ANALYSE Hvor står Liberal Alliance efter landsformandens exit?

Leif Mikkelsen smækkede hårdt med døren. Det kan få konsekvenser for det lille parti.

Leif Mikkelsen er nu tidligere landsformand i Liberal Alliance. Han har trukket sig på baggrund af en sag om eksklusion af Søren Kenner. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2016) (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvis man troede, der var kommet ro på igen i Liberal Alliance efter denne sommers farvel fra Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, så tog man tilsyneladende fejl.

Tidligere i dag fortalte DR Nyheder, at partiets landsformand, Leif Mikkelsen, i går trak sig fra sin post før tid i protest efter en sag om ekskludering af det mangeårige medlem Søren Kenner, der skete på baggrund af hans kritik af partiledelsen.

En ekskludering, som Leif Mikkelsen kalder dobbeltmoralsk. Mikkelsen henviser til partifællen Henrik Dahl, der tidligere har kritiseret ledelsen i partiet uden, at det fik tilsvarende konsekvens. "Det klinger hult," skriver Leif Mikkelsen i brevet.

Men hvor stor betydning har det for Liberal Alliance, der ligger tæt på spærregrænsen, at landsformanden smækker med døren?

Hvor alvorligt står det til for LA?

Alex Vanopslagh skriver til DR, at "Leifs position er velkendt både for mig og for hovedbestyrelsen. Det er derfor, jeg blev konstitueret formand, så vi kan fuldende overgangen fra gammel til ny ledelse og dermed få ro på partiet." (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Vi har fået fat i en intern besked fra Alex Vanopslagh, hvor han selv beskriver, at uroen "skal have en ende nu," og den besked siger jo noget om, hvor meget uro der har været i partiet siden i sommer.

Når man så oven i det læser afskedssalutten fra landsformanden (Leif Mikkelsen, red.), så får man et indblik i, hvor galt det står til.

Det betyder ikke, at Vanopslagh står et sted, hvor han er presset eller truet, men vi taler om et lille parti.

Det vil sige, at de balancerer lige på spærregrænsen, hvor der ikke skal så meget til at rokke båden. Så skal der ikke meget til, før vælgerne spørger sig selv:

"Skal vi sætte vores kryds ved et parti, der ikke altid kan blive enigt med sig selv?”

Det er det mest alvorlige i denne sag. Denne her vinterferie har nok ikke fået flere til at gå ombord i LA.

Hvad får Leif Mikkelsen ud at smække SÅ kraftigt med døren?

Leif Mikkelsen skriver i sit brev til hovedbestyrelsen, at han trækker sig som formand, da han ikke kan stå inde for ekskluderingen af medlem af partiet, Søren Kenner. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2013) (Foto: Claus bech © Scanpix)

Det handler om hans eftermæle. Han siger "hertil og ikke længere", og gør i sit farvelskriv til hovedbestyrelsen opmærksom på, at den forskelsbehandling, der har været i partiet, ingen steder hører hjemme. Henrik Dahl må godt, men andre må ikke være kritiske over for LA.

Det, der er værd at bemærke, er, at Leif Mikkelsen tværer rundt i det og får sendt noget af en sviner afsted til Henrik Dahl.

Han får simpelthen skrevet, at den eneste grund til, at Henrik Dahl stadig er medlem af LA, er, at de ikke havde råd til at ekskludere ham. Så via partistøtten, som bliver givet efter, hvor mange folketingsmedlemmer et parti har, ville pengene nemlig være skrumpet noget så gevaldigt.

Hvor opbyggeligt er det at få at vide, at man kun er folketingsmedlem af LA, fordi man er for dyr at sparke ud? Svaret er kort, at næste folketingsvalg kan blive yderlige op ad bakke...

Vi får også et ret interessant indblik i maskinrummet i LA, for ud over, at man ikke havde råd til at sparke Dahl ud, så forklarer Leif Mikkelsen, at uden Dahls stemme var Alex Vanopslagh ikke blevet ny politisk leder af partiet.

Så var det i stedet formentligt blevet Simon Emil Ammitzbøll-Bille (tidligere LA, nu formand i partiet Fremad, red). Og var han så smuttet, og havde partiet Fremad så eksisteret?

Hvad skal der så ske nu for at ”få ro på partiet”, som Vanopslagh siger… ?

Folketingets åbningsdebat. Liberal Alliance - Alex Vanopslagh Folketingsmedlem og partileder, Ole Birk Olesen og Henrik Dahl. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det er ikke umuligt for Alex Vanopslagh at få partiet over spærregrænsen igen og endda lidt mere. Han er ung, han er veltalende og en ret klar profil.

Han kan sagtens udvikle sig til at blive en borgerlig profil, men det virker som om, at det arbejde, der er blevet lavet siden sommerens dramatiske exit af Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund, ikke helt er foregået sådan, som flere i baglandet havde forestillet sig.

Han bøvler kort sagt med baglandet. På trods af at han står ret godt inde på Christiansborg i folketingsgruppen, hvor Henrik Dahl og Ole Birk Olesen ikke kunne forestille sig nogen anden leder lige så vel som andre stærke kræfter som Joachim B. Olsen, der bakker ham op.

Men hele pointen med det, vi har set i dag, er, at med alle de tunge folk i ryggen, så er der alligevel kritik fra baglandet.

Det er et topstyret parti, men det virker som om, at baglandet til tider har fået nok. Derfor bliver landsmødet 25. april et af de mest interessante i partiets historie.

Her skal Vanopslagh formelt vælges til formand – og det bliver i øvrigt første gang i historien, at den politiske leder og formanden bliver én og samme person.