Analytiker: Løkke har Holsts liv som minister i sine hænder

Der er hårdt pres på Carl Holst, men intet tyder lige nu på, at han trækker sig som forsvarsminister, vurderer DR Nyheders politiske analytiker Jens Ringberg.

Forsvarsminister Carl Holst (V) skal på torsdag i samråd i Folketinget om Christian Ingemann. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at forsvarsminister Carl Holst (V) forlader regeringen lige med det samme - trods en fortsat lind strøm af nye, belastende oplysninger i sagen om Holsts personlige assistent i tiden som regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Sådan lyder det fra DR Nyheders politiske analytiker Jens Ringberg, efter at Carl Holst i en skriftlig kommentar har oplyst, at han fortsat afventer Statsforvaltningens undersøgelse.

- Hans skriftlige udtalelse her til morgen tyder ikke på, at han står lige foran at trække sig – han pointerer jo, at han nu afventer Statsforvaltningens undersøgelse, og den er jo langt fra klar endnu, siger Jens Ringberg:

- Dermed ser det ud til, at Carl Holst kæmper videre for sit politiske liv. Spørgsmålet er, om han kan stå krisen igennem – med nye belastende oplysninger hver dag, siger han.

Holst-skæbne i Løkkes hænder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har den seneste tid været tavs om Carl Holsts mange sager, men er helt afgørende for Holsts skæbne, lyder det fra Jens Ringberg.

- Lars Løkke Rasmussen har Holsts liv som minister i sine hænder, og har ikke rigtig sagt noget om sagen på de seneste. Løkke kan fyre Holst, men han kan også stå fast og beskytte Holst. Dels er Holst hans ven, dels er Løkke måske indstillet på at signalere, at han ikke lader sig påvirke af sager, der kører op i medierne, siger han.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, vil ikke sige, om han fortsat støtter Carl Holst - han opfordrer i stedet forsvarministeren til "at drage sine egne konklusioner".

- Den tredje faktor, ud over Holst og Løkke, er Dansk Folkeparti – og meldingerne herfra må bekymre Carl Holst. Når Søren Espersen siger at Holst må drage sine egne konklusioner, så er det en melding med en truende undertone, for at sige det på den måde, siger Jens Ringberg:

- Lige nu er sagen en belastning for Holst, for Forsvarsministeriet og for Venstre som regeringsparti. For eksempel må Lars Løkke Rasmussen forvente at blive konfronteret med den, når han i dag gæster Dansk Industri. Det er irriterende, siger DR Nyheders politiske analytiker.

Holst i samråd torsdag

I Politiken forklarer Venstres gruppeformand, Søren Gade, at Carl Holst er under "et ekstremt pres".

- Sådan nogle sager fylder, og det gør den her også, og på et eller andet tidspunkt skal vi gerne have det tilbage til at handle om regeringens politik, og det er selvfølgelig svært lige nu, siger han.

Carl Holst skal på torsdag i samråd i Folketinget om Christian Ingemann, efter at Socialdemokraterne har indkaldt.

I samrådet skal Carl Holst også forholde sig til kritikken fra soldaterforeningerne, der mener, at forsvarsministerens sager får det forsvarspolitiske til at træde i baggrunden.

Facebook
Twitter