeringsmagt. Men risikerer bøvl med at få dele af sin politik igennem.

Det bedste eksempel kan blive regeringens store slagnummer i

valgkampen
: retten til tidlig pension for folk, der har været længe på
arbejdsmarkedet
.

Arnes tur – eller ej? Det bliver et af de store spørgsmål i år 2 efter 2019-valget.

Arne Juhl er blevet et billede på S-regeringens ambition om at lade nedslidte gå tidligere på pension. (Foto: Simon Rosenberg Borup © dr)

Regeringens

udspil
ligger klar til affyring lige efter sommerferien. Det opstiller betingelserne for at få ”en
værdig
tilbagetrækning”, som statsministeren kalder det. Men flertallet mangler. Det skal skaffes hos Dansk Folkeparti. Et parti, der kom stærkt svækket ud af valget i juni 2019 og står endnu svagere i målingerne et år senere.

Coronakrisen

udskød
kampen om Arne og den tidlige pension. Men den
genoptages
, når politikerne har været på sommerferie og corona ikke længere fylder næsten alt på
Christiansborg
.

Facebook
Twitter