Når Dansk Folkepartis topfolk skal forholde sig til den seneste nedtur i meningsmålingerne, så er forklaringen ofte, at det jo skal gå galt, når baglandet går til medierne med kritik.
Intern ballade virker da heller ikke ligefrem dragende på vælgerne. Men Dansk Folkepartis krise er langt dybere og trækker spor meget længere tilbage end til de seneste måneder for partiet så usædvanlige baglandsbøvl.
Dansk Folkeparti er havnet i en perfekt storm – altså det fænomen, der beskrives som en "sjælden kombination af omstændigheder, der forværrer en situation drastisk".
Her er de fem vigtigste faktorer i Dansk Folkepartis og DF-formand Kristian Thulesen Dahls perfekte storm.
Mette Frederiksen blev stueren
Kristian Thulesen Dahl fik masser af både medietid og politiske resultater ud af alliancen med Socialdemokratiet og partiets dengang nyvalgte formand Mette Frederiksen i sidste valgperiode.
Parløbet gjorde livet ekstra surt for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans VLAK-regering. Men det har også haft omkostninger for Dansk Folkeparti, som i de første mange år af partiets historie høstede tusindvis af vælgere på usikkerhed om Socialdemokratiets udlændingepolitik.
Meget taler for, at S-DF-alliancen var en del af forklaringen på vælgerlussingen til Dansk Folkeparti sidste år.
DF’s borgerlige vælgere kunne blive usikre på, om Thulesen Dahl var på vej til at skifte side og hjælpe Mette Frederiksen ind i Statsministeriet og måske også skuffede over DF-formandens bidrag til blå bloks nedsmeltning.
DF’s eks-socialdemokratiske vælgere kunne blive betrygget i, at nu var Socialdemokratiet til at regne med i udlændingepolitikken, så de kunne trygt vandre tilbage. Hvilket en del gjorde ved valget, og endnu flere ifølge de seneste meningsmålinger fra Epinion stadig gør.
Og da Socialdemokratiet for alvor gik i udbrud op til valget, var det slut med parløbet. Kristian Thulesen Dahl fik ikke noget underhåndsvarsel, da Mette Frederiksen i januar 2019 lancerede sit udspil om tidlig folkepension til den senere så berømte Arne og andre nedslidte.
Så Thulesen var uforberedt, da pensionsdebatten ryddede dagsordenen på Christiansborg, og kom skævt ind i en debat, der er meget vigtig for mange DF-vælgere.
Hovsa – udlændingekortet mistede magien
Ved valg efter valg siden 1995 har Dansk Folkeparti haft et stærkt trumfkort i udlændingepolitikken, som i mange år stod allerøverst på vælgernes liste over vigtigste politiske problemer.
I udlændingepolitikken har DF haft enorm politisk indflydelse. Både direkte ved at kræve og få stramninger gennemført i politiske forhandlinger og indirekte, fordi andre partier over de seneste år har flyttet sig i udlændingepolitikken.
Men de seneste næsten 20 års stramninger har også gjort det sværere for Dansk Folkeparti at blive ved med at lancere nye krav med bred folkelig appel og opbakning. Eller i hvert fald at have dem for sig selv i ret lang tid.
Samtidig ændrede mange vælgere fokus i månederne op til sidste valg, så kampen for klimaet var rykket i top på vælgernes bekymringsliste, da valgkampen for alvor gik i gang. Det opdagede Dansk Folkeparti først, da det var for sent.
Farlig konkurrence – efter 20 år uden
Indtil efteråret 2015 kunne Dansk Folkeparti i 20 år manøvrere uden hård konkurrence på partiets allervigtigste mærkesag - udlændingepolitikken.
DF voksede støt og roligt med en lille fremgang ved stort set alle valg, og i 2012 lykkedes lederskiftet fra partistifter Pia Kjærsgaard til Kristian Thulesen Dahl uden den vælgerflugt, som nogle havde frygtet. Fordi DF på det tidspunkt var lig med Pia Kjærsgaard.
Tværtimod blev bekymringen gjort fuldstændig til skamme, da DF indkasserede sine to bedste valg i Thulesens første år. Med 26,6 pct. af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 og 21,1 pct. ved folketingsvalget i juni 2015.
Men et halvt år efter Dansk Folkepartis valgtriumf opstod Nye Borgerlige med Pernille Vermund som frontfigur, og det nye parti udviklede sig i løbet af sidste valgperiode til en alvorlig konkurrent.
Konkurrencen er kun blevet hårdere siden valget. Nye Borgerlige går målrettet efter DF’s vælgere, og i den seneste måling fra Epinion er de to partier tæt på at være lige store.
Det er lykkedes Vermund at blive det friske pust – også i udlændingepolitikken – mens frontfigurerne i Dansk Folkeparti alle har været med i hele partiets 25 år lange historie.
Løkke og Venstre i bedre kampform
En væsentlig faktor i Dansk Folkepartis store valgsejr i 2015 var Venstres nedtur. Lars Løkke Rasmussen kæmpede stadig med eftervirkninger efter sin sag om Venstres indkøb af tøj til formanden, og vælgerflugten fra Venstre gik i høj grad til Dansk Folkeparti. Især i det jyske Venstre kerneland.
Men da rusen fra valgfesten havde lagt sig, stod DF i en svær rolle som det største borgerlige parti, der skulle være støtteparti for en lille og svag Venstre-regering med et dybt dysfunktionelt og uenigt parlamentarisk grundlag.
Efter gængs logik ville Dansk Folkeparti være kommet med i Løkkes regering. Men det kunne de to partier ikke finde ud af – hvorfor er der flere forskellige udgaver af.
Men det skuffede mange DF-vælgere, at valgsejren ikke blev omsat til regeringssamarbejde, og at Thulesen Dahl i stedet brugte sin politiske slagstyrke til at bidrage til det blå kaos frem mod valget i 2019.
Og da Lars Løkke Rasmussen nåede frem til valgdagen efter en historisk lang valgperiode, lykkedes det ham at hive en valgsejr hjem til Venstre, mens DF blev mere end halveret.
Thulesen Dahl er ikke Pia Kjærsgaard
Den bekymring, som mange i DF havde, da Kristian Thulesen Dahl tog over i 2012, er blevet vakt til live igen.
Har han den folkelige gennemslagskraft? Er han for meget tal og nationaløkonomi og for lidt værdikriger og udlændingestrammer? Er folk trætte af at se og høre på ham efter 25 år i toppen af partiet - først som nummer to og så som nummer et?
Bekymringen er vokset i takt med de faldende meningsmålinger og med den konstant skærpede konkurrence fra Nye Borgerliges Pernille Vermund.
Og det gør det ikke nemmere for Thulesen, at Pia Kjærsgaard efter vælgerlussingen igen er begyndt at fylde mere i medierne. Også når det handler om andet end hendes egne ordførerskaber.
Tidligere formænd med høj profil er altid en udfordring for den siddende formand, og endnu mere når eks-formanden også er partistifter og repræsenterer en DF-urkraft, som mange i partiet for tiden sukker efter.
Men trods krise og frustrationer er Kristian Thulesen Dahls position på ingen måde truet. Blandt andet fordi der ikke er noget alternativ. Der er lige nu ingen i næste geled, som er klar til at forsøge sig med et formandsopgør i Dansk Folkeparti.
Så selvom det første år siden valgkatastrofen kun har forstærket nedturen, vil Thulesen få mere tid til at forsøge at kæmpe partiet ud af nedturen.
På det punkt er DF stadig ikke helt som andre partier.