Analytiker: Her er de forskellige scenarier for Johnson & Johnson-vaccinen

DR's sundhedsanalytiker giver et bud på, hvad der kan komme til at ske med Johnson & Johnson-vaccinen.

(Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Ét stik, og så er man fuldt vaccineret. Det er den vaccine, Danmark har købt aller flest af, 7 millioner styks.

Men efter en række tilfælde med blodpropper i USA, er Johnson & Johnson-vaccinen endnu ikke blevet rullet ud i Danmark. Det skyldes, at de danske sundhedsmyndigheder skal lave en vurdering af, hvorvidt de mener, den er forsvarlig at bruge.

1

1. scenarie: Johnson & Johnson til alle

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det første og mest optimistiske scenarie er ifølge DR's sundhedsanalytiker Anders Heissel, at de danske sundhedsmyndigheder vurderer, at bivirkningerne, der har vist sig ved Johnson & Johnson vaccinen er så sjældne, at de kan bruges til alle borgere.

- Det sker hvis sundhedsstyrelsen vurderer, at de her alvorlige bivirkninger er så sjældne, at det godt kan forsvares at bruge vaccinen, siger Anders Heissel.

Det er det, man har vurderet i USA, hvor man har taget vaccinen i brug igen efter en pause.

Ifølge Anders Heissel vil det betyde, at vi kan overholde den vaccinationsplan, der er nu, og dermed have tilbudt alle danskere en vaccine i starten af august.

2

2. scenarie: Johnson &Johnson til bestemte grupper

. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

En anden mulighed kunne være, at vaccinen fra Johnson & Johnson tilbydes til bestemte grupper.

Det kunne ifølge Anders Heissel være, at man enten giver vaccinen til ældre danskere, over 50 eller 60 år. Eller måske kun til mænd.

- De tal, man har fra USA, viser, at de her alvorlige bivirkninger faktisk kun optræder hos kvinder, siger han.

Hyppigst er det kvinder under 50, der er blevet ramt af de alvorlige bivirkniger i USA.

3

3. scenarie: Johnson & Johnson bliver frivillig

. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

- En tredje mulighed er, at vaccinen bliver frivillig, siger Anders Heissel.

Der er ifølge ham sandsyndlighed for, at der sker det samme med Johnson & Johnson, som der er sket med AstraZeneca. Nemlig at den tages ud af massevaccinationsprogrammet.

Tidligere i dag blev det klart, at sundhedsmyndighederne i Danmark har lavet en vurdering, hvor det fremgår, at Astrazeneca-vaccinen kan tilbydes frivilligt.

Den beslutning ligger nu ved politikerne, der skal træffe en endelig beslutning.

4

4. scenarie: Johnson & Johnson fjernes fuldstændigt

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det kan være at Sundhedsstyrelsen vurderer, at risiciene ved Johnson & Johnson er så betydelige, at man vælger at undlade at bruge den til vaccination i Danmark.

- Selvom de her alvorlige bivirkninger er mere sjældne end ved Astrazeneca, så kan det være, at sundhedsmyndighederne vurderer, at der alligevel er så høj en risiko, at sundheddstyrelsen helt vælger at se bort fra vaccinen.

Det vil ifølge Anders Heissel betyde, at vi bliver senere færdige med at vaccinere alle danskere, og hans forventning er i den sammenhæng, at alle danskere først er blevet tilbudt vaccine i slutningen af august.

5

5. scenarie: Pausen forlænges

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

En mulighed kunne ifølge Anders Heissel være, at pausen forlænges, indtil der er mere viden om vaccinen og risikoen for at blive ramt af bivirkninger.

Tallene fra USA siger, at der cirka er 15 tilfælde ud af 8 millioner vaccinerede.

- Det springende punkt for mange forskere er, hvor hyppige bivirkningerne er, forklarer Anders Heissel.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk