ANALYSE: Nu kan regeringen sige, at forsøget er gjort

Det er en skidt dag for borgerne i Bording, vurderer DR's politiske analytiker.

Efter et møde med Folketingets udlændingeordførere, droppede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) efter massivt pres regeringens planer om at oprette et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Langeland. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Nu peger pilen ikke på Langeland, når det gælder placeringen af et udrejsecenter for udvisningsdømte, tidligere kriminelle udlændige.

Men spørgsmålet står tilbage, om den så bare drejer tilbage mod Bording og Kærshovedgaard i Midtjylland, hvor naboerne netop nåede at åndre lettet op efter at have ventet flere år på en afklaring.

Ifølge DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, gør midtjyderne klogt i lige at tage en dyb indånding i dag.

- For borgerne på Langeland er det en god dag i dag. For borgerne omkring Kjærshovedgaard har sagen udviklet sig i den forkerte retning. For en uge siden var de stillet i udsigt, at de 130 afviste kriminelle ville blive flyttet et andet sted hen. Nu har det meget lange udsigter, siger han.

Efter et møde med Folketingets udlændingeordførere hos udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i går aftes, skrinlagde regeringen sine planer om at rykke de udvisningsdømte til Langeland.

- Signalet fra udlændingeminister Mathias Tesfaye var ret klart i aftes. Regeringen har ingen planer om at genstarte processen med at finde en alternativ placering, vurderer Jens Ringberg.

Stærkt utilfredse langelændere havde i anledning af gårsdagens møde taget opstilling foran Christiansborg for at gøre deres holdning til det nye udrejsecenter klar. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Ganske vist siger ministeren at hans dør altid er åben – men det ville også være meget underligt, hvis han oplyste, at døren var lukket og låst, fortsætter han.

'Forsøget er gjort'

Placeringen af udrejsecenteret er en opgave, regeringen udskød efter sejren ved sidste valg.

I det forståelsespapir, der sikrede Socialdemokratiet støtte fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, var aftalen, at den nye regering skulle "iværksætte en undersøgelse" af, hvor de kriminelle udlændinge bedst kunne placeres.

Onsdag i sidste uge fortalte Mattias Tesfaye, at valget efter grundige overvejelser var faldet på Langeland - nærmere bestemt det tidligere asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på øens sydspids.

- Beslutningen er truffet, sagde Mattias Tesfaye og kaldte Langland for den 'mindst dårlige løsning', da han dagen efter besøgte Langeland under store protester fra de lokale øboer.

Ikke engang en uge stod den til troende.

- Nu kan regeringen sige, at forsøget er gjort – Folketinget ville bare ikke spille med. Regeringen vil gerne videre med andre ting – omvendt vil de blå partierne gerne holde liv i diskussionen om de udviste udlændinge, fordi den belaster regeringen, siger Jens Ringberg.

Ikke regeringens skyld

Selvom udrejsecentrets placeret formelt er en administrativ beslutning, som regeringen kan træffe uden at være afhængig af et flertal i Folketinget, var det en samlet blå blok og SF, der med et beslutningsforslag fik Tesfayes beslutsomhed til at vakle i sidste uge.

Heller ikke regeringens andre støttepartier, Enhedslisten og Radikale Venstre var begejstrede for Langeland-planen, selvom de ikke som SF var klar til at gå direkte imod regeringen.

Både Radikale og Enhedslisten foretrækker at dele de udvisningsdømte op på flere mindre centre - en idé som også SF er lun på.

I blå blok holder Venstre og Det Konservative Folkeparti fast i den plan, de vedtog inden valget: at placere udrejcecenteret på den øde ø, Lindholm, i Stege Bugt, og Dansk Folkeparti har i denne omgang af diskussionen spillet Grønland på bordet som en mulighed.

Men en afklaring har altså ikke nogle umiddelbare udsigter, mener Jens Ringberg.

- Regeringen bestræber sig nu i stedet på at forklare danskerne, at det er de politiske partier skyld, at de 130 bliver i Midtjylland – ikke regeringens skyld. Det er derfor Mathias Tesfaye opfordrer sine politikerkolleger til at rejse lige så flittigt til Bording som til Langeland, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk