ANALYSE Regeringens dagsorden er klaret - nu skal der planlægges valg

Med finansloven sikker på plads er politikernes hoveder renset for alle andre forstyrrelser - nu gælder det kampen om magten: Valget er på vej.

DR's politiske analytiker Ask Rostrup vejer fordele og ulemper for Helle Thorning-Schmidts muligheder for at time valget.

Det var så den valgperiode. Bevares, der kommer i de kommende dage, uger og måneder mere debat, flere love, ja, sågar et udspil til en justeret gymnasiereform om kort tid - men det er slut med de store definerende slag. Fra nu af handler det kun om en eneste ting: Kampen om regeringsmagten.

Spillet om finansloven var regeringens sidste politiske bjergetape - den sidste udfordring på en ekstremt stejl og stenet vej de seneste godt tre år. Et forløb, som død og pine skulle ende godt og i semi-idyllisk forbrødring med dét parlamentariske grundlag, som man i hele valgperioden har haft så forbandet svært ved at finde sammen med.

Varen blev leveret - og resultatet emmede ikke bare af centrum-venstre, processen i sig selv var, om ikke harmonisk, så i offentligheden relativt gnidningsfri. Og dermed fik den såkaldt røde blok i sidste øjeblik reddet resterne af en fælles platform forud for det det folketingsvalg, der tårner sig op i den nære horisont. Alle andre scenarier havde været katastrofale.

En ensom beslutning

Mens politikerne her i efteråret faktisk ikke har ladet valghysteriet få frit løb, så kan man nok godt forvente, at det er lige oppe over - det handler jo ikke blot om regeringskontorer og ministerbiler, men om hver eneste enes mulighed for genvalg.

Og hvornår kommer det så, det valg? Tja, det ved næppe nogen, nok ikke engang hende, der afgør det. Man skal altid huske, at en statsministers beslutning om at udskrive valg og dermed bringe det job, der er ens politiske drømmes endemål, i spil, er en af de sværeste og mest ensomme, en politiker nogensinde står overfor.

For fristelsen i håbet om, at den politiske situation, meningsmålingerne, strategierne, ja, det hele, ser lidt lysere ud i morgen, i næste uge eller måned er næsten smertelig svær at modstå. Og selvom man har rådgivere og nære politiske kolleger, så er det i sidste ende helt og aldeles op til statsministeren alene at træffe afgørelsen.

Men hvornår kommer det så?

Men det er jo efterhånden til at overskue mulighederne for, hvornår vi igen skal ned på den nærmeste skole og sætte et kryds: I begyndelsen af 2015 på skuldrene af den netop aftalte finanslov og med udspring i statsministerens nytårstale, i april eller maj så der stadig er tid for meningsmålingerne til at blive gunstigere eller helt på den anden side af sommeren i de to første uger af september, altså i sidste øjeblik.

Lad os kigge på dem en ad gangen:

1. Et valg i slutningen af januar eller begyndelsen af februar

Hvad taler for?

Regeringen er med finansloven, som formelt først vedtages i Folketinget op mod jul, lykkedes med at samle centrum-venstre i en stor aftale, som begge regeringspartier og Enhedslisten og SF kan se sig selv i. Det kan bruges aktivt og bedst, mens det er i relativ frisk erindring.

Helle Thorning-Schmidt kan bruge sin nytårstale 1. januar til at sælge sit projekt til de sædvanligvis to millioner danskere, der ser med. Altså, fortællingen om, at regeringen har gjort det nødvendige for at bringe Danmark på ret kurs i en svær økonomisk tid, og dét på en måde, så fællesskabet er intakt og styrket. Og nok også fortællingen om, hvor farligt det vil være at overlade styrepinden til de borgerlige og deres økonomiske eksperimenter.

Hun vil også kunne bruge talen til at lancere et eller flere nye, store initiativer, hun vil gå til valg på. Sagen er jo den, at regeringen gennem en planlagt vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent frem mod 2020 - altså en stor del af den kommende valgperiode - har et økonomisk råderum på ca. 20 milliarder kroner. Der er med finansloven allerede slået hul på dén pengekasse, men der er masser af milliarder tilbage til at bruge i en valgkamp.

Desuden kan et hurtigt valg i begyndelsen af 2015 holde den økonomiske virkelighed stangen. Forstået sådan, at når først de endelige nationalregnskaber for 2014 er gjort op og når resultaterne for første kvartal af 2015 tikker ind, kan man jo ikke afvise, at de viser et noget mørkere billede end, hvad regeringen opererer med i sine planer lige nu. Det kan være bekvemt at undgå den diskussion i en valgkamp.

Endelig vil et vintervalg være ensbetydende med, at man holder sig fri af forårets offentlige overenskomstforhandlinger. De bliver næppe så dramatiske som i 2013, men nogen vindersag kan der næppe blive tale om for regeringen. Som en borgerlig toppolitiker smilende sagde i den forløbne uge: "De indebærer i hvert fald en vis procesrisiko".

Hvad taler imod?

Den eneste grund til ikke at gøre det er, at meningsmålingerne ganske enkelt er for ringe. Magtbalancen er for voldsom i blå favør - de borgerlige har i omegnen af 54 procents flertal mod centrum-venstres 46 procent. Og med regeringstoppens briller skulle man mindst gerne op på 47 procents opbakning, før man tør tage chancen - til gengæld har man en tro på, at der godt kan løbes 3 procentpoint op i en valgkamp.

2. Et valg i april/maj

Hvad taler for?

Med et sent forårsvalg giver statsministeren sig selv en chance for, og tid til, at sælge sig selv og sin regerings meritter tydeligere til danskerne. Gennem en hyppigere medieoptræden, en spidsere fortælling og et målrettet fokus på at signalere tryghed. At være danskernes tro på fremtiden.

Helle Thorning-Schmidts personlige anseelse i befolkningen er i modsætning til hendes partis og regerings steget synligt de seneste måneder. Og det kan bruges til at løfte hele projektet. Til at vende de elendige målinger for netop parti og regering. Det kræver tid.

I maj/april er man kommet over på den anden side af de offentlige overenskomstforhandlinger, som kun de færreste tror bliver meget dramatiske. Thornings 10-års jubilæum som socialdemokratisk partiformand den 12. april kan måske bruges som en endelig iscenesættelse af en valgdramaturgi, måske arbejdernes 1. maj kan bringes aktivt i spil.

På samme måde som det samlede økonomiske billede for Danmark kan vise sig at være langt værre end prognosticeret lige nu, kan det også vise sig at være ok eller godt. Og dermed kan et forårsvalg give regeringen mulighed for at gå på valg på en langt mere solid økonomi, bedre beskæftigelse, større konkurrencedygtighed og øget produktivitet, end den man overtog i 2011.

Og endelig: Hey, det er maj, det er forår, det er lyst udenfor - politikere og alle andre tager sig bedre ud i solskin end i vintermørke.

Hvad taler imod?

At lade tiden gå er altid en farlig strategi - hver dag rummer naturligvis håb om bedring, men også fare for det modsatte. Overenskomstforhandlingerne, de økonomiske nøgletal og meningsmålingernes udvikling er ubekendte faktorer, som bedst elimineres ved et tidligt valg.

3. Et valg i september

Hvad taler for?

Det eneste, der taler for et valg helt ud til kanten af Grundlovens bestemmelser om fire-årige valgperioder, er vel egentlig, at man til det sidste kan håbe, at meningsmålingerne vender - at sommeren bringer mirakler for regeringsblokken eller katastrofer for modstanderne. Det vil i givet fald være de krydsede fingres strategi, men den kan jo virke.

Et sidste-øjebliks-valg rummer selvfølgelig også muligheden for at præsentere et finanslovsudspil for 2016, som så samtidig kan danne valggrundlag.

Hvad taler imod?

En hel del taler imod et septembervalg. Man kan sige det sådan, at hvis Helle Thorning-Schmidt ikke har udskrevet valg senest medio maj, så har hun de facto udskrevet valg til en af de to første uger af september. Det er en slags uskreven regel, at vi ikke holder valg i de tre sommermåneder, da danskerne er ferieramte - og da valget skal afvikles senest den 14. september, er det en given sag, at bliver der ikke valg senest i maj, så kommer det ret præcist i begyndelsen af september.

Dermed får vi en meget lang valgkamp henover en sommer, som bare er lidt mere ukontrollabel for alle partier. Desuden kan Helle Thorning-Schmidt personligt nok også imødese diverse kampagner for at være bange for at møde folket og for at klæbe til posten og ministerbilen.

Endelig vil hun ganske enkelt være tvunget til at udskrive valget næsten så snart hun er tilbage fra den sommerferie, hun i givet fald nok har aflyst. Uanset hvad situationen er, uanset hvad der sker i Danmark og verden, ja, så skal hun udskrive valg. Hun vil have tvunget sig selv op i det sidste tilbageværende hjørne af dansk politik, og her har ingen statsminister lyst til at befinde sig.

Og hvilket af de tre scenarier er så det mest sandsynlige? Hvornår kommer det, valget? Som sagt, det ved næppe nogen. Statsministeren holder sine muligheder åbne. Men vær forvisset om, at partiernes konstante øjne på meningsmålinger, vælgeradfærd, fokusgrupper og hvad ved jeg, vil forvandle sig til et decideret tunnelsyn fra nu af.

For nu handler det om valget. Om magten. Om de næste fire år i dansk politik.

Facebook
Twitter