Magtkampene internt i Socialdemokratiet vokser dag for dag.

Styrken stiger i takt med intensiteten i rygterne om, at statsminister og S-formand Mette Frederiksen er med i slutspillet om at blive Natos næste generalsekretær.

For hvordan skal magtkabalen lægges på ministerholdet og i Socialdemokratiet, hvis Mette Frederiksen inden for de næste få uger er på vej mod Nato-hovedkvarteret i Bruxelles?

Der står klart, at finansminister Nicolai Wammen er den mest oplagte til at blive formand og dermed også statsminister.

Han har erfaringen, han har været med til forhandlingerne om SVM-regeringen og kender alle hjørner af kompromiserne bag regeringsgrundlaget. Og så har Wammen opbakning fra de to største kaffeklubber i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

Det handler om finansministerposten

Magtkampen handler reelt om, hvem der skal være nummer to. Altså hvem der skal overtage finansministerposten, hvis Nicolai Wammen rykker op i Statsministeriet.

Flertallet i de to store socialdemokratiske kaffeklubber – ledet af Wammen og erhvervsminister Morten Bødskov – går efter at få Bødskov som finansminister. Blandt andet med den begrundelse, at han sammen med Wammen udgjorde Mette Frederiksens hold under regeringsforhandlingerne.

Du kan se en oversigt over de socialdemokratiske kaffeklubber i grafikken her:

Bødskov er altså ligesom Wammen helt hjemme i regeringsgrundlaget og de uskrevne aftaler og kompromiser, der ligger bag formuleringerne i det offentlige SVM-papir.

Og posten som finansminister er både vigtig og meget magtfuld.

Finansministeren er statsministerens wingman og problemknuser og sidder naturligt i alle de magtfulde regeringsudvalg. Det er den absolut tungeste post efter statsministerposten, og det er afgørende med et tæt, fortroligt og tillidsfuldt forhold mellem statsministeren og finansministeren.

Det er også derfor, at S-toppen under regeringsforhandlingerne var totalt afvisende overfor at afgive finansministerposten til Venstre.

Så afvisende, at Venstre opgav at kræve det, selv om den post ville have givet det kriseramte parti en langt stærkere position i SVM-regeringen.

Magtkamp mellem Bødskov og Hummelgaard

Men Wammen-Bødskov-modellen vil ikke blive accepteret uden kamp i Socialdemokratiet.

Justitsminister Peter Hummelgaard går efter at rykke op på finansministerposten, og han har opbakning fra en del af folketingsgruppen, som synes, at et parløb mellem Wammen og Bødskov vil være for snævert politisk og for lidt ideologisk.

Kritikerne mener, at et Wammen-Hummelgaard parløb vil sikre en bedre balance mellem strømningerne i Socialdemokratiet og sikre, at det ikke bare kommer til at handle om dag til dag i det usædvanlige regeringssamarbejde, men at der også bliver tænkt socialdemokratisk strategi til tiden efter SVM.

Den magtkamp er allerede i fuld gang, for den slags kræver forberedelse og rettidigt omhu. Det kan være alt for sent, hvis man bare pænt venter på, at det bliver afklaret, om Mette Frederiksen overhovedet skal udskiftes.

Truslen om kampvalg om formandsposten

Kampen er åbenlys - men dog endnu ikke åben i medierne - i den socialdemokratiske folketingsgruppe, hvor der uden for citat luftes muligheden for, at Peter Hummelgaard skal være den nye nummer et.

Den kan også aflæses i, at folk fra baglandet åbent taler om Hummelgaard som ny formand, hvis og hvis…

Hummelgaard forestiller sig næppe, at han skal være S-formand og statsminister. Der er ingen tvivl om, at Nicolai Wammens erfaring og opbakning i partiet til den post er stærkere.

Men et af de våben, Hummelgaard og hans støtter har i kampen om at blive nummer to, er at true med at stille op til kampvalg om formandsposten.

Et kampvalg med al den uro og splittelse, den slags medfører, vil være en katastrofe for et parti, der sidder med statsministerposten. I den situation skal et vagtskifte helst foregå hurtigt og gnidningsfrit.

Og selvfølgelig ville det også indebære en alvorlig risiko for Peter Hummelgaard. For hvis han skulle tabe en kamp om formandsposten, er det tvivlsomt, om han kan gå efter posten igen på længere sigt. Så det skal nok mest forstås som netop en trussel i kampen om finansministerposten.

Der kan være mere end en måned til den internationale magtkamp om Nato-posten er afklaret. Det er meget lang tid i politik.

Risikoen for Socialdemokratiet er, at det kan blive meget svært at bilægge de interne fløjkampe igen. Uanset om Mette Frederiksen bliver eller går.