Analyse: Kan en statsminister kræve kontrol uden at få ansvar?

Torsdag er det statsminister Mette Frederiksens tur til at blive afhørt i Minkkommissionen.

Minkkommissionen har sat en hel dag af til at afhøre Mette Frederiksen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Graden af statsministerens hang til topstyring og kontrol er ikke et af de emner, som Minkkommissionen er sat til at kulegrave. Det samme gælder den kontrol og ledelsesstil, hendes departementschef udøver.

Men efter afhøringerne af de første 52 vidner er det åbenlyst, at kommissionen interesserer sig levende for det tema.

Med mails, sms’er og spørgsmål bliver der boret i, om det i virkeligheden var statsministeren og Statsministeriet, der pressede på for at få aflivet minkene. Også før bekymringen for Cluster5 og rædselsscenariet med et muligt nyt Wuhan i Hjørring.

Ligesom kommissionen har boret i, hvor langt Statsministeriet havde fingrene nede i arbejdet med beslutningsgrundlaget frem til det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november sidste år.

Et godt bud er, at den statsministerielle kontrol også bliver et hovedtema, når det torsdag er statsminister Mette Frederiksens tur til at svare på spørgsmål fra kommissionen.

Ligesom det var, da departementschef Barbara Bertelsen var i den varme stol. Her indledte kommissionens udspørger Jakob Lund Poulsen sin afhøring med en stribe spørgsmål til den styrkelse af Statsministeriet, som Mette Frederiksen havde som programerklæring, da hun rykkede ind i juni 2019.

Udspørgeren har ligefrem læst bogen ”Det første år”, skrevet af journalist Anne Sofie Kragh, som har haft og stadig har eksklusiv adgang til statsministeren. Eller i hvert fald den del af bogen, der beskriver Mette Frederiksens ambition om at styrke den politiske ledelse af regeringen med udgangspunkt i et stærkere statsministerium.

Den garvede advokat Jakob Lund Poulsen fungerer som udspørger i Minkkommissionen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Særdeles aktiv departementschef

Kommissionen har også fremlagt en stribe kontante og farverige sms’er fra Barbara Bertelsen, som ikke umiddelbart har meget at gøre med kommissionens hovedopgave: at kulegrave hvad regeringen vidste om den manglende lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark, da beslutningen blev truffet og i dagene efter.

Til gengæld illustrerer sms’erne en departementschef, som virker særdeles aktiv med at blande sig i, hvordan fagministerierne løser deres opgaver og med at forsøge at skærme sin chef, statsminister Mette Frederiksen, mod politiske problemer.

Barbara Bertelsen forsøgte over for kommissionen at nedtone styrkelsen af Statsministeriet. Efter hendes erfaring havde alle statsministre i den nyere historie ”haft serveretten”. Det er jo ligesom konceptet, som hun sagde.

- Alle statsministre synes, at det er deres rolle at bestemme, forklarede Barbara Bertelsen baseret på mange års erfaring som embedsmand under skiftende statsministre.

Barbara Bertelsen efter sin afhøring i Minkkommissionen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Samtidig har det dog traditionelt været en politisk leveregel, at en statsminister skal sørge for ikke at være dybt nede i detaljerne i fagministrenes sager. Fordi det så kan være svært at trække statsministeren ind som problemknuser, hvis en sag går i hårdknude. Men først og fremmest for at undgå at få direkte andel i ansvaret, når noget går helt galt.

Man kan ofre en fagminister. Men man kan ikke fyre en statsminister, uden at hele regeringen ryger.

Afviser ansvar

Både i og uden for kommissionen har flere fremhævet, at når der i det daværende Miljø- og Fødevareministerium var en viden om, at der kunne være problemer med lovhjemlen til at aflive alle mink, så var det deres pligt at gøre opmærksom på det. Højt og tydeligt og ikke begravet i et bilag, som blev sendt ud til mødedeltagerne få minutter før mødet i koordinationsudvalget gik i gang.

- Øh nej, som Mette Frederiksen sagde, da hun på et pressemøde blev spurgt til sit eget ansvar, når hun nu havde siddet for bordenden, da beslutningen blev truffet.

- Jeg mener ikke, man kan sige, hvis ikke jeg er blevet tilvejebragt en nødvendig oplysning, at jeg så har ansvaret for dét, lød det fra statsministeren.

Mette Frederiksen afviste på et pressemøde 3. november at have ansvaret for den manglende lovhjemmel. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Kommissionen har ikke fundet en rygende pistol i spørgsmålet om, hvad regeringstoppen vidste om den manglende lovhjemmel, da beslutningen om minkene blev truffet. Eller da den blev meldt ud på et pressemøde dagen efter. Hverken i dokumenter eller i afhøringer.

Men spørgsmålet er, om Minkkommissionen alligevel kan komme frem til, at statsministeren i et eller andet omfang er ansvarlig for at sikre, at beslutningen om minkene var ordentligt belyst.

Fordi Statsministeriet har været styrende i hele corona-håndteringen og dermed også i mink-sagen, og fordi ansvaret måske har været lidt diffust. Ansvaret for minkene lå i Miljø- og Fødevareministeriet. Ansvaret for folkesundheden lå i Sundhedsministeriet. Mens det var Justitsministeriet, der af Barbara Bertelsen fik ansvaret for at forberede sagen til mødet i koordinationsudvalget.

Svaret får vi først, når kommissionen afleverer sin beretning omkring 1. maj næste år.

Status lige nu er, at Mette Frederiksen har fået alvorlige ridser i lakken. Debatten om de slettede sms’er har slidt på hendes troværdighed, og Barbara Bertelsens sms’er har givet ny næring til opfattelsen af en til tider brutal ledelsesstil i Statsministeriet.

Men først til foråret kan det politiske regnskab og de langsigtede konsekvenser af minksagen gøres op.

FacebookTwitter