Analyse: Mette Frederiksens styrke kan også være hendes svaghed

Mink-sagen har sat et nådesløst spotlys på svaghederne ved statsministerens ledelsesstil.

Mette Frederiksen har fået heftig kritik for magtfuldkommenhed i corona-håndteringen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Som en tropsfører for en spejdergruppe på lejrtur.

Sådan blev statsminister Mette Frederiksen (S) for et par måneder siden beskrevet som et billede på hendes styring af et regeringsseminar.

Billedet havde to pointer.

For det første, at det står fuldstændig soleklart for enhver, at i den socialdemokratiske ét-parti-regering er det suverænt Mette Frederiksen, der bestemmer.

For det andet, at Mette Frederiksen ønsker at skabe en holdånd, hvor alle – ministre, departementschefer og særlige rådgivere – arbejder for det samme politiske projekt. Mette Frederiksens projekt.

Historisk stort og stærkt

Som noget nyt bliver departementscheferne inviteret med, når regeringen holder seminar for at få udstukket den politiske linje. Mette Frederiksen har også – som den første statsminister – holdt møder med alle departementscheferne for at sætte dem grundigt ind S-regeringens politiske pejlemærker.

For at underbygge sin magt har Mette Frederiksen udvidet Statsministeriet til at være det største og fagligt stærkeste i ministeriets lidt over 100 år lange historie.

Og i Mette Frederiksens optik er en magtfuld og handlekraftig statsminister en demokratisk gevinst.

- Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering, og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati, sagde statsministeren for nylig til ugebrevet Mandag Morgen.

Ikke til forhandling

Men magtkoncentrationen rummer også farer. Nogle vil mene for demokratiet. Men i hvert fald for Mette Frederiksen selv.

Når regeringschefen bestemmer og kontrollerer alting – eller i hvert fald gerne vil give indtryk af, at det gør hun – så er det jo også naturligt at rette søgelyset mod hende, når noget alligevel går galt, og der skal placeres et ansvar.

I mink-miseren var det regeringens koordinationsudvalg, K-udvalget, der traf beslutningen om, at alle mink i Danmark skulle aflives. Her sidder Mette Frederiksen for bordenden.

Og det var Mette Frederiksen, der på pressemødet den 4. november udstak ordren om at aflive alle mink i Danmark. Det gjorde hun blandt andet med en bemærkning om, at beslutningen var nødvendig, og at 'den konklusion lader sig ikke forhandle'.

Den slags skråsikker demonstration af handlekraft gør statsministeren ekstra sårbar, når hun så et par dage efter må erkende, at ordren sådan set var ulovlig og i strid med selve grundloven.

Statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte på et virtuelt pressemøde den 4. november 2020, at alle mink i Danmark skal aflives. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Scanpix)

Hård dom fra Justitsministeriet

Redegørelsen om den ulovlige ordre er noget af en politisk gyser. Den afslører, at flere ministre overså advarsler om det manglende lovgrundlag. At embedsmænd i flere ministerier undlod at advare deres ministre, selv om de vidste, at den var gal, og at Rigspolitiet truede minkavlere med tvangs-aflivning af deres mink i flere dage efter, at Rigspolitiet havde fået at vide, at der ikke er lovhjemmel.

'Det samlede forløb må anses for en tilsidesættelse af grundlæggende forvaltningsretlige normer, der har til formål at sikre borgerne mod retstab og yde grundlæggende garantier mod uberettigede indgreb fra myndighederne', lyder Justitsministeriets konklusion på forløbet.

Redegørelsen giver ikke svar på, hvordan det kunne gå så galt. Men den efterlader flere eftertanker.

Risikabelt når alle er enige

Når tropsføreren kræver politisk holdånd af alle – også embedsmænd – kan der måske være en risiko for, at embedsmænd ikke har den store lyst til at råbe op og gå imod chefens vilje. Især når statsministeren flere gange har luftet sin grundlæggende mistillid til embedsværket.

Eller en risiko for at topembedsmænd i så høj grad er blevet indrulleret i Mette Frederiksens politiske projekt, at de ikke får øje på svagheder og problemer.

Og hvad med ministrene. Når regeringen er så topstyret, motiverer det måske ikke ligefrem til selvstændig tankegang og en kritisk tilgang til chefens ønsker og idéer. På Christiansborg fortæller flere ordførere om ministre, som er svære at forhandle med, fordi de hele tiden skal sikre sig rygdækning fra toppen, før de kan flytte sig i en forhandling.

At være ene parti i regering er uden tvivl nemmere. Man slipper for alle de besværlige diskussioner med regeringspartnerne. Men måske giver de besværlige diskussioner også større sikkerhed for, at de nødvendige spørgsmål bliver stillet. Måske kræver det ekstra årvågenhed, når alle som udgangspunkt er enige.

En styrke og en svaghed

Mette Frederiksen har fået heftig kritik for magtfuldkommenhed i corona-håndteringen og for ikke at inddrage Folketingets partier i beslutningerne.

Stilen har fået hende til at fremstå stærk og har givet bonus hos vælgerne. Men mink-sagen viser, at den også gør hende svag. Hun havde ingen andre at dele det politiske ansvar med, og støttepartierne var nødt til at kræve en konsekvens.

Den største pris har fødevareminister Mogens Jensen betalt.

Men mink-sagen har også sat et nådesløst spotlys på svaghederne ved Mette Frederiksens ledelsesstil. Især for statsministeren selv.

Facebook
Twitter