Analytiker: Derfor skaber Støjberg-krav om håndtryk ballade internt i Venstre

V er efterhånden det parti, der har de største interne slagsmål om udlændinge- og værdipolitiske spørgsmål, siger Uffe Tang.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i samtale med udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) i folketingssalen. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Udlændingeminister Inger Støjbergs (V) forslag om at gøre det lovpligtigt at give et håndtryk, hvis man vil være dansk statsborger, har skabt ballade internt i Venstre, hvor en række borgmestre ligefrem erklærer sig parate til at ignorere kravet.

Problemerne for regeringspartiet opstår, fordi det ganske enkelt strider imod mange Venstrefolks liberale grundsyn at lovgive om alle mulige detaljerede spørgsmål om, hvordan vi skal leve vores liv, gå klædt og generelt opføre os, lyder det fra DR Nyheders politiske korrespondent Uffe Tang.

- Groft sagt deler partiet sig i to grupper: De nationale og de liberale. De nationale mener, at hensynet til danske værdier, den danske nationale egenart og nationens sammenhængskraft kræver, at man tager alle midler i brug for at sikre, at integrationen af nytilkomne er optimal.

- De kræver faktisk assimilation – altså en total accept og overtagelse af dansk kultur og tradition. De mere liberalt orienterede ser måske også helst assimilation, men de mener, at religionsfrihed og andre liberale frihedsrettigheder er så ukrænkelig, at de har store problemer med den stramme regelstyring af borgernes liv, siger Uffe Tang.

Mål: Slå revner i S

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) står fast trods kritikken fra egne rækker og har slet ikke fantasi til at forestille sig, at nogle borgmestre kan finde på at ignorere kravet om at trykke hånd med statsborgerskabsansøgeren ved en ceremoni.

Men at der er forskellige opfattelser af udlændinge- og værdipolitikken i Venstre, fremgik tydeligt, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forleden gæstede Aftenshowet på DR1 og udtalte, at han ikke anser det for et stort problem med folk, der ikke vil give hånd i Danmark.

- Statsministeren lod forstå, at han ikke syntes, det var noget, politikerne burde spilde deres tid på, selvom der givetvis ville være mange stemmer i at mene noget meget markant om emnet. Altså et relativt liberalt synspunkt om, at den slags problemer, må kunne løses i samfundet uden politisk indblanding, siger Uffe Tang.

- På den anden side kæmper Venstre med, at Dansk Folkeparti ikke skal vokse sig for stort på Venstres bekostning og endnu mere imod Socialdemokraterne, der efterhånden forsøger at have en mere højredrejet værdi- og udlændingepolitik end Venstre, siger han.

- Man kan efterhånden ikke kalde det nyt, for det har stået på, siden Mette Frederiksen trak Socialdemokratiet voldsomt til højre i udlændingepolitikken, men Venstre er efterhånden det parti, der har de største interne slagsmål om udlændinge- og værdipolitiske spørgsmål, siger Uffe Tang.

I dette efterår - og længere frem mod folketingsvalget - vil en række aftaler på udlændingeområdet givetvis være designet til at splitte Socialdemokratiet, forudser Uffe Tang.

– Man vil simpelthen stramme så meget, at man håber, de socialdemokratiske bukser begynder at revne. Om det vil lykkes er et af de interessante spørgsmål frem mod valget.

- Der er små tegn på, at Socialdemokraterne kan få problemer med baglandet. Men Venstre selv må samtidig balancere på en knivsæg i forhold til de interne spændinger i partiet, siger DR Nyheders politiske korrespondent.

S-formand Mette Frederiksen har meddelt, at Socialdemokratiet ikke støtter lovkravet om et håndtryk. Dansk Folkeparti bakker op om Inger Støjbergs lovforslag.

Uddrag af kritikken fra Venstre-folk:

Aabenraa-borgmester Thomas Andresen (V):

- Jeg vil udfordres på det og se, hvad der sker, hvis jeg ikke indberetter det. Og jeg vil allerhelst slippe for overhovedet at have nogen ceremoni. Hvad er det dog for noget?

Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen (V):

- Skulle der være en enkelt, som ikke ønsker at give hånd til mig under sådan en ceremoni, så kan jeg også godt leve med, at man giver et nik eller et lille buk eller et eller andet, som symboliserer, at man dog accepterer personen foran én.

Herning-borgmester Lars Krarup (V):

- Jeg synes faktisk, det er så latterligt, at jeg ikke gider bruge min tid på det.

Indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen til Jyllands-Posten:

- Suk. Dybt suk. Dybt, langt suk.

Byrådsmedlem i Kolding Merete Due Paarup (V) på Facebook:

- Så slapper I af Christiansborg. Jeg orker ikke flere symbolpolitiske gak-gak regler.

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V):

- Jeg kommer ikke til at gennemtvinge et håndtryk. Hvad bliver det næste? At jeg skal lægge vedkommende i håndjern?

Facebook
Twitter