Analyse: Sagen er langt fra død

DR Nyheders politiske redaktør Ask Rostrup kalder Helle Thorning-Schmidts håndtering af mødet med pressen et skridt på vejen, men langt fra nok til at stoppe sagen mod hende.

Helle Thorning-Schmidt gjorde mange ting rigtigt, da hun for kort tid siden mødte pressen i lufthavnen for at forklare, hvordan det er gået til, at to myndigheder har fået forskellige oplysninger om, hvor tit hendes mand opholder sig i Danmark. Det vurderer DR Nyheders politiske redaktør Ask Rostrup.

- Hun lægger sig fladt ned og siger undskyld, det er første skridt på vejen. Hun kalder sin fejl en stor fejl, det er det næste skridt og så understreger hun, at der ikke er tale om en bevidst fejl, siger Ask Rostrup.

Han tilføjer, at det er et smart træk, at afbryde sin ferie for at forklare sig.

- Man kan sige, at på den konto fører hun 1-0 på point blandt kvindelige partiformænd, tilføjer Ask Rostrup, med henvisning til de konservatives formand Lene Espersen.

Men han tvivler på, at sagen stopper her. Der kører både en undersøgelse hos Skat og hos politiet af Helle Thorning-Schmidt og hendes mands forhold.

- Og så vil både regeringspartierne og DF stadig være interesseret i at holde liv i sagen, siger Ask Rostrup.

Facebook
Twitter