ANALYSE Langballe var en af de mest iøjnefaldendeChristiansborg

DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg, kalder Jesper Langballe for en helt usædvanlig politiker.

Dansk Folkepartis Jesper Langballe (th) morer sig sammen med partifællerne Søren Krarup (TV) og Peter Skaarup i Folketingssalen i 2010. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Jesper Langballe var en farverig og usædvanlig politiker.

Hans baggrund var helt usædvanlig. Han var uddannet journalist og præst, og han kom først i Folketinget som 62-årig efter mange år som debattør. Han var medlem fra 2001 til 2011.

Men hans baggrund som journalist og præst gjorde ham - sammen med hans meget skarpe holdninger - til en af de mest iøjnefaldende debattører på Christianborg.

Jesper Langballe var kampklar, tit barsk i de politiske debatter - men også sjov. Hans humor og selvironi vil blive husket - og blev værdsat af politiske modstandere i de 10 år, han nåede at sidde i Folketinget.

Fik en central rolle

Han fik en helt central rolle, da den nye VK-regering i 2001 skulle forhandle udlændingepolitik. Dansk Folkeparti sendte Langballe og fætteren Søren Krarup til forhandlinger med den ansvarlige minister, Bertel Haarder - og det gik ikke altid stille for sig.

Senere blev det blandt andre Birthe Rønn Hornbech, der kom i kamp med Jesper Langballe - så meget at de måtte mødes i byretten. Her vandt Birthe Rønn Hornbech, som Langballe havde beskyldt for citatfusk.

Jesper Langballe var slagfærdig og god til at tale i overskrifter. Han var stærkt utilfreds med Helge Sander som forskningsminister, Sanders syn på forskning måtte være udviklet på en skjortefabrik i Herning, sagde Langballe.

(Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Et scoop for Dansk Folkeparti

Det var et vigtigt skridt i Dansk Folkepartis udvikling, da Pia Kjærsgaard fik de to fætre Søren Krarup og Jesper Langballe til at stille op. De to kom til at give Dansk Folkepartis politiske profil en dimension, den ikke havde haft før.

Fætrene havde ellers holdt sig væk fra partipolitik, og der blev spekuleret i, om de overhovedet passede ind i et politisk parti - men det gik alligevel relativt smertefrit på grund af deres respekt for Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard har selv sagt at det var "et scoop" at få fætrene ind i en politikerrolle. Enkelte gange gik Jesper Langballe dog for vidt, så Pia Kjærsgaard kritiserede ham. For eksempel med udtalelser om at muslimske fædre slår deres døtre og ihjel og lader onklerne voldtage pigerne.

Det er udtalelser, han også er blevet dømt for med dagbøder i december 2010 med 10 dagbøder af 500 kroner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk