Analytiker: En speciel næse til regeringen

Det er interessant, at Dansk Folkeparti er med til at skabe flertal for næse til regeringen, siger politisk analytiker Christine Cordsen.

Eva Kjer Hansen (V) mistede sin post som miljø- og fødevareminister som følge af sagen om landbrugspakken. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Venstre-regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen har fået en næse for at tilbageholde oplysninger for Folketinget i sagen om den omstridte landbrugspakke.

Og det er en noget speciel næse, lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker, Christine Cordsen.

- Det usædvanlige ved denne næse er, at den bliver givet til en samlet regering. Næser bliver som regel givet til én minister, som har forbrudt sig mod reglerne i Folketinget. Så den er lidt speciel.

Hvad betyder næsen for regeringen?

- Det, der er med næser, er, at en minister selvfølgelig altid er nødt til at give udtryk for, at man tager det alvorligt. Men hvis man skærer ind til benet, er næser som regel hurtigt glemt. Og det, der er afgørende for en minister, er, at man kan beholde sin ministerpost - og ikke så meget andet.

Hvorfor er Dansk Folkeparti med til at skabe flertal for næsen?

- Det er interessant, at Dansk Folkeparti er med til at skabe flertal. Det siger noget om det noget anstrengte forhold mellem regeringen og DF, som vi har set komme til udtryk på flere forskellige måder.

Hvordan vil du karakterisere hele forløbet om landbrugspakken?

- Det har været højspændt og dramatisk sag. Det er kun nogle måneder siden, at sagen udviklede sig til, at statsministeren lige frem truede med at udskrive valg. Sagen har betydet, at forholdet internt i blå blok er meget, meget udfordret. Forholdet mellem Venstre og De Konservative er elendigt.

- Men uanset det drama, der har været, er der også tegn på, at alle i blå blok vil prøve at se, om de kan få et bedre samarbejde. Alle ved jo godt, at efteråret kan blive meget dramatisk og knald eller fald for Løkke. Så det er også en sag, der har givet stof til eftertanke i forhold til samarbejdet i blå blok.

- Regeringen er så parlamentarisk svag, at den hele tiden er i risiko for, at et af partierne laver flertal med de andre. Den er i en position, hvor især DF ikke på nogen måde har lyst til at holde hånden under regeringen, også fordi den er så upopulær, og fordi Løkke er så upopulær, siger Christine Cordsen.

Næsen:

  • Et flertal i udvalget kritiserer skarpt, at centrale ministre har siddet inde med oplysninger og vurderinger, som ikke i samme form er tilgået Folketinget.

  • Det er væsentligt og helt centralt, at samme oplysninger tilgår Folketinget, således at Folketingets beslutninger kan træffes på et fuldt oplyst og tilsvarende fagligt og juridisk grundlag, som har ligget til grund for regeringens vurdering.