Forventningerne til Troels Lund Poulsen er afdæmpede, og det kan han faktisk være ganske godt tilfreds med.

At være undertippet er et fint udgangspunkt som ny partiformand. Især når opgaven er at genrejse et parti i dyb, dyb krise, og der derfor vil være overhængende fare for at skuffe, hvis forventningerne til hurtige mirakler er skyhøje.

Så er det være bedre at gå efter at bygge langsomt op og satse på at overraske positivt.

Og et formandsskifte er ingen mirakelkur for et parti i Venstres situation.

Jakob Ellemann-Jensen var kørt fast i en negativ spiral, som han ikke kunne kæmpe sig ud af, men hans exit har ikke fjernet Venstres grundlæggende problemer.

Konkurrencen er benhård om de vælgere, der tidligere har stemt på Venstre.

Med to tidligere V-topfolk i spidsen har Moderaterne og Danmarksdemokraterne snuppet vælgere fra hver sin side, og de seneste måneder er det især Liberal Alliance, der tiltrækker skuffede og frustrerede Venstre-vælgere.

Ikke kendt som den store billetsælger

Det er et strukturelt problem for Venstre, som betyder, at der næppe er udsigt til himmelflugt i meningsmålingerne på kort sigt. Eller til at nå fordums storhed de næste mange år.

De afdæmpede forventninger har intet at gøre med Troels Lund Poulsens faglige kompetencer. Han har et solidt politisk cv, er kendt som en dygtig strateg og forhandler, og som en dreven magtspiller.

Men den nye V-formand er ikke kendt for at være den store billetsælger.

Hans personlige stemmetal har aldrig været imponerende, og han har hidtil selv givet udtryk for, at han trivedes bedst som den magtfulde nummer to og ikke så sig selv som formand.

Det var dog åbenlyst, at Troels Lund Poulsen fik smag for at være nummer ét, mens han og V-næstformand Stephanie Lose passede ledelsen af Venstre under Jakob Ellemann-Jensens stress sygemelding i første halvdel af året.

Og at mange i Venstre fik smag for at skifte Ellemann ud med Troels Lund Poulsen.

Faktisk viste flere målinger, at både Lund og Lose lå pænt i de popularitetsmålinger, som Epinion og andre institutter laver sammen med meningsmålingerne.

Ligesom der begyndte at være små spæde forårstegn i Venstres vælgertilslutning, mens de to var ledelsesvikarer.

Et parløb med Lose

Nu har Lund og Lose så fået stafetten og den hårde opgave med at trække Venstre ud af vælgerkrisen og markere Venstre langt tydeligere i SVM-regeringen.

Ambitionen er, at Venstre skal stå knivskarpt som det blå og borgerlige parti i regeringen, og at Troels Lund Poulsen fremstår som en partileder, der er ligeværdig med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Alt i alt en målsætning, som er egnet til at give flere interne konflikter i regeringen.

Men regeringen har også brug for et stærkere Venstre, hvis det umage samarbejde skal holde.

Indre uro er lige nu den største trussel mod det usædvanlige regeringssamarbejde.

Strategien er, at Lund og Lose skal være en ledelsesduo. Stephanie Lose skal ind på ministerholdet, og hun skal ind i alle de centrale og magtfulde regeringsudvalg. Også det til SVM-regeringen opfundne “Udvalget for regeringsledelse”, som er den absolutte top.

Planen er, at hun i høj grad skal være den i regeringen, der forhandler og udtaler sig på Venstres vegne.

Parløbet blev illustreret på landsmødet, da Lose blev kaldt på scenen under Troels Lund Poulsens store politiske tale og fik tildelt en del af hans taletid.

Som næstformand får Stephanie Lose også hovedansvaret for kontakten til baglandet.

Hun har en meget stor stjerne i det bagland, der var begyndt for alvor at knurre op til Ellemanns beslutning om at gå.

Lose har også bevist, at hun har appel til vælgerne. I hvert fald i Jylland. Ved regionsrådsvalget i 2021 satte hun rekord med knap 150.000 personlige stemmer i Region Syddanmark.

Det indbyggede Venstre-kompas

Troels Lund Poulsen har også selv en langt større troværdighed i det klassiske V-bagland - inklusive landbruget - end Jakob Ellemann-Jensen havde.

Udfordringen for ham bliver nok mere at sælge ”traktor-Troels” til de byvælgere, som Venstre også har brug for at tiltrække, hvis partiet skal gøre sig håb om igen at blive et stort folkeparti.

Men faktisk har Troels Lund Poulsen bedre muligheder for at modernisere Venstre og flytte partiets politik i retning af byvælgerne end Jakob Ellemann. Netop fordi baglandet stoler på hans indbyggede Venstre-kompas, vil han have meget længere snor til at rykke partiet.

Det var den samme logik, der gjorde, at Mette Frederiksen kunne rykke Socialdemokratiet til højre i udlændingepolitikken, fordi baglandet var trygge ved hendes socialdemokratiske sjæl.

Og at Anders Fogh Rasmussen i slutningen af 1990’erne kunne flytte Venstre mod midten, fordi baglandet var trygge ved hans liberale sjæl.

Troels Lund Poulsen lægger fra land med ydmyghed. Han har som sagt ingen interesse i selv at puste til forventningerne.

Venstre skal - selvfølgelig uden helt at miste håbet - vænne sig til tanken om, at der ikke er en snuptagsløsning på partiets krise, og Venstre skal vænne sig til at være et mindre parti. I hvert fald i de kommende år.

Samme filosofi ligger bag Troels Lund Poulsens melding om, at Venstre lige nu er for småt til, at det giver mening for ham at være statsministerkandidat.

Der er ingen grund til at blive til grin ved at udråbe sig selv til statsministerkandidat, når man roder rundt under 10 procent i meningsmålingerne.

Så er det meget bedre, at det er de andre blå partier, der begynder at tale om ham som en mulig statsminister, hvis og hvis. Sådan som flere af partierne allerede har gjort efter, at Troels Lund Poulsen straks som formandskandidat gjorde op med Ellemanns meget bastante afvisning af et fremtidigt blåt samarbejde.

Et borgerligt parti i blå blok

Troels Lund Poulsen lader alle døre stå åbne til en tid efter næste valg, hvor meget i dansk politik kan se anderledes ud. Det giver ham både en bedre position i samarbejdet med blå blok og i de kommende magtkampe internt i SVM-regeringen. Man står altid stærkere i en forhandling, hvis man har andre steder at gå hen.

På et punkt er budskabet dog helt klart fra den nye formand. Venstre er et borgerligt parti, som hører hjemme i blå blok, men som lige nu samarbejder med Socialdemokratiet og Moderaterne, fordi det giver mest politisk indflydelse.

De borgerlige vælgere, som lige nu flygter fra Venstre, skal beroliges og bekræftes. Derfra kan den nye ledelse så gå i gang med at fylde mere indhold på deres politiske projekt.

Og selv om meningsmålingerne er elendige, rummer de faktisk også et håb for Venstre. Vælgere bruger nemlig også målinger til at sende budskaber til partierne, og budskabet til Venstre er rimelig klart for tiden.

Men målingerne viser også, at mange vælgere er i tvivl, og at Venstre har et potentiale blandt tvivlerne.

Al erfaring viser, at det er nemmere at genvinde vælgere, som ikke er gået helt over til et andet parti endnu. Ligesom rigtig mange vælgere først for alvor beslutter sig lige op til valgdagen.

I det perspektiv er der stadig længe til næste valg.