Analyse: En skæbnestund for Venstre og Ellemann

Venstre håber på en ny start til Jakob Ellemann-Jensen, men der lurer flere ubekendte.

(Arkivfoto) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand.

Den svada fra Inger Støjberg har bestemt ikke lagt en dæmper på spekulationerne om, hvordan Støjberg vil reagere på, at hendes parti støtter rigsretssagen mod hende, når den værste vrede og skuffelse er dampet af.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om Inger Støjberg forlader Venstre med et hårdt smæk med døren, om hun i så fald går til et andet parti, og hvad det hele så vil betyde for Venstre. Hun har ikke lagt nogen form for skjul på, at hun alvorligt overvejer sin fremtid i Venstre.

Pinefuld nedslidning

Ingen tvivl om at Venstre og Jakob Ellemann-Jensen står i en skæbnestund.

På få uger har Ellemann taget et hårdt opgør med Inger Støjberg, som blev presset væk fra posten som næstformand, og sagt farvel til tidligere partiformand og statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere partiformænd Lars Løkke Rasmussen meldte sig 1. januar ud af Venstre. (Arkivfoto) (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Begge er store politiske profiler med flotte personlige stemmetal og en stærk gennemslagskraft. Men de har også begge to givet Jakob Ellemann-Jensen store problemer i hans første og svære tid som partiformand.

Ellemann stod før opgøret med Inger Støjberg i en situation, hvor Venstre og hans lederskab var plaget af en pinefuld nedslidning og en langsom blødning af vælgere.

De mange ubekendte

Nu er plasteret hevet af, og V-toppen er forberedt på, at det risikerer at give et ordentligt dyk i meningsmålingerne her og nu. Håbet er til gengæld, at Jakob Ellemann-Jensen nu får en reel chance for at bygge op og sikre sig selv og Venstre en ny start.

Men der er mange ubekendte.

Folketingsgruppen er splittet i spørgsmålet om rigsretssagen. Det er uvist, om den splittelse sammen med Inger Støjbergs vrede og mulige farvel til Venstre vil udløse mere alvorlige og eksplosive fløjkrige. Eller om folketingsgruppen kan rumme uenigheden om rigsretten, uden at det udvikler sig til mere.

Jakob Ellemann-Jensen har allerede efter lidt mere end et år som formand brugt det tungeste våben, han har som partiformand. I de dramatiske dage mellem jul og nytår måtte partiets bagland reelt vælge mellem ham og Inger Støjberg. Den trussel kan man som partiformand næppe bruge mere end en gang.

Hvor lang er tålmodigheden?

Nu står Ellemann helt selv med ansvaret for at trække Venstre ud af krisen, og der er ingen tvivl om, at han vil være under voldsomt pres i de kommende uger og måneder.

Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen blev valgt som henholdsvis næstformand og formand for Venstre den 21. september 2019. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Genopbygningen kan tage tid, men hvor lang er tålmodigheden i Venstre? Vil dårlige meningsmålinger puste til ulmende utilfredshed i folketingsgruppen? For ikke at tale om det kommunale bagland, der om bare ti måneder skal møde vælgerne ved valget til kommuner og regioner.

Og så er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvad Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen gør. Starter Løkke et nyt parti, som måske kan trække vælgere væk fra Venstre, og ender Støjberg med at forlade Venstre og måske hive vælgere med over til et andet parti? Allerede nu fisker både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige helt åbenlyst efter V-vælgere, som er skuffede over Venstres behandling af Støjberg.

Der er bekymringer nok for Jakob Ellemann-Jensen. Og om lidt over en uge skal Inger Støjberg holde tale ved det ekstraordinære landsmøde, hvor hun formelt bliver udskiftet som næstformand. Mon ikke Ellemann også bekymrer sig lidt om, hvad Støjberg vil bruge den tale til?

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter