ANALYSE En Dronning uden (bag)land

Utilfredsheden i S-folketingsgruppen med statsminister Helle Thorning-Schmidt har nået nye højder.

Der er utilfredshed i flere socialdemokratiske grupper, efter statsministeren trak Dan Jørgensen hjem fra EU og gav ham ministeposten i stedet for en fra folketingsgruppen. Arkivfoto. (Foto: Jeppe Bjørn Vejlø © Scanpix)

- Der er færre, som vil gå gennem ild og vand for denne ledelse!

Utilfredsheden er massiv i den socialdemokratiske folketingsgruppe efter, at de onsdag aften måtte konstatere, at indsatsen heller ikke i denne omgang blev belønnet med en ministerpost. Gruppen blev kasseret og i stedet ringede statsminister Helle Thorning-Schmidt til Bruxelles og hentede Dan Jørgensen hjem.

Tilbage sidder mere end 30 menige folketingsmedlemmer og er stærkt utilfredse.

Og ganske ildevarslende, så kan man blandt dem finde medlemmer, som sidder og kigger på den seneste nedslående politiske meningsmåling, og tørt konstaterer: Ja, det er da i første omgang Thornings problem!

Svært at tage kuglerne

Eller som en anden siger til Berlingske:

- Det er en krigserklæring over for hele folketingsgruppen. Det er svært nu at stille sig ud på planken og tage kuglerne, når man sender den besked, man gør med rokaden.

Målingen viser ellers, at regeringen og Enhedslisten igen er langt, langt efter blå blok. Hvor Løkke og co. får 54,9 procent i målingen fra analyseinstituttet Wilke, så er den røde side nede på 45,1 procent.

Tre grupper

Derfor er der i høj grad brug for, at alle i folketingsgruppen går gennem ild og vand for Thorning. "Gerne med hjertet", som et af medlemmerne udtrykker det, men samme medlem frygter, at det i stedet kan risikere at blive en anelse mekanisk.

Dog er der stor forskel på utilfredsheden i de tre store grupper, som Socialdemokraterne i Folketinget består af. Men flere har bemærket, at utilfredsheden med Thorning-Schmidt i denne omgang er så massiv, at de tre grupper står sammen.

De to store grupper hedder netværket og morgenmadsklubben. Den første tæller navne som Mette Frederiksen og Magnus Heunicke. Og de havde deres forhåbninger til, at det netop var Heunicke, som Thorning-Schmidt havde ringet til. De er skuffede. Meget skuffede, men omvendt er det også i den gruppe, at folk siger: Ja, okay. Dan Jørgensen har dog forstand på fødevare og landbrug.

Morgenmadsklubben

I morgenmadsklubben er tonen langt hårdere. Her finder man folk som Henrik Sass Larsen, Henrik Dam Kristensen og John Dyrby. Det er klart den største gruppe, og her er der ingen, som i øjeblikket har planer om at gå planken ud for Thorning. Og det er herfra, man kan høre citater som:

- Utilfredsheden i gruppen har aldrig været større.

Den sidste gruppe er rustbankerne. Den mest markante profil er Carsten Hansen. Kongen af Fyn, som nogle kalder ham. Fyn kommer han nu til at dele med Dan Jørgensen, som stiller op til Folketinget netop her. Andre navne er Bjarne Laustsen, Mette Gjerskov og Orla Hav. Utilfredsheden er tæt på at kunne konkurrere med folkene i morgenmadsklubben, og herfra lyder citatet, at Dan Jørgensen jo slet ikke har forstand på landbrug.

Uden bagland

Tilbage sidder Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Særligt Helle Thorning-Schmidts problem er, som det er blevet beskrevet, at hun er Dronning uden (bag)land. Og med udnævnelsen af Dan Jørgensen er der sat en tyk streg under den pointe.

Så meget larm har der været i dag, at kun få har konstateret, at dansk økonomi så småt er i bedring. Virksomhederne har genfundet troen og regeringen har opjusteret forventningerne til væksten.

Larmen i S-gruppen overdøvede den nyhed.

Facebook
Twitter