Analytiker: Kæmpe oprydningsarbejde venter V-formand efter tirsdag

V-afdelinger fortsætter med at trække støtten til Løkke. Men det er fortsat helt åbent, hvem der er formand efter tirsdagens hovedbestyrelsesmøde, vurderer DR's politiske redaktør.

Venstre i Skanderborg er de seneste, der har anbefalet Lars Løkke Rasmussen, at han trækker sig som formand for partiet. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Det er fortsat et helt åbent spørgsmål, hvor længe Venstre kan holde stand, selvom lokalafdelinger på stribe trækker støtten til formand Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder vurderingen fra DR's politiske redaktør, Uffe Tang.

- Man skal selvfølgelig holde øje med, hvilke afdelinger og hvor mange der trækker sig i løbet af søndagen. Men det betyder ikke, at alle afdelinger ikke støtter Løkke, og derfor er det fortsat for tidligt at sige noget om, om han klarer sig igennem, siger han og fortsætter:

- Men partiet er i noget, der ligner en borgerkrigslignende tilstand. Den formand, der kommer til at stå tilbage efter tirsdagens hovedbestyrelsesmøde, vil have et kæmpe oprydningsarbejde foran sig - uanset hvem det er, siger Uffe Tang.

Flere møder søndag

I løbet af i dag skal flere afdelinger af Venstre mødes for at drøfte, om de fortsat støtter Løkke.

Det drejer sig blandt andet om afdelingerne i Vejen og Hillerød.

I forvejen har Venstre i Viborg, Silkeborg, Randers, Vordingborg, Ikast-Brande og Skanderborg meddelt, at de ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen længere.

Facebook
Twitter